Som opfølgning på sagen, kan berettes at den formastelige kat, har fattet at den ikke skal æde mine kyllinger, selvom den kikker langt efter dem, så besinder den sig.

I den mellemliggende tid, lod jeg to høner med kyllinger, bo i hver sin halvdel af mit lille hønsehus, med tilhørende hønsegård.

Den ene en meget skruk orpington med 5 kyllinger, der bliver vogtet på hele tiden.
Den anden er den før omtalte orpington med de 5 flyvske Arauana kyllinger, som hun egentlig ikke gad passe, men for at holde de flyvske til jorden og bag hegn, kom hun altså til at bo sammen med dem, mere eller mindre frivilligt.
Måske har det smittet af på hende at den anden dame er meget skruk og passer sine unger nidkært, så det er gået fortræffeligt.
For en uges tid siden fik de så alle lov til at gå i haven, og det er gået uden problemer hver hønemor har gået med sine kyller, lige indtil i går.
Da jeg skulle lukke for fruerne og deres yngel, ja så var der gabene tomt i araucanasiden, ingen høne, ingen kyllinger, mens den anden side klukkede af godnatlyde fra mor og børn.
Jeg holdt mandtal på den side, og der var ingen tilflyttere.
Jeg tænkte så at hun vel havde taget dem med hjem til den store flok, og talte så dem efter, 4 gange, hønen var der men ingen araucana kyllinger.

Efter at have sendt hønen nogle bebrejdende blikke, gennemlyste jeg hele haven og naboens skov på en times tid, men fandt ingen, til sidst så jeg ind i det lille hønsehus endnu en gang, og tjekkede også pinden, da jeg jo ved de er lette, men ingen sorte kyller.
Jeg var noget nedtrykt da jeg gik ind til aftenkaffen, over alt den tid, og alt det krudt ( i bogstaveligste forstand) jeg har brugt på at holde liv i de fem tosser, var åbenbart skønne spildte krafter, og jeg besluttede at bemeldte høne aldrig mere skal have kyllinger og at jeg aldrig mere skal have araucanaer.
Til morgen da jeg besluttede selv at lukke op for alt og alle, det er ellers min søns opgave, ja så lukkede jeg de fem gule og deres mor ud, for så at se ind i det tome rum og fjerne det æg høene havde lagt i går, ja så gik mine fem araucaner der og pippede på sædvanlig for virret og baskende vis,,,ja ja jeg burde jo have vidst, at de ikke ville gøre det alle andre kyllinger har gjort gennem mit hønseliv, at sætte sig på den dertil indrettede pind, men ville vælge det fuldstændigt usete og ikke særlig stabile skilderum under kip mellem boks 1 og boks 2.
Hvor dum kan man være.

Nu føler jeg mig helt sikker på, at hvis ræven skulle have succes hos mig, så er araucanaerne tilbage.