For mit vedkommende er det også en kilde til glæde, at have æg i mange farver, det var derfor jeg gav Majbritt æggene, og det var derfor jeg valgte at ruge nogen selv. At jeg så også går vældig meget op i mine racer, er et andet kapitel i mit hønseliv, mine olivenfarvede æglæggere skal heller ikke indgå i nogen form for avl, de er kun "for sjov".
Noget, der har været ret sjovt i denne blanding, er at selv om alle disse blandinger er helsøskende, (de har med 110 % garanti samme mor og far), og så falder de så forskelligt ud: nogle er hvide med lidt sorte stænk, nogle er blå randtegnede og nogle er nærmest gråstribede, så der er en masse gemt i generne fra deres hvide med sorte stænk mor og deres gråstribede far. Jeg fik også en hvid med sorte stænk hanekylling, men han er forfremmet til fryseren.