Jeg må lige huske at nævne, at selv om det er mine maraner der har været hårdest ramt af sygdom, så er det stadig den race jeg vil fortsætte med. De er rolige (altså når ikke hanerne jagter bukseben), nysgerrige, tillidsfulde, gode skrukker, fantastiske at komme i en gryde og deres æg smager bedre end de andres..., og så er der jo også den flotte chokoladefarvede æggeskal. Jeg har nok bare været uheldig med mine maraner - det er de første høns jeg har haft, men jeg har selvfølgelig lagt mærke til forskellen mellem dem, og de øvrige høns jeg har. Tre dødsfald i flokken har der været, og det har alle været 3 voksne 1-2 årige maranhøner.