Her sidst på eftermiddagen var der pludselig et vældig palaver udenfor, så jeg styrtede ud for at se, hvad der var galt.
En rovfugl sad på ryggen af en af mine voksne wyandotter, men stak heldigvis af da jeg kom. Brunhilde, hønen, forsvandt også skyndsomt. Jensen fandt jeg inde i hønsehuset, hvor han lå og trykkede sig på møgbrættet. De andre fandt jeg under nogle buske, hvor de trykkede sig, og intet kunne lokke dem ud, heller ikke hønseguf! Lang om længe fandt jeg også Brunhilde i nærheden af de andre.
Jeg hentede lige nogle melorm, og fik endelig lokket dem over i hønsegården, og den sårede kom også, da de andre gik fra hende. Hende fik jeg isoleret i hønsehuset, så jeg kunne tage hende og undersøge hende.
Hun har nogle ret grimme kødsår i ryggen, jeg har givet dem et ordentligt pust Topicin-pudder (penicillin) og sat hende ud igen, hun har spist et par melorm, hendes vejrtrækning virker normal, kammen er rød, men hun har trukket sig tilbage til en af redekasserne.
Tror I, jeg burde aflive hende i stedet?
Hvad skal jeg være opmærksom på i forhold til hende?
Jeg vil jo gerne give hende en chance, men hun skal ikke lide, omvendt ville jeg være ked af at aflive hende, hvis hun kan komme sig.
Nu håber jeg ikke den skiderik har fået lyst til at komme på hønsejagt her igen, men jeg frygter det værste.
De andre i flokken er stadig MEGET påvirkede af hændelsen.