I går sent på eftermiddagen for hundene over i kostalden og hen i et hjørne med dejligt tørt halm. Årsagen var en ræv der lå og puttede sig. Hundene var helt oppe på dupperne og den unge border stod og hev den halen, alt imens den gamle stod ved hovedet og bed ud efter den.
De hader simpelthen ræve og jager dem når de ser dem ud af matriklen.
Den var ikke ret stor og det arme dyr var jo rædselsslagen.
Jeg lod dem skabe sig lidt og kaldte dem så hen til mig og ræven fik chancen for at smutte, med hundene efter sig et godt stykke vej, idet jeg håber den kan komme på bedre tanker. Da den løb kunne jeg se, at den haltede lidt, og ja, så blev det jo meget koldt og her til morgen ligger sneen centimetertyk og det er bidende koldt.
Jeg har ikke mistet noget fjerkræ, bortset fra en and for nogle måneder siden ( ved ikke om det er ræven eller en to-benet) og så tænker jeg: Hvad er jeg dog for et menneske, er der virkelig ikke plads til at et lille dyr, selvom den kan være en bisse, ikke kan få husly hos mig i en lun god rede når vejret er dumt?"
Nej, nej jeg ved det godt, men jeg føler sgu for den lille stakkel, der er født til at blive hadet, bare for dens natur og mine ideer med, at have fjerkræ i store mængder efterhånden.
Hundene ved altid når den er her, og de har et par gange de sidste nætter skabt sig om natten, sikkert fordi den har gået rundt derude, men om dagen har den ikke en chance for at komme uanmeldt.Hundene havde da også flere gange bedt om at komme ud, men jeg sagde at de kunne vente lidt.
Jeg ved det lyder pjokket, men når jeg tænker på al den omsorg der er for de andre dyr og så den bahandling af ræven, har jeg det lidt skidt og her til morgen tænker jeg meget på om den fandt et godt sted at bo.
VH Gunni.