vi får se, men tak .o9

1000selv tak for du læser med

24. december 2025
Solens stråler strakte sig blødt hen over den kolde jord, indtil den stødte på bøgetræerne. Det var tidligt jule morgen. Alt var tyst, alt var stille. De fleste mennesker var fremme ved det sted de skulle fejre julen.
Nu i de første solstråler vågnede dyrene også. Fra hønsegården lød hanegal, en påmindelse om, at dagen var begyndt og dagens pligter skulle til at udføres. Men i dag skule der ikke arbejdes, nej der skulle hygges.
Fodermesteren var for en gang skyld stået tidligt op. Køerne fik næsten et chok, da han dukkede op i stalden. Men de var naturligvis glade for han kom. Vinterene var altid hyggelige og en tid hvor han og køerne og deres kalve havde en tættere forhold. Det daglige tilsyn – om der var foder nok – og om alle var ok, blev en hyggelig rutine for begge parter. Nok var de ikke til fysisk kontakt, men et enkelt strøg over panden, var dog tilladt.
Fodermesteren var ikke klar over at stalden senere på dagen skulle bruges til dyrenes julefest, men fordi det nu var jul, gjorde han sig særlig umage med at feje, så alt så pænt ud. Han stillede ligeledes de to store haveborde frem, dem skulle han nemlig bruge2. jule dag. Nu kunne de så stå og tørre, da han havde set de var lidt fugtige.
Nu forlod han stalden med et ”god jul”. Oppe ved højen vest for stalden begyndte julegæsterne at samledes, de havde været forbi nisseboet og fået udleveret skåle og fade med julekost i forskellige udgaver. Nissemor var forundret over at de var mødt op så tideligt, kl 13 havde efter hendes mening været tids nok. Men forventningens glæde havde nok taget de fleste, så de ikke kunne vente længere.
Et hold af gæsterne havde fået julepynt med til det træ, nissefar og nissebørnene varsendt ud for at fælde. De kom hjem med et meget smukt juletræ, som blev sat op midt i fodrearealet i kostalden.
Nu begyndte der så at indfinde sig gæster med mad og dem med julepynt. Julepynt – det er noget særligt, alle – næsten da – har deres egen favorit pynt. Og det havde flere af de fremmødte også taget med til træet.
Træet var på plads og så begyndte pyntningen. Kragerne tog med næbet fat i stjernen og fløj op til toppen med det. Et af egerne smuttede lynhurtigt op til toppen greb i stjernefoden og førte den ned over topskuddet.  Og nu fulgte pyntningen af træet – halemejserne havde taget deres ynglings pynt med – kogler fra Rødel. Musene havde mange forskellige nøddeskaller de pyntede med. I sær valnødde skalderne gjorde lykke, de var særlig store og stammede fra valnøddetræet på den nye græsplæne ved den gamle stald. Røde Valnødder – skindet på selve valnøddekernen er rød.
Lysene på træet er noget helt særligt. Fra de gamle træstubbe nede ved åen hentede gråspurvene trøsket træ, som når det bliver mørkt – lyser – det er et fosfor lys, som kun de der kommer i skovene om natten kender. Så alt andet lys – kunstlys – skal slukkes før virkningen kommer.
Nede i naboens hønsegård var der misstemning, de kunne jo ikke deltage. Men så skete der noget. Den søde lille datter af naboen kom på sin lille cykel kørende over til dem. Hun havde længe syntes det var synd hendes ynglings høns ikke måtte komme ud. Hun åbnede nu lågen og – du milde – hun havde aldrig set sine høns komme så hurtigt ud. De for af sted – op af vejen i retning af gården. Hun fulgte dem også at de smuttede ind i kostalden. Hun listede stille – meget stille – efter. Hun kikkede forsigtigt ind i stalden, men ,men desværre, mennesker , heller ikke menneskebørn kan se det der foregår lige nu. Det er kun dyrene der deltager der ved det sker, mennesker ser blot en flok dyr der spiser som de plejer. De ser ikke julepynten og de flotte skåle fyldt med dyre-julemad. Den evne mistede mennesker for 1000.vis af år siden.
Den lille pige gik tilbage til sin cykel og cyklede hjem. Hun glemte helt at hun skulle tilbage for at lukke for hønsene efter det blev mørkt. Det var hel i uheld. For julefesten afholdes efte det blev mørkt så der var faktisk ingen der kom hjem den nat. Hele julenat var alle dyr i kostalden.
Det er jo også – siges der – julenat dyrene for menneske stemmer og taler. Men der er vist ikke et menneske på hele jorden der har hørt det.
Fodermesteren har flere år i træk – hvor han har fejret julen på gården – gåetop til sine elskede køer for at få bekræftet historien om talende dyr, desværre fortsat uden hel.
Rigtig GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR, til Jer alle der har læst med. Håber vi mødes her på fjerkrae.dk  i det nye år.

Skræmmer de også andre fugle? Vi fodrer på livet løs og har virkelig mange småfugle på kost.
De skræmmere, jeg har set, har form som en glente. Skræmmer de ikke også hønsene?
Jeg orker ikke at finde flere døde høns i udegården, ja selv inde i volieren, hvor jeg "fangede" duehøgen. Den var heldigvis meget bange for mig, så efter at have fotograferet den og skældt den ud med de grimmeste danske skældsord, pegede jeg på den åbne dør og råbte :UD. Det forstod den og holdt sig væk en godt stykke tid. Men enten har den glemt det, eller også har en anden taget over.

21. december 2025
I nissehjemmet fortsatte forberedelserne til fejringen af julen om  3 dage. Nissemor havde taget småkagekassen under armen og havde begivet sig på vej op mod gårdens stuehus. En af de små nissebørn havde nemlig set at Fodermesteren havde …..
Nissemoderen plejede ellers selv at bage julesmåkager, men i år var det helt skørt, hun havde ikke kunnet få noget smør og var der endelig en pakke på hylden, så kostede den det hvide ud af øjnene og inden hun havde besluttet sig for at købe pakken trods prise, ja så var der en anden der havde snuppet den lige for næsen af hende.
Men nu viste hun, hun kunne få kassen fyldt, for oppe på gården havde Fodermesteren stillet en stor plade med fedtebrød til afkøling i vinduet i fadeburet. Det gjorde han ofte med sit hjemmebag, når det skulle afkøles, men i dag skete det uheldige – for ham – at gårdens kat havde forsøgt at komme ind i køkkenet ved at kradse på dørens vindue, men forgæves. Efter flere forsøg på døren mod gårdspladsen – uden hel – gik den om på den anden side, den mod haven. Der kunne den – ud over glasdøren også forsøge af få gjort opmærksom på at de ville ind – via vinduet hvor spisebordet stå lige indenfor .
Men da den kom om hjørnet så den at vinduet ind til fadeburet stod åbent. Fint tænkte den. Det er en endnu bedre måde at komme ind på. For – Knold – som katten heder – ved, at når den kradser på trædøren fra fadeburet indtil køkkenet, så reagere Fodermesteren promte, da han ikke vil have kattekrads på døren.
I sin iver for at komme ind, sprang Knold op i vindueskarmen og overså bagepladen med småkagerne og UBS plade, småkager og Knold væltede ud af vinduet og endte i bedet.
Knold blev så forskrækket at han tog benene på nakken og styrtede væk. Det var det nissebarnet havde overværet og som han løb hjem og fortalte sin mor.
Og som Nissemoderen havde forudset, havde småkagerne tiltrukket stor opmærksomhed. Mus og gråspurve mæskede sig det bedste de havde lært, så hun skyndte sig at samle så mange småkager sammen som muligt. Fodermesteren ville alligevel ikke have småkagerne, når de først var endt på jorden.
Ikke alle kager var hele efter faldet, men der generede ikke nissemoder, hun var bare glad for de kager hun fik. Hun skyndte sig at fylde kassedåsen og smuttede væk, hun ville nødig overvære den sene der ville udspille sig, når Fodermesteren opdagede uheldet.
På vejen hjem så nissemoderen at der stod en tjørnebusk med dejlige tjørnefrugter på. Stærkt røde og meget smukt blanke. Dem måtte Silkehalerne havde overset, så hun ville komme tilbage og plukke den. De skulle også indgå i julemenuen.
Hun var dårligt kommet hjem før hun hørte Fodermesteren opdage han havde mistet hele pladen med småkager. Heldigvis havde han ikke set da de blev væltet af pladen, så han gav sig selv skylden. Han måtte jo have sat pladen for yderligt – det var Knolds hel.