Hønen som socialt dyr

[Lene Skelmose]

Nogen gange kan jeg godt blive bekymret når hønsene går hårdt til hinanden og især til nye medlemmer af flokken - og jeg kan tænke at det da er nogle forfærdelig asociale dyr. Men når jeg nu som pensionist - med mere tid - også har tid til at iagttage deres adfærd nærmere , kan jeg se at det ikke kun er sådan.

Nogle oplevelser:
Madam Mille. 3 års Orpinghøne. Hun er fantastisk til at passe store (fremmede) kyllinger. I starten får de hak når de kommer for tæt på, men langsomt og efterhånden som kyllingerne har forstået lektien om hvem der bestemmer og viser underdaninghed, får de lov at komme nærmere. Hun forfølger dem ikke, viser blot, hvem der bestemmer. I starten tillader hun dem ikke at forlade hønsegården, når de lystrer får de meter for meter en større radius udenfor hønsegården, indtil hun ved at de kan klare sig. Selvom hun er et stykke væk har hun øje på dem. Kommer spurvehøgen er hun på pletten og lægger sig imellem. Har for nylig sat hende sammen med en ung høne og det gik helt fint.

Lige nu er hun ved at komme sig efter en lungebetændelse og bor i vores forgang.

Sif og Noa:
Det har medført at den unge høne (Andersine) har søgt Australorpernes selskab og ganske langsomt har fået sig integreret i den flok. Men det der med at skulle gå ind ad lemmen til Australorpernes hus er ikke sjovt - især ikke fordi de tre gamle høner er nogle forfærdelige hyæner. De unge derimod er stik modsatte. De første aftener når lille Andersine trissede rundt i mørket og ikke kunne tage sig sammen til at skulle ind til forfølgelsen ventede Sif og Noa ( de yngre) udenfor indtil Andersine sluttede sig til dem og de sammen kunne følges ind. Noa gik i en ring om Andersine og gelejdede hende langsomt hen mod lemmen for ligesom at vise vejen. Når så een af hyænerne havde fået Andersine klemt op i en krog til klø mængede Noa sig ind imellem dem og stillede sig beskyttede foran hende. Jeg kan blive helt rørt af deres omsorg.

Alle Australorperne kommer samme sted fra og er fra samme hønestamme - men de ældre og de yngre har forskellig far. Den hane, jeg har beholdt ( fra det yngste hold ), er også bedårende omsorgsfuld, sød, rar og tillidsfuld. Er det virkelig skift af hane der kan gøre sådan en forskel?

Skal lige tilføje at Andersine er en mix af Maran og Isa fra august. Kommet hertil 14 dage gammel i en lille flok på 5, som har boet for sig selv- hun var eneste høne. Hun har så, siden hanerne blev slagtet, boet sammen med Madam Mille adskilt fra Australorperne. Da  Mille blev syg begyndte hun at tage turen over hegnet for at besøge Australorperne om dagen, men vendte dog tilbage til sit eget hønsehus for natten  i ca 14 dage, inden hun tog mod til sig og flyttede bolig. Andersine og de 4 hanekyllinger er et kapitel for sig selv - mage til sjove, livlige og kvikke høns skal man vist lede længe efter.

[Finn Jensen]

Herlig beskrivelse. Ja høns er meget forskellige når man kigger efter og giver sig tid til at studere dem

[Mette Nygaard]

Sikke da et hyggeligt indlæg

Jeg har en hønemor, der forrige år adopterede to teenage-hanekyllinger, hvis unge første-gangs-'fødende' mor havde opgivet dem efter 14 dage. Det var så fint at se.

Ellers kan jeg bedst historier om, hvordan hønsene prøver at socialisere mig

Som nu f.eks. Lille My på 8 1/2 år. Hende kan der skrives romaner om. Hun vejer kun lidt over et kilo, men det forhindrer hende ikke at sætte både de tykke matroner eller store hanekyllinger på plads. Og kan hun ikke det, holder hun sig klogeligt i baggrunden - ikke noget med at udfordre nogen, men ydmyg er hun så absolut heller ikke. Hun giver bare plads - og tager den der er til hende. 
Lille My er en høne, der går fuldstændigt sine egne vegne. I foråret/sommeren 2014 fik hun 'noget' luftvejene, så jeg tog hende ind for at give hende fred og ro og guf og medicin. Det gad hun dælme ikke. Og viste det ved stille at roligt at vælge alle gufferne fra: "Nej, hampefrø, det gider jeg ikke mere. Find på noget nyt. Oh, undulatfrø, nam-nam!… Nej, nu gider jeg heller ikke dem mere. I øvrigt vil jeg gerne ud herfra…".
Og sådan gik en uges tid, til jeg var helt sikker på, at hun var dødsenssyg, siden hun ikke længere ville spise. Undrede mig godt nok over, at hun ikke stod og hang men pudsede fjer i timevis, når hun var ude at spadsere på bryggersgulvet. Det jeg ikke forstod var, at hun tålmodigt, meget tålmodigt, ventede på at sinken her skulle forstå, at hun ville UUUUUUUDDD!
Nå men jeg troede jo hun var dødsens og besluttede, at hun skulle altså se himlen og græsset igen, før hun døde. Så jeg satte hende ud i min indhegnede køkkenhave, hvor hun kunne være i læ og i fred for hakkeordenen.
Og oh, hvilken fryd! Hun guffede myrer og kaldte i vilden sky på de andre, tog verdens længste jordbad og spiste en kæmpe portion hønseguf
Nå, tænkte jeg, der må hun vist hellere ud igen i morgen. Og det kom hun. Men ikke ret længe. For lige pludselig så jeg hende drøne forbi køkkendøren sammen med de andre høns. Og da jeg vantro løb hen og stirrede efter dem, så jeg Lille My kigge sig tilbage over skulderen på med et blik der sagde, at hun godt vidste, at det her ikke var aftalen - men fa'me om hun ville dø i en indespærring!
Det gjorde hun i øvrigt ikke, altså døde. Hun fik lov at løbe med de andre høns og kom sig fint. Fik dog et tilbagefald sidste år i det møgkolde forår, hvor jeg igen i mit hjertens godhed tog hende indenfor i et forsøg på at helbrede hendes host og tunge, knirkende vejrtrækning. Det lykkedes ikke, medicin gjorde ingen forskel, og historien gentog sig: Guffer efter guffer blev valgt fra - "jeg vil uuuuuuud!" Men udenfor var det pivende koldt. Så hun fik kun lov at komme ud i køkkenhaven eller i minidrivhuse og med nøje  udvalgte, rolige selskabsdamer.
Og Lille My var sej og kæmpede, og selvom hun til sidst blev blå i hovedet, når hun skulle anstrenge sig det mindste, lykkedes det hende på mirakuløs vis at holde distancen, indtil varmen endelig slog igennem. Det kostede så mig en hel del levende melorm, Urtepensil-kapsler og endeløs endevenden af kompostbunken på jagt efter store fede oldenborrelarver.
Men hvad gør man ikke for sådan en skøn lille dame

[Tanja Pedersen]

Tak for gode fortællinger om hønsene i jeres hønsegårde. Det er "hønse-tv på skrift" .

Her er der også hieraki og mange gode hønsefortællinger. Mine ældste høns fylder 7 år i år, og de har en naturlig høj plads i flokkene. De lavest rangerende er to araucana på to år, som har svært ved at falde til i min araucanaflok. Hvorfor har jeg ingen idé om, men den ene er selv en harpe over for de andre, mens den anden blot er en lille høne, som søger tryghed hos mig, når hun skal på pind om aftenen. Hun vil allerhelst falde i søvn på armen af mig, men jeg kan jo ikke lægge en madras ud i skurvognen og sove der, selvom hun sikkert ville mene, at det var et passende arrangement .

[Hans-Kurt]

Dejlige fortællinger. Sikke nogle bedagede damer der fortælles om. Troede ikke der var høns i den alder.

Mine oplevelser med hønsene er ikke så mange, da jeg kun har haft den i 9 måneder. Men kan da godt fornemme der er en forbindelse mellem os. De reagere på min tilstedeværelse.

Især forventes godbidder. Faktisk tror jeg de kan se mig gennem vinduet i stuehuset.  Hvis jeg går forbi et vindue og de er på plænen udenfor, kommer de straks løbende. Brahmamadammerne er noget for sig, de har en meget sjov vuggende måde at løbe på. Jeg sammenligner det ofte med damer med krinoliner på, som trækker op i kjolen og så løber alt hvad rem og tøjler kan holde til.

Hønseguf er uovertruffen det bedste de ved. Det bliver ædt med lynets hast. Der er ikke noget der heder - som brødre vi deler - nej, det er bare med at æde alt hvad man kan mens der er noget. Skulle en ung fløs forsøge at få sin del af byttet, kan den godt få et hak i nødden.

Inde i hønsehuset har jeg et par gange været ude for, at de unge Brahmahanekyllinger hakker mig på fingeren for at se, om der dog ikke skulle falde lidt godt af. De gør det bestemt ikke for at genere mig. Faktisk er jeg glad for de gør det, for så må de have tillid til mig.

Det er lige som jeg havde tænkt, det skulle være, at mine høns kunne gå rundt om mig og ikke føle frygt - .

Nu skal jeg have lært den ene Brahmamadamme, der HVER AFTEN sætter sig i en af rederne for at tilbringe natten der, at hun skal gå på pind. Jeg flytter hende troligt hver aften op på pinden - lige ud for trappestigen, så hun kan komme ned på gulvet uden at flyve. At trappestigen kan benyttes den anden vej, syntes at rage hende en fjer. Jeg har hende mistænkt for at nyde at blive flyttet hver aften, på trods af, at hun hver gang sørger for at vise de andre, at det ikke er pasende at blive flyttet - ved at gi sig lidt, men ikke særlig højlydt.
Desværre aber 2 til 3 af hendes kyllinger fra august sidste år, hende efter. Så de skal også flyttes. Det undre mig, de ikke kan forstå, at man går på pind og ikke i rederne, når jeg nu i månedsvis har flyttet dem.

Min lille Herluf havde jeg mange gode oplevelser sammen med, men desværre måtte han aflives. Han var aldrig rigtig frisk, skrantede næsten hele tiden og det blev for meget til sidst.
Faktisk oplevede han ikke julen sidste år, som jeg ellers gav indtryk af andet steds