Til MorAnna,
vil lige gøre opmærksom på at hunden på billedet er en mastino napolitano ( en af de italienske mastiffer) og ikke en engels mastiff som teksten siger.
Og sådan 2 har vi, dog ikke i den størrelse

.....
Jeg havde forelsket mig i racen engang for ca 15 år siden da jeg læste om dem i en hundebog. Så så, at der ville være nogle representanter med racen til en stor hundeudstilling i brøndby, tog der ind, og blev enig med mig selv om at det ikke var noget for mig pga af det savl gardin der hang fra mundvigene på den ene.
Da jeg så mødte henrik havde han sørme 1+ en rottweiler.og jeg blev totalt forelsket i racen igen. Archibal var den blideste mest kærlige hund jeg nogensinde havde mødt til trods for størrelsen.En mastino fylder meget, både fysisk og psykisk, det fandt vi ud af da vi mistede ham pga en hjerneblødning da han var 8,5 år. Vi havde stadig rotten og så en blandingshund, men her blev tomt.....
Efter at have kigget lidt på andre racer, blev vi enige om at finde en mastino igen. Og da der ikke er lavet et kuld i DK siden 2003, måtte vi til udlandet. Vi fandt en skøn lille dreng nede ved Berlin, men han blev kun 1,5 år, han havde forstørret hjerte. På den igen, denne gang kørte vi til Holland efter 1 tæve, for nu ville vi prøve at lave et kuld herhjemme. Efter lidt kiggen rundt omkring i europa og uden for, fandt vi en skøn dreng i Serbien, som vi hentede hjem på en 4 dages tur mellem jul og nytår 2008.
For at avle racen med papirer i DKK skal de udstilles med et godt resultat og så skal deres hjerte undersøges og de skal fotograferes for HD og AD. Tøsen fik en rigtig god placering på en stor udstilling, hende hjerte var perfekt og så viste det sig at hun havde E hofter og 3`er albuer. Øv øv øv øv der røg lige alle vores håb, ønsker og drømme ud af vinduet.
Nu er mastinoen temmelig speciel mht led og muskler; de er på det nærmeste hypermobile, dog uden at have gener af det, og de kan åbne kæberne 15% mere end andre hunde, så vi håber vi kan have tøsen mange år endnu før hendes hofter og albuer begynder at generer hende.
Jeg kalder dem for mine blide kæmper for de er virkelig meget kærlige og kælne, men kan dog godt sige det der skal siges når der er nogle ved lågen. De er nogle rigtig hygge-ører og ligger gerne i hver sin sofa, og så må vi andre bare skubbe og mase for at komme til.
Vi får aldrig et "Bo-Bedre" hjem da de har en tendens til at tage lige så meget vand med i muleskægget som de har drukket, og selv om vi tørrer og tørrer når de kommer ind, bliver det aldrig helt tørt. Og når 2x70 kg leger/"slås"/ løber efter hinanden er det bestemt ikke sikkert at møblementet helt står på sin plads når de er færdige

Jeg er og bliver til store racer