Ja, når jeg tænker tilbage på alle de mærkelige ting jeg har nået... især fra jeg var 18 til jeg fyldte 23, så er én af de mange historie en hændelse i min franske hønsegård.
Tænkte, at hvis jeg skulle fortælle én af mine historier herinde, så skulle den da handle om høns, ænder og gæs
Da jeg var 18 år, afsluttede jeg den dér kedelige skolegang (ja, altså kedelig i mine øjne, undskyld) og rejste til Sydfrankrig for at bo laaangt ude i bjergene. Vi taler ikke om en hyggelig lille fransk landsby, som man med lidt held lander i, hvis man i sin lejede bil farer vild i bjergene. Vi taler 1½ times gang fra en asfaltvej, som ligger udenfor en lillebitte idyllisk landsby. Op og ned, ud af en smal sti, med bjerg opad på den ene side og bjerg NEDAD på den anden. Tungen lige i munden og god kondi.
Derude lå der en lille forladt landsby, med kapel og det hele. Gamle stenhuse der lå i ruiner, og alt man finder er rester af noget der måske var driftigt for over 100 år siden. Derude boede Alan, en gal amerikaner (og han er en hel anden og endnu bedre historie
), som havde bygget en ruin op igen og ryddet de smalle terasser for skov...ja, de var jo altså marker engang. Her hjalp jeg med at dyrke økologiske grøntsager til Alans kunder inde i Nice, og de blev dyrket uden hjælp af nogle maskiner... og til markerne skulle der være gødning, og det kunne høns og ænder jo levere. Den gode Alan spiste jo ikke sine dyr (eller nogen andre dyr seføli
) så det var noget af en forestilling kan i tænke jer, når der ikke bli'r tyndet ud i hanerne
Ja, de var så desperate, at selv ænderne fik en omgang
Hønsehuset var bygget af halmballer, og de stod jo ikke på den bare jord...næh, jeg havde gravet dybe render som blev fyldt med sten, således at halmballerne aldrig blev våde og rådnede nedefra. Iøvrigt var halmballer jo ikke noget man sådan bare lige lavede derude. Nææh, de blev fløjet til i helikopter... i kan nok forestille jer en ballepris
Grøntsagerne høstede vi én gang om ugen, og pakkede dem på 2-3 heste, og så gik turen til den nærmeste landsby hvor Alans bil holdt. Vi pakkede grøntsager til 30 forskellige private kunder/venner, som ringede deres bestilling ind hver uge. Alan ville så køre til Nice og levere grøntsagerne, og jeg tog de 2 heste og gik tilbage ud i bjergene. Joo, det var dygtige heste, der balancerede bundet i karavane med 120 kg på ryggen ud af bjergstien. Vi havde én regel... rebet som vi holdt den forreste hest i, måtte ALDRIG vikles om håndleddet
Der skete heldigvis aldrig noget i min tid, men Alan mistede engang en hest som faldt. Av for den, han sprang bare efter ned af bjerget, ned i kløften til elven
den døde i hans arme
Og der kunne den ikke ligge, for vandet i kløften leverede vand til landsbyens beboere...stakkels Alan måtte skære sin elskede hest i stykker, og bære den op igen i sin rygsæk
Livet kan være barsk!
En morgen da jeg kom hjem alene med oppakning på de 2 heste, bla. hønsefoder... var der er en farlig ballade i hønsehuset. Nåja, med 10-15 haner er det vel ikke så mærkeligt...men det var nu alligevel besynderligt. Jeg får læsset den ene hest af, og går videre med den sidste, som bærer hønsefoderet. Hønsegården er tom! hmm... og i hønsehuset gemmer alle høns og ænder og gæs sig hvor de kan
Glemmer alt om hesten, og ser, at ude i hønsegården ligger der en lille bunke fjer... tænker straks ræv og mår og det der er værre...men hvorfor er de andre så i live... tilbage i hønsehuset... midt på gulvet ligger der en død and, som der er spist halvdelen af... Jeg er bare et stort spørgsmåltegn! Nå, men hesten er heldigvis bare gået i stå, og kan læsses af og bindes til et træ. Ind igen, alle dyr trygger sig, så der må stadig være fare på færde... endelig går det op for mig, hvad der er sket, for idet jeg leder i hver en krog af huset, kommer jeg tilsidst til loftet...og der under taget oppe i en krog sidder der en kæmpe rovfugl
og den kan bare ikke rokke med ørene! Efter 1 høne og ½ and
Hvad dælen stiller man så op
Ud med alle dyrene, én efter én! og så var det kun den ubudne gæst, der sad tilbage, buret inde mens jeg lige måtte tygge lidt på den. Ja, det var jo ikke vores ånd at slå kræet ihjel, og mon ikke den havde fået sin forskrækkelse...
Jeg fik en stor handske på og fandt et tæppe til at trække over den. Den var så fyldt med mad eller chokeret, at den ikke gjorde det mindste vrøvl ved at blive trukket ud af dens skjul og transporteret ned på en græseng. Dér satte jeg den på min arm, så den havde bedre mulighed for at lette... men ak! den var så stopfed, at den ikke KU' lette
Det var et af de magiske øjeblikke i livet, hvor man aldrig tilgiver sig selv for at ha' overset den detalje, der hedder KAMERA! i hele processen! Dér sad den hersens kæmpe rovfugl på min arm med spredte hale- og vingefjer, som om den havde svært ved at trække vejret... tror pokker med sådan en mave
Den som jeg med længsel spejdede efter oppe mellem bjergsiderne...med hoved og hænder begravet i jorden, og man lige skulle strække ryggen...så kredser den rundt deroppe og nyder sin frihed, kalder med sine skrig... Nu sad den på min arm, forsvarsløs... i lang tid... og missen fik øje på mig, og kom løbende kaldene...endelig kom du hjem madmor! Jeg når lige at tænke: Nej misling, ikke op på skulderen, ikke op på skulderen! Det gjorde hun altid i et langt spring... hun nåede lige op, inden hun opdagede min nye ven
og så var hun væk igen
og min nye ven ku' lige overkomme et lille hop, det var dens flugtforsøg
Ja, det endte altså med jeg satte den på jorden, for jeg kunne jo ikke stå der hele dagen... nogle timer senere sad den der stadig... og jeg havde stadig ikke fået den geniale ide at forevige vores nye venskab på kamera
Gad nok vide hvad det var for en rovfugl
Nyeste
Enlige hanner
Fra MosterGitte 
Agerhønefarvede dværgwyan...
Fra Sumsa 
nye kyllinger
Fra Gerda 
Høns og ænder sammen
Fra Hans-Kurt 
Paduaner søges.
Fra Claus Olesen 
