Angående sammenligninen med én, der har mistet sit barn, hvilket vist næsten skulle gøre det forbudt at sørge over en undulat: Dér findes også dem, der har mistet hele familien i f.eks en trafikulykke. Med dem in mente har dem, der "kun" har mistet ét barn intet at sørge over...Man kan altid finde noget der er værre. Men det kan dem, der har deres personlige sorg over det ene eller andet, ikke bruge til noget som helst. Og hvad med fattige afrikanske lande, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at forældre oplever at miste ind til flere spædbørn. Så har danske forældre, der kun sjældent mister et spædbarn heller ikke noget at sørge over.
Jeg har også oplevet at miste en søster i alt for ung en alder. Derfor kunne jeg også vælge at nedgøre sorgen hos dem, der "kun" har mistet en bedsteforældre, som noget "forkælet klynk". Herre gud, gamle mennesker dør jo....
Men sådan hænger virkligheden ikke sammen. Sorgen over tabet af en elsket bedstefar,forsvinder ikke, fordi jeg kan fortælle om en søster, der gik samme vej. Og sorgen over tabet af vore elskede dyr, bliver heller ikke mindre, blot fordi vi alle enten har oplevet eller kender til menneskelige tragedier, der afslører verden, som et sted, der af og til kan virke lige så kold og barsk, som den er uretfærdig. Respekt for andres sorg. Man kan selv en dag få brug for det.