Jeg har til tænkt om de ISA'er jeg har haft - det beløber sig til en 15-20 stykker ialt - at de har mange gode og naturlige egenskaber - de kan sandbade og skrabe, søge rede og gå på pind, er dygtigt fødesøgende når de går frit i haven - langt hen af vejen har de gode og sunde instinkter. Så er de - som folk skriver her - tamme og søde og ualmindeligt omgængelige. Men når uheldet er ude, er det ligesom værre for dem - jeg havde en gang en høne med læggenød - jeg måtte gå fra hønsegården, da jeg skulle på arbejde, og da jeg 8 timer senere kunne kigge til det og ville gøre noget for hønene, var den hakket til blodigt kød i rumpen af de andre, der var ingen nåde, ligeledes blev en anden høne som havde en rift i kammen kannibaliseret af de andre. Der har de ingen hæmninger, og deres høje produktivitet gør, at deres organismer er småstressede hele tiden - det gør dem nok en smule skrøbelige overfor netop læggenød og andre lidelser i 'æggeriet'. Jeg har haft Hellevad-hybrider - jeg bilder mig ind at de er mere venlige overfor hinanden - til gengæld blev de aldrig så tamme som ISA'erne.