Eksperimentet.....

[Berit H.]

Jeg er startet på et eksperiment af de helt store på det personlige plan...
Jeg har hele mit liv haft en voldsom fobi mod fjer - og til dels fugle, flagrende fugle og lyden af store vingefjer der gnider mod hinanden kan give GÅSEhud og opkastningsfornemmelser - og panikken griber mig på et splitsekund... "skal bare væk" !!!!

I år bliver jeg 50 år og har været igennem en voldsom periode af mit liv de sidste 6 år - men er kommet hel igennem det, man siger jo også at hvis du ikke dør af det - så bliver du stærk.
Jeg døde ikke af det.... så jeg er blevet stærkere. Og vil gøre op mod min fobi....
Der skal siges at jeg altid har været facineret af fuglene.. men desværre også skrækslagen (underligt tjaa,...)

Vi har i familien snakket mange gange om at ville have høns - men den er altid blevet parkeret der, for INGEN i familien kan stå for slagtningen. Men for en uge siden, faldt talen igen på ønsket om hønsehold og en god ven sagde med det samme, at jobbet som "hovedafbryder" den skulle han da selvfølgelig nok ta' sig af. Og efter en nats søvn besluttede vi at nu skulle det være.

Min mand var selvfølgelig nødt til at være min back-up og hjælpe mig i min proces og i værste fald være den der tager det daglige arbejde med dyrene. Tirsdag kunne jeg så meddele at 1 hane og 3 høns i dværg silke var bestilt. Silken er for mig en gammel facination der ligger 25 år tilbage i tiden hvor jeg så, en høne kaldet "kinesisk silkehøne" og den har altid været  det jeg gerne ville have.
og en race der jo ikke har de store lange fjer der kan sende mig skrigende bort. så 4 små silker skulle flytte til os.

Min søde og MEGET medgørlige mand kastede sig på knæ - ikke for mig, men med munden fyldt med søm, skruer og andet godt - målte og regerede og projekt hønsehus blev sat igang. I går kørte vi så 220 km, for at hente de små fjerbolde ( ikke kyllinger - men fra 09.09) hønse huset var godt nok knap færdigt - men de ventede pænt 1½ time i flyttekassen og kunne så flytte ind i Villa Hønsehus.

Tidligt op i morges og så skulle hønsegården gøres klar - alle mand ( læs venner) var kaldt til matriklen - og kl. 15.00 var der officiel indvielse med masser af kaffe og ostemadder...
15.08 indtog den lille flok den kæmpestore hønsegård - sikke en glæde....

Jeg har pt. ikke rørt mine små silker endnu - men at de er så rolige og imødekommende - smukke og tillidsfulde gør  så meget.... at se deres små runde bolde af bagdele der på række stikker i vejret - i kampen om den fedeste regnorm - det er ski' da dejligt. Den kære hane som er døbt Gokke  var så tæt på at spise af min hånd... og jeg havde ikke trangen til at kaste mig panisk baglæns.

Mange små skridt ligger forude - det ved jeg - men jeg har klaret alt omkring deres pasning - gået inde hos dem.

Undskyld det lange lange indlæg - men jeg er saftsuseme bare så glad så glad... og tror på det !!!!

Der kommer nogle billeder af pragteksemplarerne om et par dage... altså både høns, hus og gården 

Venlige og glade hilsener fra
Berit

Ps: fik at vide at jeg allerede havde tillagt mig manere som en høne... gik og sparkede i jorden, for at finde orm til min høns - når jeg fandt dem - drønede jeg hen til gården og kaldte på de 4 - ... var der nogen der sagde "Hønemor" ?

[Elise ☺]

Dejlig historie og tillykke med høns og hane, de små pudder kvaste er jo ikke til at stå for og pas på det er stærkt vanedannene at have høns

[Henriette Hall]

Tillykke med pudderkvasterne. Jeg synes det er helt vildt flot hvordan du konfronterer din frygt og hvor langt du allerede er kommet.   God vej videre frem for dig og dine høns.

[Christina]

FANTASTISK!!! * Glæder mig til at følge forløbet, og nyde at høre om hvordan du garanteret bliver slyng-veninder med dine nye små madammer!

[Lene Lestat]

@ Fru H

Der er faktisk rigtig mange kvinder, som er bange for fugle, hvilket jeg ikke kan forstå, men det må selvfølgelig være et kæmpe problem, for der er jo næsten fugle alle steder.

Jeg kan fortælle dig at til et P.R arrangement vi havde med høns i Højrebyhallen for en del år tilbage. På sådanne arrangemeneter, tager min veninde og jeg tit et par høner/haner under armen og går rundt til P.R på nært hold, dette er altid populært og skaber mange dialoger med næsten alle voksne og især børn.
Der var også en kvinde som var ENORMT bange for fugle og blev MEGET stolt over at turde røre ved den Brahma hane jeg gik med.
Dette er en rigtig dejlig oplevelse.

[Marianne Vedel]

Berit, held og lykke med din fremtid som hønemor, det går med stormskridt i den rigtige retning 

[Storm-Olsen]

Tillykke med det hele!
Jeg tror på projektet

Jeg har selv en grim modvilje mod fjerkræ - hos mig er det især deres væmmelige fødder

Så da vi fik høns, var det med samme overvejelser, som du har.
Min mand er heldigvis en rigtig fjer-nørd, der kan det hele med alle slags fugle.

Jeg kan stadig ikke fange dem, fordi jeg simpelthen blokerer, når jeg skal gribe efter dem (og de er jo hurtige, de kræ). Mine høns hører heller ikke til de sindssygt tamme dyr, der rider på skuldre osv. - og de kommer nok heller ikke til det, men jeg kan omgås dem, håndfodre dem og også godt behandle dem,når de er syge. (Altså, når jeg virkelig skal!)
Jeg plukker dem selv (og rør ved deres klamme, skællede ben) og jeg kan også godt holde dem, når manden har fanget dem.

Så langt er jeg kommet på et par år. Om jeg kommer længere, ved jeg ikke, men det er da også nok til, at vi kan hygge os - hønsene, manden og jeg

[Wanda]

Hatten af for at du gør noget ved din fobi... så langt er jeg desværre ikke endnu... min fobi ligger ikke ved fjer, men sommerfugle og natsværmere....

Lestat: FEDT billede af dig og hanen der læser standarter

[Berit H.]

Hurra  Jeg er ikke alene..... jeg gik i den tro at jeg var den eneste der var så tosset at have en fobi mod fjer - og så satse på at være "hønemor" på samme tid.
og så er der andre der har det på samme måde... det lettede.
Hvor er jeg da glad for hvert et svar... det styrker !!

Jeg kan mærke at idag bliver en dag uden der bliver lavet vildt meget... udover at kikke på mine pudderkvaster.
Har lige siddet med min kaffe i hønsegården hos dem - og faktisk nydt at de har tullet rundt omkring mig.

Jeg kom lige i tanke om, da jeg hentede dem - da sagde den tidligere ejer - "Nu skal jeg lige vise dig hvordan du fanger høns - og hvordan du holder dem ! Gulpppp... mit hjerte røg helt op i halsen - jeg tænkte på om jeg skulle hente mine handsker jeg havde i bilen (i tilfældet af ...) Men valgte at synke to gange ekstra - kikke på min mand og gå med...
Og heldigvis fangede hun selv pudderkvasterne og viste mig fint hvordan jeg skulle holde... Jeg sendte et blik til min mand: "nu kikker DU godt efter " !! )

og jeg overlevede

tak  til jer alle.... må indrømme jeg er forbavset over den glæde og imødekommenhed der er i dette forum - er på andre, for andre dyreracer, og der er absolut ikke samme glæde.

Berit

[Storm-Olsen]

Jeg har dælme også tit følt mig hjerne og hjælpeløs, når andre stod der med deres høns. FOr slet ikke at tale om alle de gange, jeg har skullet lade seriøst som om, jeg prøvede på at fange dem, mens jeg stod helt sltiv og sagde "du kan godt. du kan godt.."

Tør slet ikke tænke på, hvor dum Wanda må føle sig med sin sommefugle-ting

Nej, helt ærligt og spøg til side, så tror jeg faktisk, at det sværeste er at indrømme, at man har den fobi, man nu har (og lur mig, der er noget med fleste). For når først, det er sluppet ud, så er der forbløffende meget støtte og hjælp at hente fra folk, der forstår - og man bliver mindre og mindre bange for at blive til grin, jo mere man opdager, at det bliver man sjældent og hvis, så er det oftest med et kærligt glimt i øjet.

Min dag er skiftevis gået med hønsekaffe og tilsyn af sygt barn. Jeg hygge rmig så gevaldigt med at se på kræene.

[Marianne Vedel]

Du har ret, der er en helt speciel tone her, og det er vi mange, der sætter STOR pris på.
Min mand læser med på sidelinien, og forleden viste han mig nogle indlæg fra et andet forum, han er medlem af, og der var tonen utrolig grov, og han sammenlignede netop med vores forum.

[Henriette Hall]

Jeg tror de fjerkræ-fobier er mere udbredte end man lige går og tror. Min nabo/veninde er også bange for hønsene. Det kan lige gå når de er små dunede kyllinger, men så snart de får fjer så er det for meget for hende. Da jeg spurgte hvad det var ved dem der skræmte hende sagde hun: "De har næb, skarpe spidse væmmelige næb!" Til gengæld vil hun gerne spise både vores æg og kyllinger, så jeg tager hende bare ikke med om på hønsebænken.

[KarinP]

Kære Berit. Dengang vi flyttede på landet, ville min mand have høns. Min første reaktion var   aldrig i livet!!! Jeg var BANGE for høns og syntes de var enormt ulækre  
Men han fik nu alligevel sin vilje og en flok Toppede Hollænder kyllinger i forskellige aldre&farver flyttede ind, mod lovning på at han - og han alene - passede dem.

Efter noget tid syntes jeg alligevel at det var lidt fjollet at jeg var så bange for de "små kræ" og det endte med at jeg, meget nervøs, satte mig ind på en stol i deres hønsegård (med benene trukket op) og læste i en bog. Hvis de kom for tæt på, "hushede" jeg dem væk, med hjertet helt oppe i halsen. Og først efter at have gjort det over flere dage, kunne jeg acceptere at de kom tæt på.

Men for at gøre en laaang historie kort, så er det i dag mig der "styrer det der med høns" her på matriklen - det er mig der plager om flere hønsehuse og nye racer   Og min mand der ryster på hovedet og går igang med at tømre nye indhegninger sammen...

Jeg har dog stadigvæk lidt af min fobi siddende, er stadigvæk bange for f.eks sorte høns og kan mærke nogle blokeringer, når de skal indfanges o.l. (meget i stil med det Storm-Olsen skriver). Det forsvinder nok aldrig helt.
Men jeg er idag også glad for at vi startede med en så fredelig race, for det havde helt sikkert også stor betydning. Og der tror jeg også du har ramt helt rigtigt med Silkerne  

Ps: Lestat - DEJLIGE billeder 

[Julie R]

Min hønsefobi er blevet bedre, men stadig ikke væk, har haft høns siden december.
Nu kan jeg dog ae dem, når min søn holder dem. De er i behandling for kalkben, så jeg er nød til at skulle tæt på dem. Men det går med lid uha og spjætteri.

Den ene af mine høner har forelsket sig i mig, når jeg kommer hjem står hun og kalder på mig. Når jeg så går ned i deres indhegning, kommer hun hen mod mig, men stopper en lille meter før, står så og kavler lidt. det varmer mit hjerte og håber det kan hjælpe mig videre med fobien. Det skal siges hun går ikke tæt på andre mennesker overhovedet, underligt.

[hoejberg]

Velkomme til.
Jeg syntes du skal vide at lange indlæg også er hjertelig velkomne
Dejligt med lidt skøn læsning.
Håber fobien hurtig forsvinder.