Så er der kommet afgørelse fra Kommunen. Nu er der lavet særlov til mig og mit hønsehold.
Det her er jo ikke andet end hvad jeg havde indvilliget i. Al det ævl omkring renhold, fluer, byræve, rappende høns

og hvad jeg ellers skulle ha skyld for er der ikke givet medhold i.
Det er nu at jeg kommer med en masse grimme tilnavne............... Men vælger at sige huuuuuuuummm.

Svar til klagere :
Medhold i klage
På baggrund af klage af 31. maj 2013, tilsyn på Bolbrovej 79 d. 6. juni samt svar på klage fra beboerne på Bolbrovej 79 d. 12. juni gi- ves hermed medhold i klagen.
Afgørelse
Hønseholdet vil fremover være underlagt følgende vilkår i tillæg til de almindelige regler på området.
• Det er ikke tilladt at holde hane på ejendommen Bolbrovej 79 fra 1. maj til 1. oktober.
• Overtrædelse af perioden kan medføre totalt forbud mod hold af hane på ejendommen.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i §42 i miljøbeskyttelsesloven, §6 og §20 i Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter1 samt Hørsholms vejledning om hønsehold og afgørelsen kan ikke påklages.
I har mulighed for aktindsigt og for i øvrigt at udtale Jer i sagen i henhold til Forvaltningsloven.
Uddybning
Under hensyntagen til naboer og miljø er hønsehold tilladt i villahaver af en størrelse der muliggør overholdelse af afstandskrav til naboer fra hønsehus. Kommunalbestyrelsen kan uddybe vilkår og f.eks. begrænse eller fjerne mulighed for at holde en hane af hensyn til støjgene fra hanegal.
Da en række beboere føler sig generet af hanen, trods den holdes indendøre mellem kl. 20 og 07, så vil det fremover ikke være muligt at holde hane på ejendommen mellem 1. maj og 1. oktober. Perioden er bestemt ud fra en afvejning af flere faktorer. Dels følger haners galen solen, dvs. den galer tidligere om sommeren, dels er behovet for vinduer er også større i de lyseste/varmeste måneder.
I klagen direkte til ejer af 30. maj 2013 anføres også lugtgener fra beholdere med affald. Det må antages, at der menes beholdere med hønsemøg. Hønsemøg bliver opbevaret i lukkede plastsække ved indkørslen til Bolbrovej 79. Opbevaring af hønsewmøg må ikke give anledning til lugtgener eller uhygiejniske forhold. Jeg antager at der er tale om en forveksling med de beholdere der står ved hønsehuset, og som indeholder hønsefodder og ligeledes skal holdes lukket.
Ved mit tilsyn på egendommen har jeg gennemgået hønseholdet og vurderer, at det er drevet som man kan forvente et hønsehold drives.
Afvisning af klage
På baggrund af klage af 31. maj 2013 samt supplerende bemærkning 4. juni, 11. juni, samt 12. juni (2 stk.), tilsyn på Bolbrovej 79 d. 6. juni samt svar på klage fra beboerne på Bolbrovej 79 d. 12. juni afvises førnævnte klage. Afgørelsen er truffet med hjemmel i §42 i miljøbeskyttelsesloven, §6 og §20 i Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter1 samt Hørsholms vejledning om hønsehold og kan ikke påklages.
I har mulighed for aktindsigt og for i øvrigt at udtale Jer i sagen i henhold til Forvaltningsloven.
Hvad er medtaget i denne afgørelse?
Vi har modtaget 2 klager, en fra en gruppe beboere i området (inklusive Jer) og en kun fra Jer. Førstnævnte klage er behandlet særskilt dd. og endt med et medhold i klagen. De dele af Jeres klage, der vedrører hanen og beholder med hønsemøg, er behandlet i svar på den anden klage og er ikke indeholdt i denne afgørelse.
Uddybning
I kommunens vejledning om hønsehold står følgende:
<<Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at kommunen ikke vil behandle sager om gener fra hønsehold, medmindre der er tale om væsentlig tilsidesættelse af normerne i denne vejledning.>> Det er min vurdering efter tilsyn, at hønseholdet holdes efter foreskrifterne, overholder afstandskrav til naboer, holdes rent mv.
På den baggrund afvises klagen med udgangspunkt i ovenstående fra vejledning om hønsehold.
Høns lugter, også når man muger ud jævnligt. Da det er tilladt at have hønsehold som dette i Danmark, så har lovgiverne samt lokalpolitikere dermed også sagt, at omgivelserne må tåle de gener et almindeligt drevet hønsehold giver. De gener kan være lidt lugt, støj, flere fluer og ræve mm.
Nedenfor uddybes forhold omkring nogen af de klagepunkter der nævnes i klage mv.
Fritgående høns
Det er almindeligt og lovligt at have høns udenfor hønsehus/voliere, så længe de holdes forsvarligt indespæret på grunden i øvrigt.
Rotter
Der er ingen tegn på rotter på ejendommen jf. den kommunale rottebekæmper.
Ræve
Der er en del byræve i kommunen. De er harmløse og smitter ikke mennesker med sygdom. De vil nok i en vis udstrækning tiltrækkes af byttedyr som høns. I de mange år hønseholdet har eksisteret har ræven efter ejers udsagn taget 2 høns. Det tyder på, at ejerne er meget grundige med hegning af hønsene.
Sygdom
Mens sygdomme mere er en sag for embedslægen, så er der, som jeg skrev i mit svar d. 4. juni, ingen grund til at bekymre sig om sygdom fra hønsehold, hverken fugleinfluenza eller andet. Hvis det havde været tilfældet, ville man i et samfund som det danske ikke tillade hold af fugle i nærheden af mennesker. I kan være ganske rolige.
Afstand
Hønsehuset er placeret ca. 3 m fra skel mod Jer (målt til det levende hegn hvilket må være minimumsafstand i forhold til skel), så afstand fra hønsehus til skel overholder krav om 2,5 m.
Venlig hilsen
Xxxxxxxxx kommunen