Min kollega har skånske blomsterhøns - men de skrukker ikke så iår har vi samarbejdet om udrugning under mine Mille Fleurs som er mere end villige. Vi har udruget 8 æg ad gangen, med varierende resultat. Første gang fik vi 3 levedygtige kyllinger og en som jeg måtte aflive. To af æggene gik i stykker under rugningen men der var kyllinger i :-(.
Anden omgang gav 5 levedygtige kyller hvoraf den ene dog døde på 3. dagen. Nu har vi lige afsluttet sidste omgang for iår og der blev udruget 7 kyllinger men det lykkedes de dumme høner at ligge to af dem ihjel. Min ene Maran-høne besluttede sig for tre dage siden for at komme ind i legen, og jeg tror hun var for anmassende til at æggene/kyllingerne kunne holde til det. Idag da jeg kom ned i hønseriet var det sidste æg klækket og hønerne havde forladt reden. Tilbage lå en lille kold men levende kylling. Den fik midlertidigt ly indenfor min bluse mens jeg fandt en kasse og forede den med lidt blødt. Kyllingen blev derefter stillet ud i solen og jeg tog ophold på bænken ved siden af. Nu er der gået 3½ time og kylle pipper lystigt og fistrer rundt i kassen. Iaften når jeg kører på arbejde skal den op til sine søskende som min kollega hentede allerede igår. Hun står klar med kylle-bur og varmelampe til dem.
Hold 1 og 3 har ikke indgydt mødrene fornemmelser for at yde omsorg, men det midterste kuld går i min hønsegård med de store høns, de har mange mødre som alle passer godt på dem.
Alt i alt har vi haft nogle sjove oplevelser ved at "lave" kyllinger på denne måde, og øget vores egen bestand både hos min kollega og hos mig selv.
God sommer til Jer alle, selvom jeg ikke er så flittig til at skrive herinde, følger jeg med i hvad der sker. Bl.a. ser jeg med slet skjult misundelse på alle Jeres nybyggerier, jeg ville geerne udvide, men det er ikke lige på programmet her på matriklen.