For 2 år siden begyndte jeg at have racen Maran. 13 æg klækkede med de dejligste kobberfarvede marankyllinger. Dog var der mange haner og kun nogle stykker var høns. Endte pga. nogle aflivninger af syge høner, med kun at have 2 høner og en hane.
Idag har jeg måtte sige farvel til den ene af de to høner

De har været så tamme alle sammen og det har gjort ondt dybt ind i hjertet hver gang jeg har mistet en af dem. Det gør det også i dag.
For ca. 14 dage siden begyndte hun at virke sløj og havde rallende vejrtrækning. Da to andre høner også virkede lidt slatne, bestemte jeg mig for at give dem en penicillinkur. De to andre høns har det nu godt, men "Puttemor" min maranhøne, fik det ikke bedre. Den rallende vejrtrækning gik over, men istedet begyndte hun at have svært ved at stå godt på benene. Hun kunne nogle gange vælte og kunne ikke selv komme op igen. Vi har nogle gange rejst hende op og nogle gange kunne hun godt selv. Hun har de sidste 14 dage spist og drukket og kommer med sin bestemte kaldelyd som hun havde og har til dels gået normalt. Til at starte med i forløbet havde hun heller ikke sin vinge helt på plads, men det har den været den sidste uge.
Så i går aftes kunne hun ikke sidde på pind mere, hun faldt ned, men til gengæld lagde hun sig i halmen og lignede en der prøvede at lægge æg. I morges lagde hun ganske rigtigt et æg, for første gang i 2 måneder, men til gengæld har hun gået meget skidt i dag. Hun har lignet en der var fuld og her til aften bestemte jeg mig.
Nu er hun aflivet og jeg tuder. Hvorfor skal det gøre så ondt at miste

Har undervejs talt med både Mikkel og Marianne N., jeg har hældt mest til at hun måske havde fået en hjerneblødning eller lign, men da det blev værre i dag måtte jeg se i øjnene, at det nok har været hønselammelse hun har haft.
Nu må jeg så bare krydse fingre for, at hun bliver det eneste tilfælde
