Ja, så er landskabet igen jomfrueligt hvidt og meget smukt. Alt er besværligt og jeg kom til at tænke på, hvor nemt vi trods alt har det nu om dage.
Jeg kan godt lide vinteren med dens besværligheder, det virker mere rigtigt på een eller anden måde for mig, så mærkes foråret for alvor "når vinteren rinder i grøft og i grav"
St. St. Blicher beskrev det så fint, men hvor må det have været hårdt at gå igennem dengang.
Tekst: St. St. Blicher, 1838
Melodi: Thomas Laub, 1914
Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.
Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.
Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!
Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!
VH Gunni.