I 2012 havde jeg en lille stamme hollandske dværge. Jeg havde købt stammen, da jeg syntes godt om de små miniaturehøns. Desværre havde hanen et alt for stort ego, og kunne ikke gå sammen med de store haner fra de andre hønsegårde. Jeg valgte derfor at sælge stammen videre igen, men inden da, havde jeg fået en enkelt kylling fra stammen - klækket sammen med et "snydeæg", et gammelt araucanaæg, som viste sig at være frugtbart.
Den lille hollandske dværg blev til en fin høne, og araucanaen fra snydeægget var også en høne. De var Lillepigen og Vinge, bedste venner i hele verden. Vinge lever i øvrigt i bedste velgående endnu.
For et års tid siden fik jeg to små nye hollændere, og de gad ikke være i hønsegården, hvor Lillepigen altid har gået uden forsøg på at flyve over hegnet. Det gjorde de nye hollændere og de ville indenfor. Lillepigen lurerede hurtigt deres kunst af, og i det seneste års tid har Lillepigen været fast inventar indendørs. Fuldstændig som en skødehund. Hun tiggede mad ved bordet, hun klagede sig højlydt hvis hun skulle ind og lægge på æg i mit klædeskab (!), for selv om hun ikke havde lagt et æg siden hun var 1 år gammel, så havde hun stadig trangen til det, og så elskede hun at blive aet hen over ryggen. Hun sov på eget tæppe i sofaen.
I går gik det galt. Vi har en havedam lige udenfor stuen. Kun en lille terrasse adskiller dam og hus. Da jeg kom hjem og havde hentet brænde ind til brændeovnen så jeg noget ligge i vandet. Da jeg så efter var det Lillepigen! Ligge i overfladen med hovedet under vand. Druknet

.
Hun var brudt ud af hønsegården og muligvis forsøgt at drikke vand af dammen, da hun er faldet i. Jeg forsøgte at genoplive hende, men hun havde allerede ligget i dammen et stykke tid. Gid fanden have den skide havedam!
Nu sidder jeg her og skriver om Lillepigen i datid. Hun er savnet. Det lyder måske mærkeligt at man kan have et så nært forhold til en høne, men det kan man altså.
Jer der er gamle "rotter" her på siden, husker nok også, at Lillepigen kun ville sove i sin redekasse ude i hønsehuset, hvis den var foret med lavendel. Hun var unik.
Lillepigen juli 2012 - 7. februar 2017.
