Det er den 22. december 2009. Jeg sidder i vores køkken og kigger på, sneen der falder stille ned fra himlen i store mængder. Julen er endelig ved at sænke sig over vores lille gård her på landet udenfor Esbjerg. Juleferien har for mit vedkommende varet i snart en uge, og jeg har nydt hver dag. Hundene tonser rundt på marken i sneen og leger med hinanden. En musvit lander på foderbrættet for at få sin mave fyldt op med de dejligste solsikkekerner. Sneen falder nu tungere, og alle lyde lukkes ude fra omgivelserne. Den danner nu en så tyk mur, at man knap kan se til nabogården. Vores to små hanhvalpe, norske Tjalfe og danske Tjalfe, render rundt og prøver at finde hoved og hale i alt sneen. Min far er taget på arbejde, og min søster er på vej i skole. Senere skal min mor, min søster og jeg et smut til Bramming, hvor vi skal aflevere julegaver til familien samt en tur forbi kirkegården med en krans til min mormors grav.
I går blev juletræet fældet, i snevejr, og den står nu til tørring i stalden. Hønsene nægter at gå ud idag. I stedet tager de nogle flyveture ud i driverne, hvor de så går helt amok over det kolde våde omkring deres fødder.
Det sidste konfekt er netop lavet, og i morgen står det på pyntning af juletræ samt gaveindpakning, madlavning og besøg. Senere i dag står den på tur til nabogården med julekort og julegave, som i år består af to blomsterhøns med julebånd om vingen.
Julefreden er i sandhed ved at sænke sig over vores lille gård her på landet.
Jeg ønsker alle den dejligste, hyggeligste og glædeligste jul med alt hvad dette indebærer.