Høns i parcelhus med grund på ca. 900 m2
VOXPOP
Hvorfor holder du høns?
Jeg har haft høns fra jeg var 10-12år og er i dag 54.
Jeg kan godt lide det forholdsvis hurtige resultat af avlsarbejde. Jeg har også høns på grund af det sociale samvær med andre avlere. Jeg arbejder meget som frivillig leder i lokalklub, specialklub og landsklub. Der er utroligt givende, at lige meget hvor jeg kommer i landet så findes der en fjerkræavler. Det gælder også på ferier i udlandet, lyt efter en hane og opsøg ejeren. Der er umiddelbar kontakt, også selv om mit ”udenlandske” ikke er specielt godt.
Hvor har du dine høns?
Vi har et hønsehus i haven på ca. 20 m2 og 4 hønsegårde på tilsammen ca. 300 m2
Hvilken race har du og hvor mange høns har du?
Vi opdrætter dværg Faverolles og har 16 høner i 3 stammer med hver deres hane.
Har du en hane?
Ja, 3 stk.
Har du selv fået kyllinger?
Ja omkring 50 stk.
Hvordan bor dine høns?
I et isoleret hønsehus der er så stort at de kan være inde om vinteren, hvis det er nødvendigt.
Hvad fodrer du dine høns med?
Tilskudsfoder fra foderstof, byg og alle rester og spiseligt affald. Masser af grønt f.eks. græs, mælkebøtter, hvidkål og gulerødder.
Går dine høns frit rundt?
Der går i store tråd overdækkede volierer i arbejdstiden og kommer på græsplænen på skift om eftermiddagen.
Har du haft nogen problemer med naboerne?
Nej, overhovedet ikke de hjælper af og til med pasning ved f.eks. ferie.
Er der meget arbejde med at passe dine høns?
I det daglige klare de sig næsten selv. De har foderautomat, drikketårne, automatisk op/ned lukning af lemme og automatisk tænd/sluk af lys. Derfor er det hyggebesøg med madrester og grønt hver dag. I weekenden er der lidt arbejde med rengøring i huset og vask af drikketårne. Når der er kyllinger er der noget mere arbejde da de skal ses efter 4-5 gange om dagen mens de er små. Når de er en 3 uger kan det klares med 2 gange om dagen.
Hvad er den bedste oplevelse du har haft med dine høns?
Det er det samvær som klublivet i fjerkræklubberne giver.
Hvad er den værste oplevelse?
Da en mink havde bidt vore 7 udstillingshaner nogen døde andre lemlæstede, det var sket om morgenen og vi så det først om eftermiddagen efter arbejdstid.
Hvad er dit bedste råd til nye hønseholdere?
Indret hønsehus og volierer så der ikke er for meget arbejde i dagligdagene. Snak med naboerne inden anskaffelsen. Køb hønsene af en som bor i nærheden så hjælpen er tæt ved hvis der kommer et problem. Vælg aldrig hybridhøns da de kun er fremavlet til at leve 1 år.
Svend Erik