Hvad gør man dog ikke for at glæde sine naboer??
I dag kørte jeg ud til Køge Å-stien for at gå en dejlig lang tur med hundene. Da jeg kørte hjemmefra, fik jeg ikke lukket lågen til indkørslen – havde glemt, at vi i weekenden havde rokeret rundt på nogle løse hegn, så hønsene + hundene nu kan bevæge sig rundt på hele matriklen incl. i indkørslen.
Hjemme igen og allerede inden jeg nåede vores indkørsel, mødte jeg en lille flok høns på det store fællesareal, som er udenfor vores parcel. Jeg nåede lige at tænke: "Sikke nogle kønne høns ……aj, hvor de dog rigtig hygge sig…….....øhhh det er sgu’ da mine høns "

Ind med bilen i indkørslen – hundene hidsede sig godt op derinde, de var helt klar over, at hønsene var på afveje, men jeg kunne ikke lukke dem ud, for så havde jeg hverken styr på høns eller hunde.
Ud på fællesarealet iklædt en lang pilevidje, som jeg lige fik grebet i farten - og så gik den vilde hønsejagt. Prøvede først at kalde ”putte, putte” og flokken satte sig også fint i bevægelse, indtil de lige fandt noget spiseligt – hundene sad stadig i bilen og nu var de helt oppe at køre – og jeg kan hilse at sige, at sådan et par gøende islandske fårehunde kan være noget af en stressfaktor, også selvom de er lukket inde eller måske netop fordi de var lukket inde i min lillebitte Fiat Siecento

.
Nå, men hønsene løb enten den gale vej eller også løb de ind under hækken, hvor de forgæves forsøgte at mase sig igennem maskerne i nettet - og jeg skulle jo have dem ind, inden jeg kunne lukke lågen og få "gø-bæsterne" lukket ud.
Efter ca. 10 minutters mas og løben rundt havde jeg fået de lettere paniske høns ind i haven igen (der nåede at ryge et par enkelte fjer i farten) og de efterhånden halvfortørnede hunde var lukket ud af bilen – jeg tror ikke, at de var helt tilfredse med, at de ikke havde fået lov til at være med til ”alt det sjove”

. Så var det jeg fik kigget mig over skulderen og kom til at tænke på, om naboerne mon har stået og smågrinet bag gardinerne – for helt normalt har det sikkert ikke set ud, hverken da jeg fistrede rundt med min pilevidje eller da jeg kravlede rundt med rumpen i vejret derinde under bøgehækken kaldende ”putte, putte”
