På opfordring, kommer her en del tips til hvordan vi har fået vores forbrug sat en del ned. Nogle er jo bare naturligt gode til at spare og få pengene til at strække langt, men andre af os, skal bruge vores fantasi for at få enderne til at nå!

Her er lidt om hvordan vi gør det herhjemme... Og jeg vil blive sååå glad, hvis andre har lyst til at byde ind med hvilke måder de får pengene til at strække længere i husholdningen derhjemme

Vi er 2 voksne og 2 børn, og på husholdningskontoen sætter vi hver måned 5.000,- ind, som skal dække al forbrug, undtaget benzin...dvs. gaver, mad, tøj osv.
Madplaner: Lav madplaner hver uge, og køb kun ind én gang om ugen. Det er ikke så svært, som man tror, man kan sagtens gøre det utrolig nemt for sig selv, hvis man bruger lidt tid første gang. Derefter kan den laves på 5 minutter.
Start med at lave en liste, hvor du løbende igennem ugen, skriver de madretter ned, som familien er glade for. (Jeg har en liste, som jeg gerne deler, men det er så retter uden kød. Dog kan man nemt tilsætte kød til de fleste. Sig til hvis jeg skal kopiere den ind

)
Når listen er lavet færdig, tar' du udgangspunkt i den, når du skal lave madplaner en gang ugentligt. Jeg laver min i weekenden, gerne søndag aften, og så handler jeg mandag, når det sidste dagplejebarn er hentet. Jeg bruger desuden fuldkornspasta, brune ris, grov mel osv., da det mætter mere og er sundere.
Indkøb én gang om ugen: Det tar' ca. 2 timer at handle, og så går der en hel uge før jeg skal handle igen. Mælk kan holde sig ca. 8 dage, og jeg laver madplanen, så de let fordærvelige grøntsager som f.eks. salat, forårsløg osv., bliver brugt først. Derudover handler jeg som regel kun 2 steder, hvor det er Netto først, efter så meget som muligt (da det er billigst her), og derefter Kvickly efter de ting jeg ikke kunne få i Netto

Når jeg kun handler én gang om ugen, bliver jeg også kun fristet af div. tilbud én gang om ugen
Lager-varer: Hvis der er et særligt godt tilbud på noget som kan holde sig længe, så køber jeg STORT ind af det. F.eks. har de tilbud på fuldkornspasta i Netto til 5,- i denne uge, så her køber jeg måske en hel kasse af det. Det er selvfølgelig noget der koster mange penge her og nu, men på sigt har jeg sparet. Desuden kan jeg planlægge efter f.eks. om jeg skal bruge penge på gaver i en given måned, da jeg så typisk vælger at lave retter, hvor jeg har størstedelen af ingredienserne hjemme.
Nedsatte varer m/lav holdbarhed: Hvis der er tilbud på noget, som snart udløber, som kan fryses, køber jeg meget af denne vare, og fryser den ned. F.eks. kan pålæg sagtens holde sig frisk længe i fryseren, og det fejler intet.
Lav store portioner aftensmad: Når jeg laver aftensmad, laver jeg gerne store portioner af det. Så fryser jeg halvdelen ned, og har hurtig aftensmad til en aften, hvor det enten skal gå lidt hurtigt, eller til en uge, hvor pengene er små. Jeg fryser det ned i en boks, og når det er frossent, kommer jeg det over i en frysepose, hvor jeg skriver på hvad det er. Så behøver jeg ikke at have en hav af bokse.
Bagning/kummefryser: Udover at en kummefryser er god at have til aftensmads-portionerne, de billige udløbsvarer osv., så giver det plads til at jeg kan bage en stor portion brød og boller, som kan fryses ned. Jeg bager langtidshævede boller, som jeg sætter over om aftenen, og bager mens børnene sover til middag. Jeg orker ikke at gøre det så tit, så jeg bager gerne 80 boller af gangen. Jeg orker heller ikke at forme alle bollerne, så jeg former en lang tyk pølse, som jeg så skærer boller af. Nemt og hurtigt. Grovflutes er også nemt at bage, og billigere end at købe.
Tøj/legetøj: På loppemarkeder, kan man købe tøj og legetøj for en slik. Min søster fandt i weekenden en hel indkøbsvogn + en flyttekasse, fyldt med tøj, og fik det for 100,-, fordi det var lige før loppemarkedet lukkede. Jeg køber gerne vinterstøvler/flyverdragter til ungerne, når vintersæsonen er ved at være slut, da det så er meget nedsat. F.eks. har Kvickly (i hvert fald i Ringsted) lige nedsat deres termostøvler til 50,- fra 200,- så jeg har sparet 300,- ved at købe nu. En flyverdragt var nedsat fra 550,- til 200,-, det er også mange penge at spare.
Kære husmødre (eller fædre

), kom med jeres spareråd!!!
