Hej alle sammen,
Nu er vi snart klar til at give os ud i livet som hønseejere, og har så fundet vej in på jeres dejlige forum. Sikke en guldgrube af information!
Vores hønsehus blev købt som samlesæt for over to år siden, da vores lokale byggemarked havde halv pris på deres luksusmodel, men hønseprojektet er siden blevet lagt på is, da vi selv lige var kommet i hus. Nu er tiden så kommet at tage det næste skridt, og vi er godt i gang med at lave hul til fundamentet.
Hønsehuset vi købte kan ses her:
http://sta.sh/21jang184l69I beskrivelsen står det at der kan bo 7-8 høns. Det tror jeg ikke helt på, så jeg vil spørge jer, hvad i synes om et hold på 3-5 damer i almindelig størrelse? Hønsehuset skal primært bruges til overnatning og som rævesikker zone.
Jeg har regnet mig frem til at der vil være ca 2 m2 gulvoverflade inde i huset, og ca 4 m2 i den overdækkede voliere nedenunder. Jeg har ikke eksakte mål på husets vægge, men skønner at de vil være ca 1 m høje på det laveste, og 1,35 m på det højeste punkt.
For at få det meste ud af de to meter gulvareal, har jeg tænkt mig at placere siddepind(e) og møgbræt ovenfor indgangen, samt at lave en isoleret redekasse som kan monteres udvendigt på lågen, i stedet for indvendigt. Foderautomaten vil jeg hænge op i en snor indendørs og vandautomaten vil jeg have til at stå udendørs, med mindre at der er frostgrader. Nedenunder hønsehuset vil der også være sand eller jord så at hønsene kan støvbade.
I dagtimerne vil hønsene have tilgang til et 585m
2 stort indhegnet areal med blandet vegetation, store sten og en åben staldbygning som igennem mange år har huset en håndfuld heste og æsler. Staldbygningen som sådan duer ikke som hønsehus, men det har et stort tag med stort udhæng, og jeg tror at hønsene vil blive rigtigt glade for at gå der og hygge sig, når der er dårligt vejr. Hønsehuset kommer til at ligge tæt på staldbygningen, og min plan er at sætte net rundt om hele molevitten (67m
2), sådan at hønsene også kan gå der i tilfælde af fugleinfluenza.
Jeg har tilføjet nogle billeder i mit galleri som viser de omgivelser som hønsene vil kunne boltre sig i.
Da det er et færdighus så er det selvfølgeligt ikke perfekt, selvom det blev solgt som en helhedsløsning som kun skal have en omgang maling. Derfor vil jeg prøve at lave en del udbedringer:
Vinyl på gulvet og møgbræt for nemmere rengøring.
Siddepind og møgbræt ovenfor indgangen samt udvendig redekasse for maksimal plads
Isolering og indvendig vægbeklædning
Ventilation
Evt. større vindue(?)
Volierenet i stedet for hønsenet til hønsehuset (90 cm hegn med 10x10 maskestørrelse rundt om udearealet)
Vindfang da lemmen kommer til at dreje mod vest.
Da der ikke kan være ret mange høns på 2m2 hønsehus, og vi bor lige op mod et sommerhusområde, vil jeg undvære hanen, og i første omgang kun holde en håndfuld hønniker for deres ægs skyld.
Jeg kunne godt forestille mig at flokken var sammensat af forskellige mellemstore racer, gerne med en eller to Easter eggers. På nuværende tidspunkt blæser det tit en halv pelikan ude på marken, så jeg påtænker robuste allrounders med lille kam eller rosenkam. De skal helst være rolige og nemme at håndtere. De må ikke være alt for flyvske (90 cm hegn) og der er heller ikke brug for at de skal være højt præsterende æggelæggere.
Hvad synes I? Lyder det som en god plan, og kan I anbefale nogle passende racer?