Vores Maran-høne, der havde lagt sig på dagens æg i hønsehuset i flere uger og til sidst fik 12 æg ud i et græsningsbur til at ruge ud, er blevet MOR. Ikke til de 12 æg af egen avl. De var ubefrugtede, viste det sig. Næh, ved hjælp af Patricia fik hun fire Lyse Sussex-kyllinger at tage sig af. Maranen er fra sidste sommer og har ikke prøvet det før (og det har vi mennesker heller ikke). Vi satte kyllingene ind under hende med det samme da vi kom hjem med dem. Hun begyndte omgående at snakke med dem. Vi fjernede fire af de tomme æg. Næste morgen fjernede vi resten af æggene. Og oplevede at den ellers venlige høne havde ændret holdning fra "Jeg bliver ked af det, hvis I tager mine æg" til "JEG SLÅR JER IHJEL HVIS I RØRER MINE KYLLINGER"! Så hun er åbenbart glad for dem. Tak for hjælpen Patricia. Vi vil helst have glade høns.