Jeg går hver aften en tur med hundene ud på den enoooorme mark bag gården...der står græs på den, som bli'r høstet af flere omgange gennem sommeren til køerne. Nu står den og venter på foråret, og vi sniger os derud og nyder storheden i alt fra rivende storm til absolut stilhed.
I aften var én af disse, med mørkblå nathimmel og en mælkevej så hvid... komplet horisont, fuldent kuppel... Ikke en lyd, indtil jeg indså jeg måtte smide huen for at få absolut ikke en lyd... vi satte os derude, midt i ingenting på selv samme sted som er spisebord for traner og vildgæs hele forsommeren...med langt til alle gårde og veje... et sted ruskede en ko i nogle tremmer... pludselig ude i Ølene vildtreservat knækker et par ænder sammen af grin over en eller anden dårlig vittighed... alle lyde er så fjerne, og alligevel så nære... Sidder og kigger op på den dybblå osteklokke der glimter...og med et bli'r jeg ramt af alvor og tristhed... bli'r igen ramt af tanken...det er netop nu i disse dage, at vores klodes fremtid ligger i hænderne på grådige magthavere. Stemningen forandres på et splitsekund mens jeg husker på at kloden står overfor sin største udfordring. Med Tyskland som modstander...store ambitioner, men 25% af deres energi kommer fra kulkraftværker...24 mere er under planlægning... USA og Kina som modstander...de bygger en kulkraftcentral om dagen...
Mit ønske for jordens fremtid føles håbløst og modløsheden sniger sig ind på mig...
Mens alvoren pumper rundt i min krop, trænger tårene sig på...og så dér, foran mig, falder en stjerne! Jeg væver lidt mellem hvordan det nu skal tolkes, rejser mig og bevæger mig med sænkede skuldre hjemad med mine stille hunde... Hov, der faldt endnu én!
Jeg må jo ikke sige hvad jeg ønskede!