Somme tider (selvfølgelig kun af og til) er der ting jeg ikke forstår. En af dem er det med at spille lotto. Det kan ikke tænde så meget som en gnist i mig. Derfor følgende:
Jeg har lige været ude for at handle. Mens jeg pakker mine varer bliver den næste kunde betjent og hun beder om en lottokupon. Det er der jo ikke noget galt i.
MEN da ekspedienten spørger om der skal Joker på, spørger den midaldrende kvindelige kunde om, hvor meget der er i puljen. Ekspedienten undersøger lige sagen (jeg er så småt ved at være færdig med at pakke mine varer, men må da lige have slutningen med) og der er sørme "kun" 5 millioner i puljen. "Nej" siger kunden, så skal hun ikke have Joker på.
Jeg står vist bare og glor og har pludselig en masse spørgsmål, som jeg ikke så godt kan stille hende (jeg skal jo kunne handle der igen uden de peger fingre af mig);

Hvorfor spiller hun? Tror hun virkelig, at hun vinder?
Og hvad med den Joker?
Gider hun ikke have den fordi der ikke er mere end 5 mio. at vinde?
Er det for lidt til at hun gider have dem?

Jeg fatter ingenting - men det er helt ok med mig at andre ser det fede i det.
