Jeg har i foråret ruget kyllinger ud i en nyanskaffet rugemaskine. Genboens 4 drenge (11, 9, 6 og 5 år) har løbende fulgt med i projektet selvfølgelig sammen med vores egne 2 børn. Balndt andet var de med til begge lysninger af æggene. Meget fasinerende for dem. I dag blev jeg så overrasket...... Drengene havde været på gårdbesøg. Der havde også været røde silkehøns, og de kunne malende beskrive, hvor flotte de var. I hver lille barnehånd lå så et smukt lille æg, hvert med sit kendetegn. Ja, det var ikke æg til madpakken, men derimod kyllinger! Ja, det var da meningen, at jeg skulle putte dem i rugemaskine og ruge æggene ud så de kunne få kyllinger, der kunne gå sammen med mine høns, i min hønsegård.

Det er et skønt bevis på, at det er et mirakel, at der kan komme kyllinger ud af et æg. Børns forhold til æg bliver aldrig det samme, når først de har forstået at der kan kommme kyllinger ud af ikke at spise dem. Og jo, den ældste på 11 år kunne bekræfte at der havde været en hane!
Jeg ved godt, det er et fuldstændig tosset tidspunkt at ruge kyllinger ud på, men jeg nænnede simpelt hen ikke, at sige at jeg ikke ville. 4 lysende ansigter fulde af håb

Desværre får jeg ingen æg selv i øjeblikket (tror det er fældning), så jeg bliver nødt til at starte rugemaskinen op med bare 4 æg og så krydse alt, hvad der krydses kan.
