Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
america.png Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns

Nyeste

Nylige indlæg

Sider: [1] 2 3 ... 10
1
Hyggesnak / Sv: Julefortælling 2022
« Nyeste indlæg Fra Hans-Kurt Dato I dag ved 00:24 »
6. december 2022
AnnaBell stirrede intenst på menneskene på gårdspladsen, hvad i al verden gik dette ud på ?. Alle kikkede op på den låge ind til loftet, hvor man før i tiden læssede årets hø ind for at opbevare det for vinteren.
Nu råbte de atter i kor NISSE – NISSE – VÅGN NU OP, NISSE – NISSE VÅGN NU OP og for 3. gang råbte de det samme og se nu, for nu skete der noget med lågen, den blev langsomt åbnet og i et kort glimt så man en lille rød tophue, så var lågen atter lukket. Men ganske kort efter blev den atter slået op og nu med fuld åbning og en mand i grå bukser, brun vamset trøje og en rød tophue kom til syne. Du milde moses hvor var han vred – han råbte og skreg at han ikke ville vækkes og han blev ved med at fnyse og rase.
Da en nede på gårdspladsen tilbød ham risengrød slog han helt om og blev venlig og medgørlig. Hvad var dog dette for noget ? hvad var det der for en forestilling – for det måtte da have et formål. AnnaBell kurede ned af stråtaget og endte i tagrenden, for en sådan var der på dette hus. Nu kom hun tætter på og kunne bedre se hvad der foregik, men nej – eller jov, nej kan det nu passe. Nej det kan da ikke passe – hun kikkede meget intens på ham de kaldte nissen nede på gårdspladsen – minsandten om ikke hun kunne genkende manden – det er jo FODERMESTEREN – er han i virkeligheden en nisse – nej nu nå du have mig undskyldt, tænkte AnnaBell, hvordan hænger det her da sammen – hun var helt forvirret.
Det var for meget for hende, hun lettede og fløj ud over engen, her genkendte hun atter noget hun tit havde set hjemme på Møllegaarden, menlig de smukke hvidbæltede køer. De gav hende en vis tryghed og hun landede blandt dem. Og pludselig hørte hun en af dem sige: ”Jamen er det ikke AnnaBell ?” – hun vendte sig om og der stod Olga, den ældste af Galloway køerne som hun kendte fra Møllegaarden. Nej nu ramlede det snart for AnnaBell. Hun hilste pænt og så bad hun om en forklaring og den er som følger:
Olga fortalte, at hun og hendes medsøstre hver sommer blev sat ud her nede på disse dejlige enge for at tilbringe hele den lange sommer her og så blev de flyttet hjem om vinteren til Møllegaarden. Nu dæmrede det lidt hos AnnaBell, for det kunne hun da godt huske, at hun havde hørt før, det med sommeropholdet for køerne. Hun huskede nu, at hjemme gik Sebastian, den store tyr og hans sønner jo alene rundet og i august kom der en dyretransport  og hentede ham, og det var altså her han blev kørt hen, a ha. Nu fik det hele en sammenhæng hun kunne forstå, men Fodermesteren som nisse ? Viste Olga hvad det var for noget ?.
Det viste hun. Ser du lille ven,  Som bekendt kom Fodermesteren så godt som hver dag ned og tilså køerne og en dag for nogle år siden havde Olga overhørt en samtale han havde med en af de andre frivillige Møllevenner -  på engen og af den fremgik det, at det årlige julemarkeds attraktion for børn var at vække gårdnissen, som havde sovet et helt år oppe på staldloftet – ifølge gamle fortællinger .-  så derfor var det helt rigtigt, at personen i nisseforklædningen er Fodermesteren. AnnaBell blev lidt skuffet, for så var hun jo lige vit med at finde ud af hvor hendes lille nissefamilie er blevet af. Det ved Fodermesteren jo nok ikke.
Hvad nu, hvor skulle hun så lede efter dem ? Ret beset tvivlede hun på, at de ville flytte så langt væk, som hun nu var fra Møllegaarden. Når hun tænker på hvor meget energi det kræver hende selv at gå rundt, når hun er landet et sted, med sine korte små ben. Så har hun svært ved at se den lille nissefamilie gå ret langt, da deres ben jo er om end meget mindre end hendes. Så mon ikke hun skulle vende næbet hjemad igen ?.
Fodermesteren havde ikke set AnnaBell, han var alt for optaget af den rolle han skulle spille for at få børnene til at tro på at der virkelig eksistere en Gårdnisse på den gamle stråtækte gård ved den dejlige eng og den store skov den ligger op af de stejle skrænter, Isen dannede for over 12.000 år siden. Men det er en helt anden historie.
AnnaBell ville flyve hjem, men da det var blevet halvt mørkt, besluttede hun sig til at overnatte i Olgas selskab. Hvordan natten blev, ja se det hører du om i morgen.
2
Hyggesnak / Sv: Julefortælling 2022
« Nyeste indlæg Fra Hans-Kurt Dato 05 December , 2022, 13:14 »
5. december 2022
Da hun var ved at undersøge området med siv der støder op til gårdens urtehave, skete der noget uventet. Hun var næsten mæt, da området indeholder mange dejlige snegle og en del andemad og bedst som hun var midt i et godt måltid, lød et mægtigt brag i umiddelbar nærhed af hvor hun var og kun få sekunder efter lød endnu et brag, efter fulgt af flere – hvad i alverden var det ? Hun fløj op og styrtede ind mod gårdspladsen og Gudske lov for det, da man jo aldrig kan vide hvad der ville være sket, hvis hun var fløjet ud over engen og slet ikke hvis hun tog retning af markerne der støder op til Møllegaardens jorde.

For år tilbage stod Fodermesteren på sin gårdsplads og pludselig raslede hagl ned af taget på staldlængen, efter der havde lydt et skud – det gik ikke roligt for sig. Hans raseri og angst for hvad der kunne ske hvis hagl blev affyret i en helt forkert retning – kom frem i hvad han gjorde . . . . .  for at stoppe dette.

Nå men nu var AnnaBell altså af skræk og angst lettet og kort tid efter landede hun på gårdspladsen, her mødte hun først Tot – en af gårdens 2 katte – hun så på ham, men det så ikke ud til at lyden havde påvirket ham. Spørge ham om hvad det kunne være, undlod hun, for de to var ikke helt på talefod, ja Tot ignorerede hende faktisk – hun viste ikke, at han faktisk var misundelig på hende, da Tot godt viste Fodermesteren havde et blødt punkt over for den lille hvide and. Han var selv blevet irettesat af Fodermesteren en gang, da han ville vise hvor stor han var og farlig, ved at lave et skinangreb mod AnnaBell. Tak skal du ha for et fur han havde fået for det. Det ville han sent glemme. Normalt kunne Tot sno Fodermesteren om sin lille pote, Fodermesteren stod – med en vis knoren godt nok . gerne op kl 2 on natten og lukkede ham ud, eller rejste sig og lukkede han ind, når han  - ofte – med snavsede poter skrabede på køkkendørens nederste vinduer, for at komme ind. Men her havde Tot mødt sin grænse for hvad var acceptabelt og ikke, ja selv når han stolt viste hvor fin en spurv han havde fanget frem, kunne han mærke det ikke faldt i god jord hos Fodermesteren.

Annabell vraltede vider ned til åen som går gennem den parklignende have der ligger i forbindelse med stuehuset. Næsten fremme mødte hun fasanen hun havde mødt tidligere og han var meget oprørt og meget urolig, Han kunne næsten ikke stå stille – og han som normalt vandrede majestætisk stovt og roligt rundt, var slet ikke til at kende. Og nu fortalte han hvad det var der var bag de store brag. Lyden kom fra noget der heder et gevær, fortalte han og det var mennesket der gik rundt med det og frembragte braget.
Hensigten var at dræbe. Jægeren siger dog skyde !. Og fasanen kunne fortælle, at han havde mistet mange venner til den lyd. Så når han hørte det første skud, havde han lært, at flygte ind i skoven som omslutter Møllegaarden. Nu foreslog han AnnaBell at gøre det samme, hvis hun har sit liv kært.

AnnaBell havde tænkt meget over denne fortælling og forsøgt at forstå hvorfor mennesket gør noget sådant. Men hun kunne ikke rigtig se fornuften i det, men fulgte nu alligevel det råd fasanen havde givet og søgte i sikkerhed, når hun hørte skud.

Men nu var hun altså på eventyr langt fra Møllegaarden. Hun ville heller tale om noget mere hyggeligt og derfor spurgte hun fru Hjort om hun viste noget om den lille nissefamilie der sidste år ved juletid, havde boet i den gamle Valnødde stub. Stuppen var jo væk og ligeledes nissefamillien. Fru Hjort viste ikke nøjagtigt hvad der var sket med nisserne, men hun havde hørt at nisser sover hele året og kun vågner op i december måned. Aha ha, men hvor sover de så ? ville AnnaBell vide. Ja se det viste fru Hjort så ikke lige, men måske hr Ugle viste det, mente hun – ja men det er nu svært at få ham i tale, for han sover jo hele dagen og går til ro, netop når vi andre står op sagde AnnaBell. Fru Hjort havde hørt, at på en anden mølle langt væk herfra, var der en nisse som boede og som kom frem – eller retter blev vækket her først i december. Det havde fru Hjort hørt fra en grandkusines fætter der var kommet forbi – i maj lige før sommeren var startet i år. Gården hvor den pågældende nisse bor – en gårdnisse bliver den kaldt – ligger på en vandmølle. Den kan du finde hvis du flyver i nordøstlig retning fra denne mølle.
Det er da fantastisk med alle de møller, syntes AnnaBell. Men da hun savner nissefamilien så begav hun sig på vej. Da hun var lette og havde fløjet lidt kom hun i tanke om, at hun jo slet ikke viste hvad en vandmøller er eller ser ud, men nu ville hun ikke ende tilbage, så hun fløj vider og efter nogen tid så hun et sted ved en skov, hvor der var mange mange biler parkeret og hvor tilsvarende mange mennesker færdes omkring en gård med stråtag. Dette måtte hun undersøge nærmere, så hun fløj tætter på og landede på stuehustaget.
Hun ankom netop som de mange mennesker samlede sig på gårdspladsen og hun hørte de mange mennesker – især børnene – råbte . NISSE – NISSE – VÅGN NU OP, NISSE – NISSE – VÅGN ………


3
Hyggesnak / Sv: Julefortælling 2022
« Nyeste indlæg Fra Hans-Kurt Dato 04 December , 2022, 07:31 »
4. december 2022
”Jeg blev angrebet af en stor sort hund oppe i Regnvandsbassinet – du ved, det der ligger ved vejen ned til gården”. Blishønen så undrende på hende ”Det ses da ikke, blev du ikke ilde tilredt”. ”såmen jov” svarede AnnaBell, ”Men som du ser, jeg er kommet godt fra det og nu flyver jeg lidt væk herfra, Måske jeg skal finde et andet sted at bo – så hej” og så lettede hun og fløj øst på.
Hun kendte godt den nærmeste omegn, som hun jo nu i næsten to år havde besøgt med større eller mindre interesse. Hun huskede især den lille går med de mange forskellige dyr der lå nogle få kilometer væk i syd østlig retning. Skulle hun flyve der hen nu  ?, nejjjj de tamænder der boede der, var ikke særlig imødekommende huskede hun, så nix.
Så var der Møllen, den gamle Hollandske mølle der lå modsat gåden med de mange dyr, der havde hun ikke været før. Møllen lå – som sådanne møller nu altid ligger – højt oppe på en bakke. Men vingerne manglede, så den kunne ikke male korn, som den nok havde gjort i fordums tider. AnnaBell rettede kursen op mod møllen.
Da hun var lige op over møllen så hun, at der var et lille vandhul lige udenfor et af husene der ligger ved den gamle mølle. Den ville hun studere nærmere og resolut fløj hun ned og landede i den. Men hun havde for meget fart på, så hun ramte kante på bassinet og tumlede op på den terrasse der omsluttede vandet. Lidt fortumlet rettede hun sig om og så sig omkring. Der var kun græs hun kunne spise og noget fuglefrø der var lagt i en skål ikke lang fra et stort vindue i huset. Hun havde godt nok aldrig set så stort et vindue før. Det gik helt fra terrasse gulvet og op til taget og var mægtig bredt. Hun kikkede nysgerrigt ind i huset og der – over i det ene hjørne – lå en stor kat og sov, ok så var huset altså beboet, hvad nu med en hund ?, var der også en sådan ?. Hun måtte heller være meget forsigtigt og klar til at flyve  ved det mindste postyr det måtte opstå.
Hun luntede vider, ud i haven for at se hvad der gemte sig der. Hun fulgte en beplantning af buske og da hun kom rundt om hjørnet hvor hun ikke længere kunne se huset stoppede hun op, for hvad var det der lå der et par meter fra hende ?. Nu rørte det sig og da så hun det var et rådyr der hvilede sig, Hun gik nærmere for dem kende hun godt fra Møllegaarden og viste, at ikke er farlige for en lille and, Hun rømmede sig, hvilket fik rådyret til at vende hoved i hendes retning. De hilste på hinanden.
Det viste sig, at rådyret havde slægtninge der boede fast på Møllegaarden. En moster og to nevøer. AnnaBell havde ved flere lejligheder talt med dem – så hun kunne fortælle hvordan det gik og havde det. Hun fortalte også, at de var forfærdelig skræmte for tiden, da jagten jo var gået ind, så de måtte være overordentlig forsigtige. AnnaBell kunne fortælle, at  Rådyrene på Møllegaarden var meget trykke ved at færdes i den lille skov der var vokset op omkring gården. Især efter at jagthunden var forsvundet fra stuehuset, for i de år hvor den boede der, var det aldrig til at få ro ret længe af gange – HELE året – for den satte en ære i at lufte rådyrene så snart lejlighed gaves. De viste, at Fodermesteren ikke havde et jagtgevær, så her kunne de trygt færdes. Det skal bemærkes, at Fodermesteren, efter hans hund var død, havde måttet tåle at hans mange roser blev kraftigt beskåret – ikke bare om foråret, hvor det kun var gavnligt, men også meget systematisk blev gjort hele sommeren. Visse rosenbede gik det mere ud over end andre. Somme tider savnede han sin hund eller et jagtgevær, men det viste Rådyrene af gode grunde ikke og at deres trang til rosenblade og stængler var et problem – viste de af gode grunde heller ikke.
Men her i haven sker der heller ikke noget, sagde rådyret, se hele haven – og den var temmelig stor af en parcelhushave at være – er indhegnet, så her kommer ikke fremmede ind og slet ikke jægere, for det er bestemt ikke i høj kurs i dette hus. Rådyret kunne fortælle, at fruen i huset var den rene dyreven. Hun elsker alle levende væsner og vil ikke gøre nogen fortræd. Rådyret havde endda hørt hende udtale sig om hendes mands og børns forhold til kød til maden. Og det var ikke noget hun fandt særlig attraktivt. Faktisk augmenterede hun for kødløse dage.
Hvad kødløse dage var, anede AnnaBell ikke, det havde hun aldrig gjort bekendtskab med, så hun så undrende på fru Hjort, men undlod at fortælle om sin uvidenhed. Men jagt det vist hun hvad var for det havde hun dels fået fortalt og selv oplevet op til flere gange. Det var en fasan der havde sat hende ind i jagtens mysterier og hun fandt det MEGET uhyggeligt, som nu feks den gang da……
4
Hyggesnak / Sv: Så bliver det jo nok jul igen :0)
« Nyeste indlæg Fra Hans-Kurt Dato 03 December , 2022, 21:41 »
Ja, hun har igen taget den gode ide op, om at hun ønsker at få serveret mad sidst på formiddagen. Og så skal jeg stå for, som i svinedrengen, når Prinsessen skal ha et kys. Her er det bare, at jeg skal stå mellem hende og hønsene, da hun ikke kan forene sig med at de hakker efter hende. det er et være teater, men også hyggeligt  ;D
5
Hyggesnak / Sv: Så bliver det jo nok jul igen :0)
« Nyeste indlæg Fra Helle K. Dato 03 December , 2022, 09:50 »
Hvor er det dejligt, at du igen i år beriger os med en dejlig og spændende julekalender, Hans-Kurt. Tusind tak for det.

Holder AnnaBell sig stadig hjemme på gården hele døgnet, så hun kan hjælpe med inspiration?
6
Hyggesnak / Sv: Så bliver det jo nok jul igen :0)
« Nyeste indlæg Fra Hans-Kurt Dato 03 December , 2022, 08:57 »
Selv tak, håber fortællingens indhold kommer til mig, men jeg prøver  ;)
7
Hyggesnak / Sv: Julefortælling 2022
« Nyeste indlæg Fra Hans-Kurt Dato 03 December , 2022, 08:55 »
3. december 2022
Nu fulgte flere dage hvor Fodermesteren kom troligt med mad til hende. Han ønskede at fange hende og tage hende med hjem, da han havde indrettet en lille sygestue til hende. Men AnnaBell var rigtig skidt, hun kastede op flere gang mens hun indtog sin mad, for sulten var hun, men det var som om hendes spiserør var blevet skadet under den hårde behandling af den store hund.
Fodermesteren lurede på, hvorledes han bedst kunne fange hende. Hans problem var og er at hans bentøj ikke fungere helt så perfekt mere, alderen trykker. Så det at komme ned i jordhøje, har sine udfordringer.
Men det lykkedes – vups fik han fat i den lille and og tog hende op i favnen og luntede hjem med hende. Han fik hende placeret i indelukket hvor der stod en skål med frisk vand og godt med majs, blandet op med hvede. Han havde godt set, at hun gylpede majsene op efter at have forsøgt at sluge dem, så måske de mindre hvedekerne kunne blive i hende. Hans sygestue var mere indrettet som et fængsel end blot en lille bås til en skrukhøne med kyllinger – for det var formålet med indretningen, men han var bange for, at hun skulle forsøge at flygte, da hun jo kunne flyve, så det blev dækket af til alle sider, så flugtforsøg ikke var muligt.
Om det var derfor AnnaBell var så vred når han tilså hende, eller det var pga smerter i halsen eller kroppen som helhed, det kunne hun jo ikke fortælle ham. Han var faktisk ked af hun var så afvisende. Han havde dog tidligere på året kunnet aé hende og endda tage hende op uden de store problemer, men nu . nu hvæsede hun kraftigt af ham og gemte sig inde i kattetranspostkassen han havde indrettet som soveplads med masser af frisk hø til hende. Ja hun kom ikke engang hen og kikkede ud, når han tilså hende. Han lod hende være og kontrollerede så bare om der blev spist og drukket vand. Det var ikke tilfældet de første dage, men så blev der tømt ud i skålene – Dejligt at se, sagde han til hende, men hun svarede bare med et hvæs !
Efter en god uges tid, syntes Fodermesteren at AnnaBell var frisk igen og flyttede afspærringerne, så hun kunne forlade den trykke lade og indtage sin plads igen ude i den frie natur. To dage efter var hun væk og han fandt hende i vandet i Mølledammen. Men hun kom IKKE op til ham – heller ikke når han stod med Majs og kaldte eller måske retter lokkede hende hen til sig. Det var ikke let for Fodermesteren at forstå, hvad den manglende tillid skyldes. Men han fortsatte med at lokke og forsøge at indynde sig, men det hjalp ikke !
AnnaBell havde fået et kraftigt chok,  da hunden pludselig angreb hende, hun husker dårligt perioden efter ulykken, i korte glimt husker hun Fodermesteren bar hende og vis også kom med mad, men hun var meget forvirret og sov meget af tiden væk. Da hun endelig kom til sig selv, opdagede hun, at hønsetråden der spærrede hende inde var væk og da måtte hun straks væk. Hun gik mod det sted hvor der kom mest lys ind i stalden og det viste sig at være der hvor den store skydeport stod åbent og hvilken lettelse, der var hendes elskede Mølledam, hun fløj straks hen til den og landede i vandet. Åh hvilken lykke, nu kunne hun endelig få et bad og det trængte hun virkelig til.
Hun badede og badede for at få alt det indtørrede blod væk fra sin hals og efter en masse sjasken og plasken, lykkedes det. Hov hvad var nu det ? Det var blishønemor der kom anstigende og stoppede op lidt fra hende. ”Hvor har du været hende” spurgte hun ”for det er længe siden jeg har set dig” . AnnaBell svarede ikke lige med det samme, for hun skulle lige blive enig med sig selv om hvad hun ville fortælle og hvad hun ville holde for sig selv. Hun var erfaren nok  til at vide, at i de kredse hun færdes i var et venskab med et menneske ikke særlig velset. Faktisk kunne man godt blive udstødt af de andre vilde dyr, hvis man bare udtrykte det mindste sympati for et menneske. Hun havde erfaret, at langt de fleste – selv hønsene oppe på gården – anså mennesker for farlige at indlede et venskab med, det var som om det lå i alles gener, at det ikke var den rigtige vej at gå. Derfor sagde hun……..
8
Hyggesnak / Sv: Julefortælling 2022
« Nyeste indlæg Fra Hans-Kurt Dato 02 December , 2022, 00:28 »
2. december 2022
Nej hun kunne næsten ikke få sig selv til at tænke tilbage på det der skete, for blot nogle uger siden. Hun gyste atter ved tanken og kom til at fryse endnu mere end lige før, da hun vågnede.
Hun så sig hurtigt omkring – var alt i orden ? – jov det så da sådan ud. Det var jo ikke fordi hun havde mange andre omkring sig, egentlig var hun jo ganske alene – når man tænker på hendes baggrund – hun var en moskusand, helt krid hvid, uden en eneste farvet fjer. Faktisk var hun meget smuk lige nu, for hun havde skiftet den gamle fjerdragt ud med en helt ny. Hun havde i ugevis pudset og plejet de nye fjer, så de kunne tage sig rigtig fint ud.
En af hendes morgenrutiner var at ordne sine fjer, så det måtte hun heller se at komme i gang med. Det gav også varmen at pusle med dette vigtige job. Hun viste at det dels var vigtigt at påføre cremen fra gumpen ud over alle fjer, da det gjorde, at hun kunne holde vandet ude og så for en moskus var der en yderligere fordel ved fjerbehandlingen  - den indeholdt den dejlige parfume duft, som mange menneskekvinder betaler i dyre domme for at påføre sig.
Da hun kom til halefjerene gik der en gysen igennem hende, for de fjer hun nu ordnede så omhyggeligt, ja de var jo kommet som en erstatning for dem hun havde mistet på den grueligste måden en and kan miste sine fjer på – undtagen i forbindelse med en slagt-------det kender vores lille and heldigvis ikke noget til.


Nu strømmede tankerne bare ind over hende.
Det skete den dag hun var taget på en tur væk fra Mølledammen og hvor hun fløj op til de regnvandsbassiner hun før i tiden havde opholdt sig så meget i, og hvor hun havde så mange dejlige timer i sine andre dyrevenners lag. Men vennerne var der ikke længere, for sommeren havde været meget tør, der var næsten ikke faldet en regnbyge i månedsvis, og de få der kom, var meget kortvarige og med meget lidt vand, så man kunne næsten gå tørbenet over hele området.

Se det er farligt for en lille and og også for de blis høns og vildænder hun levede sammen med dengang. For ingen vand af betydning gør, at ræve og løsgående hunde har fri adgang til stedet. Hun husker ganske tydeligt, at hun gik meget forsigtigt rundt og kikkede efter om dog ikke bare nogle af vennerne var der. Men nej, alle syntes at være trukket væk.
Bedst som hun ledte, så hun at der ved nogle siv i udkanten af regnvandsbassinet lå nogle meget lækre liberiske skovsnegle, det var for fristende. Hun spiste med stort velbehag alle. I baggrunden hørte hun godt en bildør smække, men tog ikke særlig notits af det, for hendes erfaring sagde hende, at det ikke var en farlig lyd. Biler var ikke farlig, når man blot ikke kommer i vejen for dem.
Men her tog hun fejl. Pludselig så hun en stor skygge komme og inden hun nåede at reagere blev hun grebet mellem nogle gevaldige tænder. En stor sort labrador bed ud efter hende og bed til og begyndte at løbe over mod buskadset, der var på den østlige side af regnvandsbassinet med hende i munden.
Damen der luftede hunden råbte og skreg af hunden og den slap hende, men mange halefjer gik med i farten og da hunden så Annabel flakse væk, blev den atter grebet af sit jagt instinkt og bed ud efter hende og fik desværre fat omkring halsen og den øverste del af brystet. Dette resulterede i, at blodet begyndte at male hendes lille krop rød. Hvis ikke hundens ejer havde været så tæt på dyrene, så hun kunne få fat i hunden og få vristet hende ud af bidet, så var det endt helt forfærdeligt. Nu kunne AnnaBell flygte – hvad hun gjorde. Hun endte under en stor hyld ud mod vejen og her besvimede hun.

Nogen tid efter dette skete, måske en eller to timer, kom Fodermesteren i sin bil kørende forbi gerningsstedet og da han er meget opmærksom på, hvad der sker omkring ham, så han hende ligge under hyllen. Naturligvis stoppede han og skyndte sig hen til hende, men skrækslagende som hun var, flaksede hun længere væk.
Nu hørte hun ham sige: Min lille ven, jeg har en aftale om få minutter, men jeg kommer igen på vejen hjem.

Det gjorde han, men i billygternes skær kunne han ikke finde hende.
Det blev en lang nat og næste formiddag kom han retur med majsskålen, men……….
9
Hyggesnak / Sv: Så bliver det jo nok jul igen :0)
« Nyeste indlæg Fra Egon Dato 01 December , 2022, 14:29 »
Ja det bliver spændende at følge med i år igen. Tak Hans-Kurt for at du vil skrive et juleeventyr i år også.  :)
10
Hyggesnak / Så bliver det jo nok jul igen :0)
« Nyeste indlæg Fra Mette Nygaard Dato 01 December , 2022, 12:44 »
Første afsnit af årets julekalender er læst!

Tak, Hans-Kurt, fordi du således atter beriger december måned med dine finurlige fjer-skriverier <3
Sider: [1] 2 3 ... 10