Der er et eller andet der tyder på at det er temperaturen der er synderen. Hvis du kigger lidt på skemaet om rugefejl, som ligger i artikelarkivet her på siden (
http://fjerkrae.dk/prod/index.php?page=32), så vil du se, at alle de "problemer" du har omtalt skyldes enten for lav temperatur, for høj temperatur, uensartet temperatur i rugeperioden eller pludselige temperaturændringer.
Jeg ruger selv med en Octagon 40 digital Uden fugtstyring. Jeg har oplevet, at den pludselig blev meget ustabil efter en kraftig rengøring med vand. Jeg lod maskinen køre nogle dage og da den var blevet helt tør, var temperaturen helt stabil igen. Jeg havde også styringsdelen åbnet og kunne se at der var dannet kondens på indersiden af skjoldet.
Efter den oplevelse har jeg bygget en micro-klækker efter "køleskabsmodellen". Den er kun 37,5 cm. bred, 25 cm. dyb og 45 cm. høj. Den opvarmes af 2 x 25 watt almindelige glødelamper, som styres af en elektronisk termostat fra America-Thisted (de blinker, hvilket ikke ser ud til at genere kyllingerne. Varmen cirkuleres af en lille ventilator, som også er købt hos America-Thisted. Hele "herligheden" er lavet i en kasse af 16 mm. krydsfiner, som er lakeret gentagende gange, for at fugten ikke skal absorberes af træet.
Fugtstyringen er en urtepotteunderskal (24 cm. i diameter), hvori der ligger en engangs karklud, for at give en større fordampningsoverflade og så et hygrometer, som fortæller mig fugtighedsprocenten.
Jeg ruger i min Octagon, de første 18-19 dage med den fugtighed der er i rummet (den står i køkkenet, så fugtigheden er sandsynligvis meget varierende, alt efter hvor meget der kokkereres og hvor meget varmt vand der tappes). Temperaturen står konstant på 37.6 grader Celsius/lidt under 100 grader Fahrenheit.
I klækkeren forsøger jeg at holde fugtigheden på 65%, men det er lidt svært når klækningen tager fart og der er mange kyllinger der skal tørre. Temperaturen under klækningen ligger på 98.5 - 99,0 grader Fahrenheit Hvilket svarer til ca. 37,0 grader Celsius. Æggene luftes mindst en halv time hver aften, hvor de står i rumtemperatur.
Kyllingerne går i en "uåbnet" maskine i mindst 2 døgn, hvorefter de flyttes til en lille midlertidig bolig, så jeg kan holde øje med om de æder og drikker og ellers trives som de skal. Når kyllingerne er ca. 10 dage gamle bliver de flyttet ud i mit fugle/hønsehus, hvor de sættes sammen med kyllingerne fra de sidste klækninger.
Løsningen med en separat klækker er jeg rigtig glad for, idet div. klækninger ikke skader de æg der ruges.
Jeg ved ikke om denne lille vejledning kan bruges, for den er nok lidt primitiv i forhold til jeres mere avancerede rugeteknikker. Men nu har denne metode virket for mig i snart 30 år og jeg plejer at have en klækningprocent på mellem 85 og 90% af de æg der bliver lagt til klækning (hvis det da ikke lige er æg af racer med letalfaktor, så ligger % på ca. 60%)