Jeg har længe spekuleret på, hvordan jeg skulle komme i besiddelse af en god transportkasse til små høns (sebrighterne), uden at det skulle koste mig en formue - eller sætte min mand til noget, som han egentlig ikke gad at lave... fnis...
Så igår fandt jeg på Gul og Gratis en annonce med en transportkasse til 5 duer, for 150 kr. uden billede.
Så efter arbejde hentede jeg ungerne og vi kørte ... og kørte... laaaangt ud på landet (vi bor selv langt ude på landet, men det her var altså meget længere, som min søn sagde - se; her er slet ingen krager!!)
I et skarpt sving lå et lille, skævt, rødt, ældgammelt og frønnet bindingsværkshus. Omgivelserne var pæne og nysselige, som de kun kan være det på Fyn, men det bar præg af, at her boede ældre mennesker. Hoveddøren var så lille, at jeg ville skulle dukke mig, for at komme ind. Og jeg er kun 1,65.
Og det var ældre mennesker, eller lad mig bare sige gamle, mindst 85. Manden kom ud, og førte os om i haven, hvor der stod den fineste duekasse, helt perfekt til mine små høns (som er noget mindre end hans duer)! Sådan en fin aflang og 'professionelt' udseende kasse i vandfast masonit, med 5 rum med låg til hvert rum, lufthuller og det hele.
Så det var jo dejligt, handlen var hurtigt klaret, og begge var glade.
Men så var det jo sådan et dejligt sted, og man falder let i snak, når der nu går nogle store fine gæs på græsplænen... Min datter og jeg blev vist rundt og så det hele.
Han/de havde simpelthen den dejligste og meget store grund omme bagved, hvor han gik og passede sine gæs, sine duer, sine kaniner, som havde små unger, sine 2 shetlandsponyer, sine geder og sin frugthave. Der var så fint og rent og velplejet alle steder, og dyrene struttede af sundhed. Blomsterne og køkkenhaven var fruens. Hvor var det dejligt og livsbekræftende at møde disse gamle mennesker, som holder sig i gang og i form og glade på den måde, sådan vil jeg også leve til mine dages ende