Min søs taler om hybrider. Hjælp mig med at finde en god race til hende istedet!

[jesper]

magnus du kan ikke kalde hybrider for indavl
da du krydser 2 racer med hinanden
men de to racer der bruges til hybrider er stærkt indavlet
hybrider er krydsninger

[Magnus]

Ja, sådan kan man også formulere det.

[Børge Bech Jensen]

Magnus, nu skal du da ikke tro, at indavl kun forekommer hos hybriderne.
Jeg vil tro, at de der laver hybrider kører et ret stramt avlsprogram, ellers vil deres virksomhed hurtigt få ben at gå på.
Indavl / linieavl forekommer i vid udstrækning hos racehøns opdrættere også.
Hvis man har fremavlet nogle meget gode typer, kaster man jo sjældent dette overbord ved at hente noget totalt ukendt ind.
Til gengæld kan man så sige, at indavl er godt, for der får man bevis for, om man har skadelige defekter i sin stamme, dette vil jo ofte komme til udtryk ved indavl.

Hvad jeg mener med alt dette er, at hvis man altid parrer ud til nyt og ukendt blod, får man aldrig typen lagt fast.

[Magnus]

Det er rigtigt nok, men er det ikke også et problem? Får man ikke nogle langsomme og stille - omend ganske flotte - dyr uden det store gåpåmod?

Grunden til at jeg spørger sådan er, at vores dværghøns er baseret på en krydsning mellem den gamle stamme (hanen var gold) og en stamme udefra, hvor de havde kørt uden blodfornyelse i ca. 10 år. Vi forsøgte også at vedligeholde en stamme udelukkende med dem udefra, men de andres kyllinger var simpelthen både sundere og flottere.
Desuden havde vi et stort, lovende kuld på 8 eller 10, der døde af tørst...

Den anden stamme, fra de høner vi startede med, strutter simpelthen af sundhed.

[Storm-Olsen]

Indavl giver ikke nødvendigvis langsomme eller stille dyr.
Indavl giver øget risiko for at arveanlæg, der er ressecive (altså ikke-dominerende og som regel bæres skjult) nedarves fra begge forældredyr. Det betyder at risikoen for at afkommet har alvorlige arvelige sygdomme eller defekter øges. Fra mennesker kendes f.eks. en øget grad af retarderede børn i fætter-kusine ægteskaber. (og derfor er de som hovedregel ikke tilladt).
Mennesker er ikke så forskellige fra andre dyr, så ved andre dyr gælder det samme.
I al avl vil du møde fortalere for "linjeavl" - det pæne ord for indavl- og folk, der religiøst bekæmper det - og alle dem indimellem.

Som Børge skriver kan en vis grad af indavl næppe undgås, og slet ikke på de sjældne racer, hvis man ønsker at bevare eller hurtigt opnå bestemte træk.
Omvendt mindsker indavl den genetiske variation i bestanden, fordi det vil være de samme gener, der byttes gang på gang, og det øger hyppigheden af diverse defekter.

[Børge Bech Jensen]

Hvis man har opnået en rigtig god standard, så kan man køre det vi kalde to ind, en ud.
Dette er godt nok ikke hentet fra erfaring med høns, men med katte, som vi har opdrættet siden 2001.
Når man som sagt har opnået, og slået en god standard fast, så skal man jo ikke kaste det hele over styr ved at parre ud igen og igen.
En fasthed i standarden bibeholdes, når man laver linieavl to gange, og så parrer ud en gang, og så forfra. Samtidigt opnår man lige tilpas med blodfornyelse, så indavlsprocenten ikke bliver for høj.
Jeg mener, at når man har fastlåst en rigtig god standard, så kan man parre ud med næsten hvadsomhelst, som bare er rimeligt, og ikke indavlet, uden at man mister den gode standard, men man skal huske at køre tilbage i linien igen næste gang for at beholde standarden.
Håber ikke det er volapyk, det jeg har skrevet.

Vil da også gerne høre, om ikke det samme gør sig gældende med høns? Regner ikke med, at der er forskel her.

Det er rigtigt, at recessive gen kommer ofte til overfladen ved indavl, men dette kan jo også være en rigtig god ting, for det fortæller jo en om man skal fortsætte med den arvemasse man har, eller skifte ud til noget andet.

[Magnus]

Indavl giver ikke nødvendigvis langsomme eller stille dyr.
Indavl giver øget risiko for at arveanlæg, der er ressecive (altså ikke-dominerende og som regel bæres skjult) nedarves fra begge forældredyr. Det betyder at risikoen for at afkommet har alvorlige arvelige sygdomme eller defekter øges. Fra mennesker kendes f.eks. en øget grad af retarderede børn i fætter-kusine ægteskaber. (og derfor er de som hovedregel ikke tilladt).

Jeg er godt klar over fænomenet med de recessive arveanlæg, men som jeg skrev tidligere er det kun en del af ulempen ved indavl. En anden ting er nemlig, at den mindre genetiske variation meget nemt skaber ringere livskraft. Derfor er krydsninger som regel stærkere og sundere.

Grunden til at krydsninger mellem underarter indenfor samme art er sjældne i naturen, skulle vistnok være, at to underarter gerne er indrettet til at leve på to vidt forskellige måder. Afkommet vil være en mellemting, hvilket vil sige ingen af delene.

[Storm-Olsen]

Nu begynder forvirringen at brede sig, Magnus.

Der er stor forskel på arter og racer. Racer findes principielt ikke i naturen. De er menneskeskabte blandt de dyr, vi holder som husdyr - hunde, katte, høns osv. Arter og underarter er forskellige dyr, der overordnet hører til den samme familie. Mennesker og chimpanser er for eksempel to arter af primater, hunde og ræve er to arter af familien Canis, heste og æsler to arter af familien Equinus osv. Når de ikke kan formere sig naturen, er det fordi, de er ens nok til at de kan befrugte osv. men så forskellige, at afkommet er sterilt. - jf. muldyr, krydsninger mellem moskusænder og andre ænder osv.


Selv har jeg ikke den store viden om genetik og arvelighed hos fugle. Jeg har forstået, at det er noget anerledes end hos pattedyr, og at indavl derfor ikek er helt så risikabelt hos fugle? (Her må klogere hoveder tage over).
Hos vores hunde og katte, som er det jeg arbejder med til hverdag, er jeg meget lidt begejstret for indavl, for jeg har ejet lidt for mange af spild-produkterne

Du vil sikkert møde mange, der er enige med dig i, at bastarder er mere levedygtige og sundere - simpelthen fordi deres gener er bedre blandet og risikoen for, at uheldige ressecive gener slår igennem der med mindre. Jeg er delvist enig. Med ansvarlig raceavl ved man, hvad man får og kan også komme uden om indavlsproblemet. Med bastarder kan man ikke styre avlen. Man ved aldrig, hvad man vil få for et dyr - hverken af ydre, af temperament eller mht. sundhed. Blandinger kan sagtens være usunde dyr, eller bærere af dårlige gener.

Men gosh, den her tråd er godt nok kommer til at handle om noget andet end den gjorde en gang. Vi bør måske flytte dne over i forummet om arvelighed og avl?

[Christina]

Jeg tænkte netop på det samme, hehe Men altså...jeg har jo fået svar på mine spørgsmål, så for mig ingen alarm

Men måske vil det for interesserede i jeres emne, være rart at få den delt?

[Stinne]

Har din søster og svoger besluttet sig for Wyandotterne?
Og er hun ved at være smittet med "hønsefeberen"?

[Magnus]

Der er stor forskel på arter og racer. Racer findes principielt ikke i naturen. De er menneskeskabte blandt de dyr, vi holder som husdyr - hunde, katte, høns osv. Arter og underarter er forskellige dyr, der overordnet hører til den samme familie. Mennesker og chimpanser er for eksempel to arter af primater, hunde og ræve er to arter af familien Canis, heste og æsler to arter af familien Equinus osv. Når de ikke kan formere sig naturen, er det fordi, de er ens nok til at de kan befrugte osv. men så forskellige, at afkommet er sterilt. - jf. muldyr, krydsninger mellem moskusænder og andre ænder osv.

Arter kan ikke - uden i ekstreme tilfælde, oftest på grund af menneskelig indgriben - parre sig. Underarter af samme art kan derimod sagtens og de gør det også jævnligt.

Der findes f.eks. fire "arter" af junglehøns (som dog angiveligt ligger så tæt, at de sagtens kan krydses): Gallus Gallus; Gallus Sonnerati; Gallus Lafayetti; og Gallus Varius.
Den røde Junglehøne (Gallus Gallus) har tre eller fire underarter, som lever lidt forskellige steder med en anelse forskellige forhold. Nogle mener, at de ofte parrer sig indbyrdes, men ikke desto mindre er der altså nogle underarter.

Ofte kan to underarter dog leve det samme sted og alligevel ikke parre sig med hinanden. De lever på lidt forskellige måder, og afkommet ville være langt mindre specialliseret, derfor ville det være dumt.
   Det er i øvrigt samme grund, som at man ikke krydser en jagthund med en hyrdehund. Det er ligeså dumt med en hyrdehund der dræber fårene, som en jagthund, der kun jager rundt med byttet.

PS: Jeg sagde aldrig, at bastarder var bedre, kun at de var kraftigere: