Nu vil jeg nødig træde nogen alt for meget over tæerne ved at virke skråsikker, så i stedet fortæller jeg hvad jeg ved. Eller nærmere, hvad jeg kan huske at have læst. Jeg er bange for, at det går hen og bliver lidt tørt.
Der er to gode grunde til normalt at undgå indavl.
Den ene, og væsentligste, er at forskellige genetiske sygdomme, man normalt ikke ser, pludselig kan komme til udtryk. Mekanismen er som hos chabo'er og luttehøns:
Individet har to udgaver af et gen; et fra sin far og et fra sin mor. Hvisen høne har ét gen for korte ben, får hønen korte ben. Hvis hønen har to gen for korte ben, dør den indeni ægget.
Mange gener virker på samme måde, men har ingen effekt med kun én udgave. Den eneste effekt de har, er altså at slå dyret ihjel ved dobbelt dosis. Den slags gener er sjældne, men hvis de er der, har de desto større chancer for at dukke op ved stærk indavl.
Den anden grund er mere indviklet. Man forestiller sig, at en bestemt udgave af et gen (en allel) kan kode for opbygningen af et enzym. Den anden allel koder for et andet enzym.
Hvis individet har begge alleler, producerer den altså begge enzymer; ellers kun det ene af dem.
Det kan være nogle vigtige enzymer, men også bare nogle, der - billedligt talt - får hele maskineriet til at køre mere flydende.
Sidstnævnte er også baggrunden for krydsningsfrodigheden (heterosis). Ved at krydse to fuldkommen ubeslægtede dyr, kan man opnå en masse gener med begge alleler, som alle sammen bidrager en smule til at få kroppen til at fungere. Resultat: et mere velsmurt maskineri.
Men krydsningsfrodigheden er meget varierende. Nogle krydsninger giver kun lidt resultat, andre giver meget. De krydsninger, der giver bedst, er faktisk dem hvor begge stammer er stærkt indavlede, og naturligvis så ubeslægtede som muligt.
Altså er indavl et vigtigt led i hybridavlen. Derfor mener jeg, at hybriderne er indavlede.