Der hersker en vis negativ stemning omkring "æglæggere", som er vores betegnelse for hønseracer, der er særlig god til at producere æg i lange baner. Nogle af racerne er (angiveligt, jeg har ikke personlig erfaring med dem) ikke brugbare til andet end at lægge æg, de har (igen: angiveligt) mistet mange af deres naturlige instinkter pga intensiv avl efter æglægning.
Jeg købte for godt en måned siden tre Isa Warren ungpiger, da ræven havde taget vores eneste æglæggende høne samt den eneste kandidat til at lægge æg indenfor den nærmeste fremtid (læs: halve år). Dette var en beslutning, der ikke var glad, da jeg jo som så mange andre mente at æglæggere er noget snavs, idet de jo ikke er "rigtige" høns.
MEN!!! Nu har jeg haft disse tre herlige damer i over en måned, og de er absolut velfungerende individer. De tog godt nok nogle dage om at turde begive sig ud af hønsehuset, men nu søger de føde, tager støvbade, færdes i flok, hygger sammen, og gør alt det, mine andre høns har gjort. Og så er de helt og aldeles tamme, jeg kan samle dem op uden stort påstyr, hvilket er rigtig rart!
Så mit oprigtigt mente spørgsmål er: Er de underlødige? Er det fordi de er hybrider, der ikke er racefaste, at man ser skævt til dem (og deres slags), eller er der andre årsager til dette "snobberi"? De skrukker ikke, men det er der jo rigtig mange "rigtige" racer, der heller ikke gør...
Som et lille "PS" kan jeg sige, at jeg netop nu har bestilt 10 af "min første kærlighed", de flotte orpington'er i ikke helt raceren kvalitet fra Lystrup Byggelegeplads. Hanne har i sin venlighed ellers tilbudt mig æg, men når jeg nu kan få levende kyller kun 6 km herfra, benytter jeg lejligheden til at blive på samme genetiske trappetrin fremfor at træde et skridt ned - denne stamme mener jeg skal bevares, for de er så flotte og velfungerende, synes jeg!