I en helt ny hønsebog - udgivet første gang i England i 2007 - med titlen
Alt om Høns, står der følgende om kamphønseracen Ko-Shamo:
Denne hårdfjerede race kaldes også bare Shamo og har været kendt i Japan i århundreder.
Racen er ret sjælden i Danmark, men den fås. Der er ingen farvestandarder for udstillingsfugle. Andre steder i Europa har man dog visse standardiserede farver, deriblandt sort, hvid, rød, blå, hvedefarvet og rød- og sølvhalsede, sorte fugle. Tre forskellige typer kam er tilladt, alle variationer af et tema af en lille, kompakt, kødfuld klump. Ko-Shamo har ingen hagelapper, men derimod halslapper. Huden på hoved og hals er glat på unge individer, men bliver tyk og rynket i 2-års alderen.
Fuglene er nemme at passe, og da hanerne er kendt for ikke at gale (hvis de gør, er det ikke højt), er det muligt at holde Ko-Shamos i haven, selv med naboer lige ved siden af. De er desværre ikke så søde ved hinanden, og hvis to haner bliver sat sammen, er der stor risiko for, at de kæmper sig til døde. Som indiske kamphøns er Ko-Shamo haner faktisk monogame og bør sammensættes i par eller tre ad gangen i adskilte, sikre indhegninger.
Den stammer som sagt fra England, og i England er fjerkræ jo naturligvis ikke
helt det samme som her i Danmark. Blandt andet er både Rhode Island-høns og Italienere (dér kaldet Leghorn) af og til set med rosenkam, ligesom de har nogle særlige britiske racer (såsom Scots Dumpy, en tværstribet høne med korte ben, foruden en Legbar-varietet med blåskallede æg), som næppe findes her i landet. Der er altså ingen garanti for, at hvad de skriver, også passer i Danmark.
I øvrigt kunne jeg være bekymret for, om det, at bortavle hanegal ville være klogt, da det nu engang er naturligt for en hane at gale. Jeg har nemlig selv leget med tanken...