Efter det indlæg tonede der et billede frem for fra min barndom! Køerne stod bundet i stalden om natten og om morgenen efter malkningen blev de ført ud på græs. Det foregik på den måde, at den første blev løsnet, så stod den på gangen og ventede på den næste, fik dennes tøjrslag lagt løst omkring halsen o.s.v. Der var altid mellem fem og seks køer.
Så gik turen ned til marken, hvor de blev sat i en tøjrpæl og blev flyttet til middag. Dette for at holde hus med græsset for der var blot 14 tønder land.
Hjemad gik det på samme vis og det var da ret sjovt, at den ene havde fået den vane, at den lige skulle stjæle en roe fra naboen inden den gik på plads.Det var der taget højde for.De blev løsnet udenfor en efter en og gik langs staldmuren, ind ad døren til deres pladser.
Det virkede altsammen meget roligt og rart, mange af køerne var gamle set med nutidens øjne, men de fik da en kalv hvert år og leverede deres mælk. Alle havde horn og gennem alle årene lige indtil køerne blev sat ud, kunne jeg gå i stalden og fortælle hvilken ko der var i familie med Sidse, den ko der blev ældst på gården, hele 17 år. De var mørkere i hovedet og havde de smukkeste horn man kunne ønske sig, hvorimod Mosters var mere kedelige.
Jeg behøver vel ikke at fortælle, at de stod på stald hele vinteren og det var min store fornøjelse, at sidde i deres krybbe og rede deres pandehår.De køer var i pagt med deres ejer og jeg tror de havde det godt, for hver især var de et individ.
Jeg kan godt lide de store løsdriftsstalde, der er masser af frisk luft og sengehalm, jeg bryder mig ikke så meget om, at der skal være så mange på et sted, for så er det produktionsenheder, men sådan er tiden jo desværre. Det er ikke nemt at være underko sådan et sted.
VH Gunni.