12. december 2025
Åh nej det er da også rigtigt - det må jeg lige tænke over, spis nu - sagde Oda.
Mens hønsene spiste blev de kikket på af beboerne under træroden. Det var nissefar der stod og kikkede ud. Han vendte sig og spurgte nissemutter om hvilke planer hun havde for julen i år. Hun trak lidt på skuldrene - fortsatte med forberedelserne til aftenens måltid - og langt om længe svarede hun, at hun da forventede at holde julegilde som vanligt og at alle nisser i familien hjælper til med at samle bog og ageren ind - det er jo hønsene og fasanernes ynglingsspise på denne årstid. Hun havde også set, at der ligger æbler i frugthaven, dem skal hun også bruge og i haven der er anlagt på stedet hvor en stald er fjernet, har hun set flotte fersken kvæder ligge, dem ville hun meget gerne have nogle af. For endelig kan man igen lave "flæsk" til jul, som i de gode gamle dage. Der er også kålstubbe og jordskogger i urtehaven. Så der er ingen tid at spille, meget skal gøres for at julemiddagen kan blive god.
Vil nissefar sørge for at invitere ??
Ude i bøgelunden gik høns og fasaner side om side og åd - pludselig hørtes en lyd fra tjørnetræerne langs åen der løber vest for bøgene. Tjørnen har usædvanlig mange frugter i år. Det lover godt for vinterens fugle og ja hønsene spisde da også disse. Her for et par dage siden, havde de unge hanekyllinger faktisk ikke spist meget anden end tjørnens frugter og det havde udløst en rigtig god stemning blandt dem. Måske det var for støjende syntes de lidt ældre høner i gårdens hønsehus.
Men hvorfor nu denne opstemthed blandt de unge haner ?. Det skyldtes såmen frosten der havde fået alkoholden i frugten til at blive udskilt. Så ved indtag af mange bær var de faktisk blevet lidt berusede. Havde de ældre damer gjort det samme, ville de selv have været lid snalleret, men de viste jo godt fra da de var unge, at der er alkohold i frugten. Det gælder for resten også nedfaldsæblerne oppe i frugthaven. Her havde damerne svære ved ikke at spise lidt æble. Æbler smager jo dejligt. Men så må man jo begrænse indtaget og det gjorde de så.

Men tilbage til træerne langs åen. Det var jo her lyden kom fra og det var en meget smuk lyd. Næsten som om der var små sølvklokker der ringede. Hvad har det så. Silkehaler - mange silkehaler der kom forbi på deres vintertræk i Danmark. Denne smukke og med et lidt udsæsvanligt udseende - kort hale med gule kanter og en flot top af fjer på hovedet - som kan optræde i meget store flokke - er faktisk en yderst sjælden gæst på disse egne. Det er nok 40 - 50 år siden sidst de var på besøg. Så ingen af de til stede værende havde hilst  på silkehaler før.
Nu nød man synet og lyden af disse flotte vintergæster - også fra boet under bøgetæet nød man synet og lyden. Men her havde man jo set disse fugle mange gange . for nisser lever meget længe og ser meget her i verden af både godt og skit.

10. december 2025
_ lige en orietering - jeg kan ikke som jeg har gjort før - skrive afsnitne dagen før og så kopiere dem ind. Derfor kommer den - når jeg hat tid ! Undskyld!

for der så hun et lodent dyr hun aldtig havde set før, det var lavbenet mørk i pelsen og usædvanlig kvik i sine bevægelser. Gitte sad MEGET stille og fulgte dette underlige væsen i dets lusken forbi. For heldigvis så den ikke den lille nervøse hønnikie der sad i træet op af hønsegården og Gudskelov for det, for det kunne med lethed have entret træet og sluttet Gittes liv -

Solen stod op og sendte sine stråler hen over slugten hvor Gittes hjem er. Stråler som er signalet til at hønselågen skal åbne.
De første hønniker viste sig i døren og steg ned af den hønsestige som fører op til hønsehuset.
Nu kunne de høre Gittes klukken og kikkede op til stedet hvor hun var. Åhh hvor blev de glade, de havde frygtet det værste, da hun ikke kom hjem i går, inden solen gik ned.
Gitte blev klogeligt på sin gren i træet, hun ville vente med at flyve ned til naboen kommer for at give vand og foder.
I mellemtide ville Gittes venner i hønsegården gerne vide hvad hun havde oplevet. Men samtalen ændrede sig hurtigt til noget helt andet. To af de hvide venninner havde set noget  de meget gerne ville dele med de andre og det var noget de havde oplevet under deres tur mellem bøgetræerne på den anden side af vejen.
Som alle - der kom i bøgelundern - ved, så ligger der træer der er segnet for mange år siden og større grene der er brækket af i storme og styrtet til jorden. Alle får lov til at ligge og vende tilbage til naturen igen, som det jo så smukt hedder. Disse trøskede trædele giver liv til mange forskellige insekter, biller og svampe. Især Grøn guldbasse som spiser blomster af fx tidsler, roser, hyld og mjødurt. Dens larven lever i skov- bunden af mørt træ og planteaffald. Man finder den inde i de møre træstubbe og det væltede piletræ, som også ligger i skovbunden. Når den så bliver forvandlet et en smuk Guldbasse, så flyver den ud på eventyr.
Men det var nu ikke den meget smukke Grønne guldbasse - som de alle kender godt - der blev talt om nu, nej det var noget helt andet og noget de to var meget ivrige for at fortælle om. Se I, de havde set noget der vel nærmest kunne sammenlignes med - ja med Fodremesteren - HVAD - hvordan ??
Jov da de havde taget sig et hvil efter at have fyldt sig med bog, så så de at der over ved det ældste bøgetræ - ud mellem de tygge rødder der spreder sig som solstråler ud fra træet - et lille væsen komme spaserende med en lille kurv i hånden, Ja for det var virkelig en kopi af  Fodremesteren, bare mange gange mindre. Og tøjet - det var også noget helt andet. Grønne filtlignende bukser, en bluse af samme stof, bare rød og så en spids tophue.

Alle i hønsegården og Gitte lyttede med åbent næb - nøj hvor spændende - og det virkede ikke som om det var en man skulle være bange for.  Hidentil havde alt - næsten da - været noget de skulle tage sig i agt for eller flygte fra med lynets hast. Derfor var det så meget bedre at opleve, MEN hvad var det ?. Har i forsøgt at tage kontakt ville de andre vide, men det havde de ikke turdet. Dels var de jo opdraget til altid at være forsigtigt når noget nyt skete og dels var de blevet noget paf, Mini ja måske mere rigtigt MICRO Fodremestre - det var da en nyhed der ville noget.

Men nu kom den hvide bil, som er naboens, så måtte de heller koncentrere sig om ham. Han stoppede bilen, åbnede bagsmækken og tog vandkanden og skålen med korn og gik over til sin hønsegård. I første omgang så han ikke Gitte, men det sørgede hun for at han ikke kunne undgå, for hun sprang ned og for over til ham. Nu ville hun i sikkehed - basta

Tak, gør mit bedste :O)

Lige en kort opdatering fra mig til dig Anna:

Vores "gode" æglægger araucanere ser nu normale (og meget flotte) ud, og har endelig fået deres fulde fjerpragt tilbage selvom nogle hylstre endnu ikke har foldet sig 100% ud. Så du er ikke alene, men forhåbentligt kan du også selv se fremgang hos dine damer

9. december 2025
Ræven var ikke helt tryk ved at liste ind på gårdspladsen, men sulten og errindringen om fede høns fra en anden gang der lagde vejen forbi, overtrumfede. Den listede langs staldlængen og kom op til stuehuset. Dens næse fortalte den, at længere fremme - ved indgangen til køkkenet - måtte der være noget spiseligt. Det er ikke første gang den havde redet noget spiseligt der. Fodremesteren havde det med at lægge kødrester ud til omstrejfende katte og måske pindsvin. Hvis fodremesteren havde vist, at ræven også spiste af det udlagte, havde han nok stoppet den form for fodring.
Det duftede af andesteg, men ræven blev snydt, for det var kun græsset der duftede, kødet var fundet af andre.
Ræven stoppede op, lyttede intenst - nogen eller noget bevægede sig over græsplænen på den anden side af køkkenet. Skulle den stikke af, eller fortsætte ?
Det er rigtigt, det er Fodremesteren der er på vej tilbage til køkkenet. Han lyser op med lygten, så han kan se elmetræet og køkkendøren, den dør der vender ud mod haven og ikke den, som ræven sidder  ud for på gårdspladsen. Lyset fra lygten rammer IKKE Ida og Gitte - de sidder på den modsatte side af der hvor lygten rammer. Hvis lygtens lys havde bare strejfet dem, ville Gittes hvidhed have afsløret dem.
Fodremesteren havde åbenbart set hvad han ville, for han låste sig ind af køkkendøren og forlod derfor haven og de to i træet. Han ville jo have skræmt ræven væk, hvis han havde valgt at benytte døren fra gårdspladsen.

Nu rejste ræven sig og skyndte sig rundt om hjørnet og tog retning mod græsplænen med elmetræet. Lyset der nu blev tændt i køkkenet, ramte således også elmen og ikke nok med det. Gittes hvide fjerdragt sås tydeligt i lysets skær og nu nærmede ræven sig. Lyset fra køkkenet gjorde også at Ida og Gitte tydeligt så ræven komme om hjørnet. De rystede af skræk, mon ikke deres rystelser kunne høres ?

Lige i det øjeblik hvor ræven vendte hovedet mod elmen og ville kunne se den hvide hønnike side i nåhøjde for den, gled skyen væk fra månen, så månens lys spredte sin hvide skær over hele haven og dermed også som baggrund for elmen. Dette gjorde at måneskindet blændede ræven, så den ikke kunne se de to rystende piger i træet.
Ræven luskede videre på sin søgen efter noget spiseligt.

Det gjorde at Ida og Gitte kunne falde til ro, for faren var over, men det varede længe før de slappede så meget adf og følte sig så sikker, at kunne falde i søvn.

Årstide gjorde, at solen først stod sent op, men godt det samme, for så kunne vores to piger i elmetræet få lidt mere søvn ovenpå den uhyggelige nat. Nu havde de kun en tanke i hovedet. Hjem, Hjem - det var det eneste de begge ville, hjem til trykhed. De skildes ved foden af træet og løb det bedste de kunne hver til sit hønsehus.
Ida var heldig, for hønsehuslågen var styret af det naturlige dagslys, så da hun kom styrtende var lågen åben og hun kom hurtigt ind til alle sine kære - hun havde en dyb taknemlighed for atter at være i familiens skød. Hendes moder kom hen til hende og lagde en beskyttende vinge om hende og udtrykte sin glæde over hun var kommet helskindet gennen en lang nat uden for det trykke hønsehus. Flere af hendes søskende var meget intereseret i at høre hvad hun havde oplevet, men hun havde ikke lyst til at rippe op i hvad hun havde gennemgået.
Gitte derimod kom til en lukket hønselåge. Lågen ind til hønsegården blev jo kun betjent af ejeren af nabogrunden. lågen til hønsehuset derimod var der opså automatik på, så få minutter efter Gitte kom hjem, gik den op og ud kom hendes familie. De skyndte sig hen til tråden, hvor hun stod på ydersiden. "Hvor har du dog været henne" det ville de meget gerne vide, for de havde været meget bekymrede for hende. De havde nemlig - i lyset fra månen - set ræven snuse rundt ved hønsegården.
Gitte var ikke i humør til at fortælle hvad hun havde oplevet og hvor hun havde tilbragt natten. Det eneste hun ville nu, var at komme i sikkerhed i hønsegården. Hun gik med bestemthed langs tråden med håb om at finde et hul. Men inderst inde viste hun godt at der ikke er hul i tråden, men håbet, hun ville ikke opgive at finde bare et lille hul.
Men det var der ikke - så hun måtte vente til ejeren kommer for at morgenfodre - for at sikre sig mod en ræv der måske var på morgentur, fløj hun op i et af træerne der står op af hønsegården - og det var MEGET fornuftigt - for da hun kikkede ned -------