@ Louise S
Jeg kan simpelthen ikke finde navnet på den svenske hjemmeside med økofrø du lagde på sidste år. Kan du ikke prøve igen og evt andre gode?
Rasmus
Jo, selvfølgelig

Det er nok det svenske firma Runåbergs du tænker på, de har virkelig mange spændende frø, og langt de fleste er økologiske.
http://www.runabergsfroer.seJeg har lige modtaget årets frøindkøb derfra. Det er en af den slags firmaer, der sender varer der IKKE er forudbetalt. Dvs at man modtager alle sine frø sammen med en regning. Sådan gør min lokale gårdbutik også når de leverer varer, og det er en lillebitte hverdagsting, som sætter mit humør et par grader i vejret - at der stadig findes folk derude, som stoler på deres medmennesker

Et andet godt frøfirma er også svensk og familieejet som Runåberg - det hedder Impecta, og ligesom Runåberg gør de det også meget i frø af gamle sorter (det er dem, der er mærket med "kulturarv") - en del af frøene er også øko. De har ALT i frø, ikke kun til køkkenhaven. Hvad siger du til at frøså dit helt eget Baobabtræ?
http://www.impecta.seThompson & Morgan er et af Englands store frøfirmaer. De har også mange spændende frø til køkkenhaven, vil man benytte sig af deres foreslåede såtidspunkter skal man lige huske at lægge en klimazone eller 2 til. De har også uanede mængder af allehånde sommerblomster, de fleste er godt nok lidt for manierede til min smag (lidt for fyldte, og lidt for langt væk fra plantens originale udtryk). Man skal huske at bestille fra deres internationale webside, den engelske er kun for UK-adresser. Her er den rigtige adresse:
http://www.tandmworldwide.comSidste år handlede jeg for første gang hos et dansk firma ved navn "Bjarne frø og planter". De er specialister i chili og eksotiske planter, men har også alt til køkkenhaven og bedet med sommerblomster. Her vil jeg fremhæve den virkelig fine kundeservice, super søde og meget hurtige til at svare på spørgsmål. Det er en fornøjelse at handle med Bjarne
http://barney.dkCamilla Plum behøver vel ingen nærmere præsentation. På hendes hjemmeside findes en sand overflod af spændende frø, masser af økologi og den er vidunderligt fri for F1-frø:
http://fuglebjerggaard.dk/netbutik/index.php?cPath=43Til sidst et par ord om sortsvalg (hiver lige den stakkels kæphest af stald igen)

Det er med frø, som det er med høns. Gammel kulturarv=racehøns, moderne sorter=hybridhøns, sådan groft sagt.
Moderne sorter er fremavlet af industrien, det er de sikkert super dygtige til, men de har nogle helt andre målsætninger for avlen og dermed nogle andre egenskaber i frøene.
Transportegenskaber - er nok det vigtigste for industrien, og komplet ligegyldigt for køkkenhaveavleren.
Modningstidspunkt - det er vigtigt for industrien at alle planter modner samtidigt, så høsten kan rationaliseres. Det modsatte er faktisk at foretrække for køkkenhaveavleren, det er sjældent målet at have 2 meter broccoli, der er høstklare samme dag.
Hybrider - moderne sorter er alt for ofte F1-hybrider, dvs at de ikke er frøkonstante og derfor kan køkkenhaveavleren ikke høste sine egne frø og få samme plante næste år. Det er førstegenerations krydsningsfrodighed, præcis som med Isa Whatever hønsene - super til formålet, men ikke egnet til videre avl.
Så er der selvfølgelig hele spørgsmålet om industriens sprøjteliderlighed af forskellig art og grad. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig at det er et issue for køkkenhaveavleren.
Det er noget helt andet med de gamle sorter/kulturarv/heirloom, kært barn mange navne. En sort overlever jo mange hundrede år, fordi den har nogen fornuftige egenskaber - et ordentligt rodnet, modstandskraft mod diverse angreb uden brug af div pesticider, fungucider og anden gift. Og så har den gamle sort som regel suveræn smag, ja SMAG - hvor figurerer det lige på industriens målsætninger for avl?
Stakkels lille kæphest, jeg stiller den ind i stalden igen. I virkeligheden skal man bare dyrke sin køkkenhave og nyde det. Dét er essensen. Og kilde til en tilfredsstillelse og urglæde, som jeg tror er genetisk indbygget i alle mennesker.