Vores landhøns købte vi som daggamle sidste år. De boede under varmelampen i et bur i udestuen de første uger og var derfor stort set konstant omgivet af mennesker og børnehænder. Ingen af dem er nervøse, men nogle er mere tamme end andre. De spiser alle af hånden, men det er kun en af dem jeg kan gå hen og løfte og kæle med. Hun kommer også gerne på besøg i huset, når døren er åben. En anden kan jeg, hvis jeg er forsigtig, få lov at ae lidt, mens de sidste 2 ikke vil kæles. De vil dog alle 4 rigtig gerne "hjælpe" mig når jeg arbejder i haven, så går de helt tæt på, uanset om jeg sidder eller står.
Mens hønerne blev søde og tamme, så endte den hane vi valgte at beholde med at blive et hidsigt bæst, som sprang på os. Han blev "afkortet" og vi købte en ny hane. Han havde måske ikke været tam, der hvor han kom fra, men i hvert fald vant til menneskehænder. Men jeg kan ikke komme til ham. Han er lidt bange for mig. men til gengæld gør han hverken børnene eller mig det fjerneste og han gør sit job til UG (alle rugeæg har været befrugtede), så ham er vi tilfredse med.
At de er flyvske, som at de flakser rundt, vil jeg bestemt ikke sige. De går fredeligt rundt og skraber fra tidlig morgen til temmelig sen aften. Men, ja - de flyver når de har lyst eller behov. De har ingen problemer med at flyve over hønsegårdens hegn på 2m, hønsene vel at mærke, hanen kan ikke, eller gør det i hvert fald ikke. Og en aften, da de havde skrabet rundt i løsdriften i laden, da æslerne var gået på
stald, havde de åbenbart ikke turde gå forbi æslerne ud. I stedet var de fløjet op og havde puttet sig på en af hanebjælkerne i laden, nok 4 meter oppe. Her var hanen dog med. Der sad de så trygt og godt og sov den nat. Æslerne har nok været trætte af det, da hanen gerne tager fat med sin galen ved 3-4 tiden

Men er det landhøns af samme kaliber og temperament som mine du får fat i, så kan jeg kun anbefale dem.