Hej.
Jeg har to drenge på 9 og 10 år med ADHD. Og fik selv diagnosen for et års tid siden. Trods egen ADHD har jeg håndteret mit liv, fået flere uddannelser og arbejder som pædiatrisk sygeplejerske. Jeg fik også mistanken efter 2 depressioner der blev medicinsk behandlet, og jeg bagefter bare stod måbende og tænkte "og hvad så?".
Medicinen hjælper på det kaos der er i hovedet, evnen til at komme i gang med uoverskuelige opgaver mm.
Mine drenge har stor hjælp af at jeg får tabt arbejdsfortjeneste, så jeg kun arbejder 16 timer om ugen. De fungerer nemlig i en normal skole og er socialt velfungerende. Det er vigtigt at de derfor bliver i egen skole. Det kræver naturligvis megen hjælp her hjemmefra. Vi bruger mange timer på lektier idet koncentrationen hurtigt forsvinder. Vi arbejder iøvrigt rigtig meget på, at de ikke skal føle sig "anderledes". De skal vide, at de tænker anderledes, men de skal kunne fungere i et samfund på lige fod med andre. Jeg ved godt, at dette ikke altid er muligt med svær ADHD.
Deres medicin har hjulpet rigtig meget.
Jeg kæmper med kommunen!!!! De har netop (som yngste søn blev diagnosticeret) frataget os al hjælp (tabt arbejdsfortjeneste, tilskud til fritidaktiviteter, kørsel til kontrol mm). Nu synes kommunen, at de kan opholde sig i sfo og klub fra 7.30 til 17 hver dag. Steder, hvor de normalt aldrig kommer grundet den mangel på struktur og ro der er der. Pædagoger, lærere, læger, familie siger, at det kan de ikke, men kommunen mener det modsatte.
Jeg har oplevet at det er normal procedure i kommuner for tiden. De forældre der så har tid og ressourcer til at kæmpe får hjælpen og de, som måske har allermest brug for hjælp, må give op. Krisen kradser - og det går ud over børnene.
HØNS er iøvrigt gode til mennesker med adhd. Hos dem kan man sidde i ro og småsnakke og bare kigge.