Det er da måske noget, jeg skal overveje til efterlønnen om et års tid: menneskepension med skøre dyr. Min bedre halvdel siger meget ofte: dette skal du nok ikke fortælle nogen. Det er jeg jo så alligevel nødt til, ikke
?
Men jo, vi har mange sjove oplevelser med vores dyr.
En af de bedre var det for tidligt fødte gedekid, som måtte ind i varmen da det ikke havde nogen pels og ikke kunne stå op. Den fik flaske med mors mælk - og en hjemmestrikket uldsok str. 39 på, i stedet for den manglende pels. Efter et par dage på det varme badeværelsegulv med daglige træningsture i at gå - ville den ud og have selskab. Da det stadig var mange minusgrader måtte den nøjes med korte besøg for optankning hos sin mor - med TO uldsokker på.... Og så fik den ellers lært at hoppe og BRÆÆÆÆÆÆÆGE og legede med indensdørskattene så det var en lyst. Når den blev træt, lagde den sig hen hos hunden (broholmer, 68 kg), der forsigtigt slikkede den i søvn. Når den var udhvilet igen var kattene også klar til leg. De spænede gennem huset (vi har trægulve
) mens de prøvede at efterligne de bukkespring, som den lille "kat med træsko" kunne. Tydeligvis havde alle det sjovt - også Gert og jeg, der sad i sofaen med tårerne trillende ned af kinderne af grin. Efter nogle uger havde den lille buk (han havde den eneste sok i Verden med gylp!) fået pels og kunne være længere og længere tid ad gangen ude hos mor, som stadig var glad for ham. Men han ville med ind til legekammeraterne og det hjalp først da han fik lært at tale "gedsk" - da der kom flere kid i stalden.
Så det er nok også noget med at være lidt rummelig og opmærksom på mulighederne i dagligdagen, ikke?