Jeg hverken vil, kan eller ønsker at stå til rådighed for min mor 24 timer i døgnet, når der er mulighed for at hun kan få proffesionel hjælp.
For en del år siden fik min mor Alzheimers, jeg havde det også svært med at hjælpe hende med hendes personlige hygiejne, jeg tror bedre, jeg kunne klare det på en "fremmed".
Mine søstre og jeg mødtes og diskuterede, hvad der skulle ske, begge mine søstre, som havde små børn og meget lidt plads, var rørende enige om, at mor skulle bo hos en af os, og at hun ikke skulle på plejehjem, min mor var på det tidspunkt helt afhængig af hjælp.
Mine søstre var meget forargede, da jeg klart meldte ud, at mor IKKE kunne bo hos os, for vi havde jo pladsen og ingen hjemmeboende børn, min ene søster sagde at så måtte mor jo bo hos dem, hun kunne få soveværelset, og så kunne de sove i stuen. Her skar jeg også igennem, og sagde, at det skulle bare ikke ske.
Vi havde på det tidspunkt haft min mor på flere længerevarende besøg, og hun skulle passes 24/7, så hver gang vi kørte hende hjem, var jeg slidt helt ned til sokkeholderne. Hun kom jo på alle tider af døgnet, for hun havde ingen tidsfornemmelse.
Det handlede ikke om min kærlighed til hende, men om at være realistisk.
Jeg er glad for, at jeg var den "onde" søster, der insisterede på at mor skulle på plejehjem og ikke bo hos en af os, for det ville helt sikkert have været en umenneskelig belastning at have en så plejekrævende om end højt elsket person boende.
Heldigvis er din mor ikke så dårlig, som vores mor var, men jeg kan kun respektere dig, for at du ikke vil ødelægge dit gode forhold til din mor ved at blive hendes personlige plejer.
Kram til dig.