Hej forum
Selv om vi er i den naturlige lavsæson for æglægning, så synes de svigtende "skaldede leverancer" at overraske i mange af de indkomne spørgsmål. Standardsvaret falder prompte; "de får sikkert ikke protein nok".
Jeg har ladet mig rive med på bølgen og jeg er bestemt villig til at gøre meget for men høns. Til aftensmad har mine høns nu også fået en kvart hakkebøf hver. Har de virkeligt behov for det, eller går vi for langt for at tvinge æg ud af dem?
Jeg får stort set ikke æg for tiden, og det syntes jeg er fair nok, for de fire gamle er i fjerskifte og de fire unge fra maj er ikke kommet rigtigt i gang endnu.
Er proteinhysteriet en sæsonbetinget modebølge, eller skal vi snart skifte til hundemad om vinteren?
Mine høns har fri adgang til tilskudsfoder, og tager lidt af det, men de vil hellere have græs. De får også ca. et halvt kilo blandet korn, som de tager hvis de har tid. De ser ud til at trives og er periodevis meget aktive i deres skraben og fødesøgning under havens buske og træer. De får ikke kunstigt lys, men kommer til køjs med et solidt aftensfoder, så kråsen har noget at arbejde med til det igen bliver lyst.
Kan jeg gøre mere for dem?
Mange hilsner