Jeg var idag sammen med Rie på besøg hos nogle bekendte.
Det blev en sjov oplevelse.
De har både ænder katte og hund, og alle går mere eller mindre sammen.
Det sjove var, at andrikken er fuldstændig tam, han kommer rendende hen imod en med underlige lyde, så man bliver helt bange, men det er kun for at blive kælet med. Og det er ikke bare den sædvanlige kæl, nej man skal klappes på ryggen og glattes ned over brystet, og han nyder det.
Hunden kommer så straks løbende, for den bliver jalous. Hvis man så kæler for hunden, og andrikken er et stykke væk sker det omvendte.
Når man så holder op, render andrikken efter hunden hele tiden, og gnider sig op ad den, og smånapper den, jeg har dog aldrig set lignende venskab.
Og når børnene skulle have kæledyr med i skolen, hvor andre havde katte og hunde med, ja så havde de andrikken med, og alle måtte så lige forbi og klappe den.