Kender i godt det når det hele bare bliver for meget? Når alt bare lige ramler omkring en, og man mest har lyst til at krybe tilbage til sin egen lille verden? De tidspunkter hvor det hele bare er noget møj, alt er træls og intet ser ud til at være med en?
De tidspunkter har jeg sjældent, men har da godt nok en lige pt, og idag blev det hele bare for meget. Vi skulle have matematik test, og jeg gik så igang. Vi har så et program, som vi bruger til at skrive matematik ind i (mathcad).. Jeg havde lidt svært ved det, men syntes da det gik sådan okay, indtil jeg begyndte at skrive ind. Da jeg begyndte, så passede mine beregninger så ikke med hvad programmet ville have. Jeg sad så og var fuldstændig opgivende. Prøvede frem og tilbage, men lige meget hjalp det. Jeg havde så opgivet at lave min opgave, lade være med at aflever noget, tage skraldet og så få den ekstra undervisning det krævede... Med 10 min igen finder jeg så ud af at det er programmet den er galt med, da jeg finder en gammel opgave skrevet i samme program, som egentlig er den samme, bare med andre tal er rigtig!.. Jeg kan godt sige jer at jeg blev sur, for sådan et program skal s** bare virke når det skal bruges, så den blev lige skyld i at jeg ikke kunne aflevere, og derfor får -3.. Så blev det bare for meget, da vi også lige pludselig har fået tonsvis af afleveringer for, så jeg tog hjem fra skole.. De dage hader jeg bare. Det lyder nok som en stor gang selvynk, og det er det vel egentlig også.. Men kæ** hvor jeg hader de dage, forhåbentlig bliver imorgen bedre!