Vi skal flytte og vi overvejer at flytte ind i en gammel skovridderbolig (kæmpe skøn have, værksted, hønsehus, og alle mulige andre meget dejlige ting + en overkommelig husleje). Men vi er usikre på, hvor meget vi kommer til at betale for varmt vand og varme i huset. Og derfor vil vi meget gerne vide, hvor mange penge det koster jer, der har pillefyr, at varme jeres hus op? Jeg skriver de oplysninger jeg har om huset her under, så hvis I har et bud på hvad det ca vil koste os at få huset varmet op, vil vi gerne have det.
Huset har et pillefyr installeret (mærke ukendt), men det gamle oliefyr/tank er bibeholdt og det er muligt at skifte mellem de to. Der er en tank til pillerne, jeg ved ikke hvor mange liter den rummer, men man skal selv fylde piller i den fra sække. Der er mulighed for at varme vand op med el om sommeren. Vi skal ud og se huset igen i næste uge, og der kan jeg tjekke hvilket mærke pillefyret er og hvor stor pilletanken er.
Selve huset er ca 130 m2 i stueetagen. Overetagen er ikke i brug og der ligger rockuld på loftet. Der er ikke hulmurisoleret og vinduerne er etlags (i god velholdt stand), med tætsluttende forsatsvinduer af glas. Det er gammelt, rent ud sagt! Der er to værelser over for fyrrummet af samme beskaffenhed, som vi nok også gerne vil have varme i. I stuen, i den ene ende af huset, er der en kakkelovn, som eftersigende skulle give rigtig god varme. Rummene i stuehuset er temmelig højloftede set i forhold til alm. parcelhuse. Der ligger skov til to husets sider og ellers er der have med meget beplantning (træer/buske) om resten af huset, så det er ikke udsat for kraftig vind. Men det er heller ikke et hus, der får meget sol.
Jeg håber meget at I vil komme med et bud på hvad I tror vi kan forvente af udgifter. Det er selvfølgelig svært at sige, hvad det vil komme til at koste i sidste ende, men jeg tænker, at hvis I tager udgangspunkt i jeres egne huse (Især hvis I har et hus som dette eksempel), så kan det give os et billede af hvad vi nogenlunde kan forvente af udgifter.