Jeg havde en gang en blind hanekylling, og han klarede sig fint i de vante omgivelser, og fulgte med flokken, hvis de pludselig var gået fra ham, så var han lidt fortabt, men gik forsigtigt efter lyden.
Om aftenen stod de i kø for at blive løftet op i deres kyllingebolig, og han stod altid bagest, og opdagede ikke at køen flyttede sig og blev stående.
dog blev det sådan at hvis man kom tæt på ham blev han bange og gik til angreb, og han endte sit unge liv, da jeg syntes det var synd og ikke et reelt liv