i forgårs aften flyttede jeg alle mine 6 hønekyllinger fra hønsehuset hvor de gik sammen med hanekyllingerne, og til stalden hvor de voksne bor. De blev båret i en kasse og sat på min nye pind, som datterens kærreste har bygget til mig.

De gamle fruer sidder ikke på pind.
Der stod de så alle i går morges og så spændt på mig da der blev lukket ud.
Nu er de ikke helt fremmede i flokken da de har gået i haven et stykke tid sammen med alle de andre, (søde Cacar er på ferie) men som sagt boet i hønsehuset. Nå! de søgte jo over til hønsegården flere gange i løbet af dagen for at hilse på de store hanekyllinger, og da det blev sengetid steppede de frem og tilbage ved hegnet, hvor jeg kunne samle dem op og bære dem hjem på pinden.
I aften så jeg så, at der manglede en stor orpingtonpige, og søgte rundt efter hende, mens jeg ærgrede mig over hun var væk, men den unge dame sad tidligt på sin pind, og jeg tænkte dyyygtig høne.
de sidste fem, valfartede frem og tilbage mellem hønsegård og stald efterhånden som det skumrede, jeg kaldte på dem og de kom halvejs men vendte så om og søgte tilbage til hønsegården.
Jeg skumlede lidt over at familien, der godt så jeg kæmpede lidt med de unge høns, lod som ingenting, og jeg sad ved middagsbordet og kommenterede på at de søgte rundt derude, uden nogen hjælpsom reaktion fra nogen.
Da jeg så gik ud for at finde dem ved hegnet, bandede jeg fordi den lille pophøne som jeg er så glad for nu var væk, og jeg tænkte nu blev det lige præcist så mørkt at hun har gemt sig, og jeg bandende af mand og børn, og udkomanderede ungerne til at hjælpe mig.
Datteren gik i hestestalden for at muge ud, efter at have hjulpet mig med de tilbageværende, og sønnen kravlede rundt med mig i brændenælderne bag hønsegården.
Jeg gav op og gik trist tilbage for at gå i selvsving foran computeren, da min datter kaldte, at den lille høne skam havde sat sig til rette i hjønet i en hesteboks, så der kunne jeg hente hende og sætte hende på pind på række med de andre.
I morgen aften håber jeg de alle har fundet ud af at de bor på hønsepinden i stalden, sammen med de andre, for jeg har slet ikke nerver til at de forsvinder, eller fordamper på den måde.
Nu nyder jeg min aftenkaffe.
