Mine allerførste høns var danske dværglandhøns. Den sidste overlevende af flokken er Mrs. Robinson. Hun har i flere år ikke bidraget med hverken æg eller rugning, så egentlig er hun ikke til megen nytte. Normalt giver jeg kun hanerne navne, for høner er der så mange af, og de ligner jo hinanden. Men Mrs. Robinson er nu noget særligt. Hun nægter at have noget med de store landhøns at gøre. Næææ, hun er en barnevelder! Hun har nemlig selv ruget sådan nogen ud, og så må hun være en barnevelder.

Jeg ved ikke lige hvad det er der er ved fruen, men hun er MEGET sexet! Hun forfører barnevelderhaner på stribe. Derfor har hun også fået det navn hun nu har. For hanerne er flere generationer yngre end hende, men de er vilde med sådan en fræk lille sag selv om hun ikke længere er i den reproduktive alder. Her er hun ude og vise en af de unge tilbedere rundt på gårdspladsen. Og måske er man heldig at der falder lidt guf af, når man plager længe nok ved døren.
