Sikke da et hyggeligt indlæg
Jeg har en hønemor, der forrige år adopterede to teenage-hanekyllinger, hvis unge første-gangs-'fødende' mor havde opgivet dem efter 14 dage. Det var så fint at se.
Ellers kan jeg bedst historier om, hvordan hønsene prøver at socialisere mig
Som nu f.eks. Lille My på 8 1/2 år. Hende kan der skrives romaner om. Hun vejer kun lidt over et kilo, men det forhindrer hende ikke at sætte både de tykke matroner eller store hanekyllinger på plads. Og kan hun ikke det, holder hun sig klogeligt i baggrunden - ikke noget med at udfordre nogen, men ydmyg er hun så absolut heller ikke. Hun giver bare plads - og tager den der er til hende.
Lille My er en høne, der går fuldstændigt sine egne vegne. I foråret/sommeren 2014 fik hun 'noget' luftvejene, så jeg tog hende ind for at give hende fred og ro og guf og medicin. Det gad hun dælme ikke. Og viste det ved stille at roligt at vælge alle gufferne fra: "Nej, hampefrø, det gider jeg ikke mere. Find på noget nyt. Oh, undulatfrø, nam-nam!… Nej, nu gider jeg heller ikke dem mere. I øvrigt vil jeg gerne ud herfra…".
Og sådan gik en uges tid, til jeg var helt sikker på, at hun var dødsenssyg, siden hun ikke længere ville spise. Undrede mig godt nok over, at hun ikke stod og hang men pudsede fjer i timevis, når hun var ude at spadsere på bryggersgulvet. Det jeg ikke forstod var, at hun tålmodigt, meget tålmodigt, ventede på at sinken her skulle forstå, at hun ville UUUUUUUDDD!
Nå men jeg troede jo hun var dødsens og besluttede, at hun skulle altså se himlen og græsset igen, før hun døde. Så jeg satte hende ud i min indhegnede køkkenhave, hvor hun kunne være i læ og i fred for hakkeordenen.
Og oh, hvilken fryd! Hun guffede myrer og kaldte i vilden sky på de andre, tog verdens længste jordbad og spiste en kæmpe portion hønseguf

Nå, tænkte jeg, der må hun vist hellere ud igen i morgen. Og det kom hun. Men ikke ret længe. For lige pludselig så jeg hende drøne forbi køkkendøren sammen med de andre høns. Og da jeg vantro løb hen og stirrede efter dem, så jeg Lille My kigge sig tilbage over skulderen på med et blik der sagde, at hun godt vidste, at det her ikke var aftalen - men fa'me om hun ville dø i en indespærring!
Det gjorde hun i øvrigt ikke, altså døde. Hun fik lov at løbe med de andre høns og kom sig fint. Fik dog et tilbagefald sidste år i det møgkolde forår, hvor jeg igen i mit hjertens godhed tog hende indenfor i et forsøg på at helbrede hendes host og tunge, knirkende vejrtrækning. Det lykkedes ikke, medicin gjorde ingen forskel, og historien gentog sig: Guffer efter guffer blev valgt fra - "jeg vil uuuuuuud!" Men udenfor var det pivende koldt. Så hun fik kun lov at komme ud i køkkenhaven eller i minidrivhuse og med nøje udvalgte, rolige selskabsdamer.
Og Lille My var sej og kæmpede, og selvom hun til sidst blev blå i hovedet, når hun skulle anstrenge sig det mindste, lykkedes det hende på mirakuløs vis at holde distancen, indtil varmen endelig slog igennem. Det kostede så mig en hel del levende melorm, Urtepensil-kapsler og endeløs endevenden af kompostbunken på jagt efter store fede oldenborrelarver.
Men hvad gør man ikke for sådan en skøn lille dame
