Nu er det jo allerede lykkedes men jeg synes alligevel at jeg lige ville smide en kommentar til fremtidige udklækninger.
Jeg tror at det sværeste for folk, når der er kommet æg, er at holde nallerne væk fra æggene. Mange gange kan det også være en god idé at håndtere æggene. f.eks. kan man jo belyse dem efter noget tid og se om der er små blodårer indeni for at se om æggene overhovedet er blevet befrugtet. Et andet eksempel er hvis et æg har fået en revne. Dette kan slå ungen ihjel. Hvis dette æg bliver liggende og går i forrådnelse kan det gøre både den anden unge syg og forårsage svampeangreb som kan ramme de voksne duer som ligger oven på et rådnende æg det meste af dagen, hver dag i op til flere uger. Det korte af det lange er at der kan være mange grunde til at håndtere dueæggene undervejs.
Hvis man skal tage dueæggene ud af reden af en eller anden grund er det vigtigste at man fjerner duen først når man tager dem og at man fjerner duen fra reden igen inden man lægger dem tilbage. Det lyder måske underligt og nogle vil mene at det blot er en yderligere forstyrrelse. Grunden til dette er dog ganske logisk. Duer har, ligesom andre fugle generelt, et meget spidst og kantet brystben som vender direkte ned mod æggene. Det er ikke noget problem under normale omstændigheder da duerne nok skal passe på. Det farlige er at når en due forsvarer sin rede (og det gør de i høj grad) så både bider de og hopper op og slår hårdt med vingerne. Det er den hoppen der er farlig. Duerne kan simpelthen hoppe op og lande med brystbenet direkte ned i ægget og flække det. Derfor skal duen lige skubbes ud af reden (bare ved siden af reden så den ikke flækker æggene). Når man lægger æggene tilbage gælder det samme og her skal man også passe på at duen ikke hakker hul i ægget med næbbet fordi den prøver at hakke efter fingrene der holder ægget. Jeg har hørt eksempler fra duefolk der har oplevet begge dele og desværre har jeg selv prøvet noget lignende. I mit tilfælde var det en nysgerrig dueunge der fløj ind i redekassen til en beskyttende far-due som i chokket hoppede op og flækkede et af æggene med sit brystben. Det er dog sjældent at det sker men en gang imellem er uheldet ude og det er vel bedre at være på den sikre side.
Dette er dog kun én ting ud af mange som man skal være opmærksom på men jeg synes alligevel at det var vigtigt. Det var i hvert tilfælde et råd jeg var glad for at få da jeg begyndte.