Hans-Kurts julefortælling 2020

[Hans-Kurt]

14. december 2020
Fasanerne gik helt af mok. De fløj alt det bedste de havde lært, men da der var glasruder mellem dem og friheden, så lød der det ene rabalder efter det andet, når de ramte ruderne.
Fodermesteren indså, at han havde handlet helt forkert, så han skyndte sig at åbne begge fløjdøre på vid gab -først i den sydlige ende af Orangeriet, så uden om og hen til den vestlige dør og få den åbnet, nu var der god mulighed for fasanerne at komme ud. Fodermesteren luskede hurtigt væk - ind i køkkenet – hvorfra han kan følge slagets gang.

Der gik flere timer før alle fasaner var kommet ud af Orangeriet og Fodermesteren holdt sig fornuftigt nok langt væk – ja faktisk gik han først der ud efter det var blevet mørkt.
Der var fjer over alt, De rester der var tilbage af Husfreden, var revet i småstykker, Palmeblade var ligeledes flået op og lignede mest af alt det man ser i TV efter en tropisk orkan har hærget en trope ø. Orangeriet blev gået igennem - meget omhyggeligt - for at sikre, at der ikke lå tilskadekomne fasaner - det gjorde der heldigvis ikke. Fodermesteren havde nemlig læst om nogle der havde sat dværg vagtler ud i et drivhus, og der havde flere haner mistet livet ved at ramme taget, de havde knækket halsen. Han ånede lettet om og koncentrerede sig i stedet for om ødelæggelserne der var sket. Det var jo lidt selvforskyldt - havde døren nu ikke været åben, så... Og alt ville jo nok rette sig til foråret, når der igen kom gang i grøden og alting begyndte at gro. Så værre var det altså heller ikke.

Denne episode gjorde faktisk, at fasanflokken blev minimeret yderligere, da de der var i Orangeriet ikke fandt sammen med den resterende flok, da de endelig tog sig sammen og fandt ud af huset, var de andre for længst gået over i den gamle frugthave og da de ikke havde Frederik til at guide dem, gik de den modsatte vej, af hvad de skulle have gjort og derfor kom ud på en mark, som de fortsatte udover og derved kom længer og længer væk fra den oprindelige flok og skoven og haven hvor de havde fundet tilflugt og ro. Nu var de igen i et område, hvor de kunne møde jægere der efterstræber dem.

Hjemme i den gamle æblehave var fasanerne – de få der var tilbage – og Brunhilde nået frem til træet med Filippa æbler. Her blev de modtaget af Fru Rå og hendes to små piger fra i foråret – de var allerede i gang med at spise æbler. Da der var mange æbler, blev det ikke til en kamp om dem, selv solsorterne kunne – når de bare var tilpas langt fra hinanden – spise af dem.

På vej til soveområdet, kom Brunhilde og fasanerne forbi det store gamle Piletræ og da Brunhilde kikkede op – og det siger ikke så lidt, hvad højde på træet siger – så hun atter en lille rød hue stikke ud fra et hul i træet, et hul der var skabt over mange år efter at en af de større grene var brækket af i en storm.
Træet havde over en årrække forsøgt at lukke af for vand og råd, ved at lade barken gro over grenstumpen. Til sidst var der næsten lukket – kun resten af den tykke gren var tilbage og den var ved at gå til nu. I mellemtiden var der blevet skabt et hulrum inde i stammen – et forholdsvis stort hulrum. Det var for år tilbage blevet benyttet af en bisværm, som tog ophold en hel sommer og en vinter med. Men da den næste sommer kom og bierne blev så mange at de måtte dele flokken, så skete der det kedelige, at den nye dronning der overtog tronen i boet, ikke kom tilbage efter en bryllupsfærd – hun blev fanget af en solsort, inden hun kom hjem til boet.

Nu blev hulrummet igen ledigt for andre beboere og det blev en stær der overtog boligen -stære er gode rengøringsfolk. De ryder altid den valgte bolig for gammel rede materiale og andet skit, før de bygger nyt. Men det er også flere år siden – så nu står - det er vel nærmest en hule - ledig igen – eller gør den ?
Er den blevet overtaget af en lille skabning med grøn dragt og rød hue ??, ja se det vil tiden vise ………

For resten var det begyndt at sne, da vores lille hønseflok var faldet u søvn, og det kan nok være der kom sne denne gang. Som bekendt går der ca 12 år mellem der er hvid jul i Danmark og det kan nok være der blev hvidt - se selv i nedenstående tilføjelse.

[Hans-Kurt]

Sådan så skoven ud, ad Brunhilde og fasanerne vågnede næste morgen !!

[Hans-Kurt]

15. december 2020
Solen kikkede søvnigt op over horisonten langt nede i den syd-østlige  del af skoven, hvor rødgranerne danner hegn mellem den gamle æblehave og den ældste have på gården. Måske den missede med øjnene, fordi sneen der nu havde lagt sig i et tygt lag alle vejene gav genskin fra den selv – solen – som strålede ud til alle sider. Det var netop i disse graner Brunhilde nu vågnede. Hun lukkede hurtigt øjnene igen, for den verden der åbnede sig for hendes øjne – ja den kunne ikke være virkelig, hun måtte drømme. Hun åbnede forsigtigt det ene øje på klem, men lukkede det igen – med en vis fart, der var noget der ikke stemte. For tredje gang forsøgte kun at kikke – nu med det andet øje – og hun så ind i Frederiks øje – han kikkede lige så forskræmt som hun gjorde. ”Frederik – hvad er der sket – har du set alt det hvide der ligger over alt ?”. Frederik med svag stemme ”Ja – det har jeg”. De var begge fuldstændig målløse for sne havde de aldrig set før. ”Skal vi ikke lukke øjnene igen” sagde Frederik med svag røst – måske han så håbede at det forsvandt – alt det hvide.

De lukkede øjnene igen og håbede. Efter et stykke tid vågede de at åben øjnene igen, Det var IKKE forsvundet. Nu kunne de se, at de andre fasaner også sad måbende med åbne øjne. Alle var som lammede, meget havde de oplevet i deres korte liv, men dette overgik dog alt.
Det var som om den lille flok var gået i trance – de rørte sig ikke ud af flækken, sad bare helt stille. Så så de den gamle kloge ugle komme flyvende – den landede i asketræet som står klods op af sovegranden. I det han landede dryssede sneen væk fra grenen der modtog ham, Brunhilde så meget skeptisk på det der foregik, lige for næbet af hende. ”God morgen kære venner” sagde Uglen og skuttede sig  lidt i morgen kulden.

Med bævende stemme spurgte Brunhilde ham om hvad der dog er sket i nat og hvad alt det hvide stas er for noget. Uglen kurrede beroligende og tog sig god tid til at forklare, hvad det alt sammen er for noget. Ser I – sagde han, på denne årstid, hvor det kan være meget koldt – så forvandles regndråber – og dem kender I jo – til noget man kalder sne og det er det I ser ligge på træernes grene, på græsset ja over alt. Det er faktisk jorden og træernes fjer – som I holder varmen med masser af fjer, så holder jorden og træerne varmen ved at blive dækket med sne. Da træer, græs, buske – ja alt grønt ikke længer har brug for vand, men mere for at få et varmende dække, ja så passer de to ting jo egentligt godt sammen – ikke ?.

Brunhilde viste ikke om hun helt forstod hvad Uglen havde sagt, men at fjer er gode til at holde på varmen – det forstod hun godt – og så kunne andre vel også have brug for varme – det lød da ok.
Uglen sagde vider, at de godt kunne hoppe ned fra træet som de plejede – som sagt så gjort – vips stod Brunhilde og Frederik samt de andre fasaner på jorden, med sne til langt op på brystet – en helt ny fornemmelse og egentlig lidt mærkeligt, de forsøgte at gå, men det kunne de ikke i dette mærkelige sne, det forhindrede dem i at flytte benene.
I skal bruge vingerne samtidig med benene og så skal I følge de steder , især nær grantræer - hvor sneen ikke ligger så højt, for træer og især som før sagt graner er gode til at dække for sneen, så den ikke ligger så højt. Forklarede Uglen.
Det kunne der være noget om, for efter nogle forsøg, kom de fremad, de skulle jo finde noget at spise. Ovre ved bøgetræerne stod fru Rå og da hun så dem, kaldte hun på dem og viste hvor de skulle gå hen. ”Jeg har skrabet morgenmaden fri for sne”. Her – kom nu. Og rigtigt, der hvor jorden var kommet til syne, var der også bog at spise. Brunhilde og fasanerne benede det bedste de kunne over til stykket som fru Rå havde ryddet. Rigtigt, her var morgenmaden serveret.

Uglen havde fulgt med og satte sig på træstuppen tæt på de morgenmad spisende. I skal nok til at søge mad på en anderledes måde nu, hvor sneen er kommet. I vil kunne finde føde hvor der er læ for vinden og hvor træer kan sørge for at sneen ikke lægger sig i for tykt et lag. Det bliver nok noget vanskeligere at finde mad alligevel – i forhold til hvad I har været vandt til – forklarede han. Men et gode ved at bo her i Fodermesterens have er, at – og jeg så det selv her til morgen – han har fået foderautomaterne hængt op –
Foderautomaterne  - Brunhilde lagde hoved på skrå og så undrende ud – ja sagde Uglen. Det er næsten det samme som den måde  han fodre jer i hønsehuset, bare en meget mindre beholder. Hun forstod ikke hvad det betød, men lyttede godt efter hvad Uglen sagde, for hun følte instinktivt at det var meget vigtigt at høre hvad Ugen fortalte, for han var jo en erfaren herre, som havde levet længe og oplevet meget og hun viste fra tidligere at Uglen altid kom med noget der kunne bruges.

Disse foderautomater sætter Fodermesteren op for at hjælpe småfuglene her i haven, altså dem der ikke er fløjet syd på for nogle måneder siden. Og jeg har set, at hønsene altid løber om i haven, som det første når de bliver lukket ud om morgenen, for at æde det som fuglene rode ud over kanten. Ja jeg har set, at de faktisk regelmæssigt kommer forbi de steder hvor der hænger foderautomater, da der hele tiden falder foder ned.

Aha, tænkte Brunhilde, nu hvor de andre ikke må komme ud, så er det da der jeg skal hen. Hun ville gå, men Frederik holdt hende tilbage. ”Vi går ikke med op til huset, det er for farligt for os – tror jeg”. ”Jamen – nej – gå nu med!” Sagde Brunhilde. Frederik rystede på hoved og viste at hun bare skulle gå. Brunhilde travede af sted. Der lå ikke så meget sne under granerne op mod stuehuset.
Da hun kom forbi drivhuset – det gamle der stod helt skjult under graner og nøddehegn, fik hun øje på musvitterne og blåmejserne der flokkedes i elmen og der så hun så for første gang en fuglefoderautomat – og over ved siden af køkkenvinduet – var det ikke et mini hus på en pæl. Bare uden vægge og vinduer, der var der også en leben af fugle der fløj til og fra og hvad var nu det – næh var det ikke den lille fyr med den røde hat der sad på taget – eller var det en fugl med rødt bryst ------ja se det il j vise sig i morgen …..

[Hans-Kurt]

Her ses den dompaphan ( og frue !) Brunhilde så og i første omgang troede eller måske håbede var den lille ......

[Hans-Kurt]

16. december 2020
Det er en dompaphan der sad og mæskede sig i alle de gode sager, sammen med sin hustru. Fodermesteren havde startet fodringen af sine fugle – for han syntes det er hans fugle og han har et ansvar for, at de kommer godt gennem vinteren. Han begynder fodringen en gang i december og stopper senest 1. marts året efter. Grundet den megen sne var det godt han kom igang nu.

At han stopper så tidligt og slet ikke fodre sommeren over, er der flere grunde til. En er, at de små nye fugleunger ikke skal fodres op med fedt smeltet sammen med solsikker og andre frø. De skal have laver, fluer, myg og andre naturlige fødeemner.
Han har også en anden bagtanke med at stoppe fodringen, og den er, at havens fugle skal hjælpe ham med at holde angreb på æbler, grønkål og andre af hans grøntsager nede. Han sætter masser af mejsekasser op – alle steder i - skoven, haven og på bygninger – selv om hans område har masser af gode naturlige rede muligheder i de gamle træer. En mejsefamilie kan på gode dage faktisk fodre sine unger med 1000 laver – om dagen! Så det bliver til noget over en hel sommer og måske til to hold unger – i nogle tilfælde endda 3 hold.

Brunhilde gik tætter på foderhuset – hvor Dompapperne sidder og spiser og så, at der ligger masser af frø på sneen under foderhuset. Hun spiser lidt og kikker så op og hilser på Dompappen – hun spørger ham om hvor hans unger fra i sommer er, for hun så ham i sommers sammen med kone og unger.
De er omme på gårdspladsen - svarer han – for der har Fodermesteren også sat foderbrætter op, så de søger lige spisestederne igennem for spiseligt. Vi er faktisk ikke til solsikker og små undulatfrø, vi spiser mest knopper og gerne dem på frugttræer – forklarede han, men det er godt at vide hvor der er spiseligt frø, hvis vi skulle få lyst til det. Frugttræsknober  har i lange perioder gjort os til skadedyr i frugtavleres øjne. De mener vi ødelægger deres mulighed for æblehøst – men det er ikke rigtigt – ja måske i år hvor vore fætre og kusiner kommer her ned fra de nordlige egne – så som Norge og Sverige, der vil jeg ikke afvise, at der sker skader de steder hvor familien slår sig ned. og hvor der kommer rigtig mange på en gang.
Men den opfattelse har Fodermesteren ikke – og han har dog haft frugttræer i over 30 år - på et tidspunkt 5.900 – han mener faktisk, at dompapperne hjælper ham, for de frugtknopper de spiser og som indeholder blomster – er med til at minimere antallet af frugter og letter hans arbejde med at tynde frugt ud i juni måned. Noget han gjorde med håndkraft i æble- og pæretræerne.

Nu kommer dompaphannens 4 unger flyvende og sætter sig i roserne der er i  bedet, hvor foderbrættet er placeret. De går i gang med at spise frø fra den invasive bynke, som er slæbt ind med fuglefrøblandinger indført fra udlandet. Disse spirede i foråret efter sidste vinters fodring og fik lov til at stå, da de er meget smukke.

Brunhilde har nu spist det der lå under brættet og sætter sig for, at komme om på gårdspladsen – hun kan godt se, at det er noget nemmer hvis man kan flyve – med alt den sne. Men hun får dog møvet sig frem til gårdspladsen og hen til de steder hvor frøene ligger i sneen under foderhusene.

Hun under sig over, at der ikke er korn i sneen, for hun savner faktisk meget hvede – som Fodermesteren elsker flæskesteg med sprød svær, elsker Brunhilde hvede. Hun ved ikke, at fuglefodret er valgt ud fra ønsket om at det er små fugle og ikke hønsefugle der skal have noget at spise ved fodermesterens spisesteder.
 
Gårdspladsen er ikke ryddet for sne, så den ligger hen som en smuk urørt eng, kun kan man følge sporene efter træsko fra køkkenet over til kostalden,  retur til laden, hvor hønsehuset er og derfra den del af laden, hvor pille fyret står og som dagligt bliver tilset, da påfyldningen sker manuelt.

Nu lister Brunhilde sig langs muren ved stuehuset, for her ligger sneen ikke så højt, Hun kommer også over de sammenfygede snebunker, til vestgavlen af staldlængen. Her forsøger hun at komme bag om skorstensfundamentet til pille fyret og hen til kasserne med årets æblehøst. For hun husker, at normalt ligger der altid æbler som er blevet kasseret, som følge af rådpletter eller mussegnav. Heldigvis er det også tilfældet i dag, hun finder 2 stk, en Purpurrella og en belle de boskoop  - og går straks i gang med at spise. Nu kommer hun i tanke om hvor glad Fasanerne er for æbler og at hun faktisk ikke har tænkt på dem siden hun gik fra dem i morges, hun havde ikke planlagt at forlade dem, for hun er kommet til at føle sig  som en del af den lille flok, det er blevet til, efter det der skete i Orangeriet.

Mens hun tænkte disse tanker, var hun kommet hen til nordsiden af staldlængen, og stod nu ud for nettet indtil hønsegården. Hun kom til sig selv og ud af sine tanker omkring fasanerne – nu så hun sin barndomsgård – det røre hende mere end hun umiddelbart ville indrømme overfor sig selv, men hun kender jo hver en krog af gården og husker ikke kun de dårlige oplevelser, men også de gode fra kyllingetiden, især maden. Nu havde hun i dagevis spist meget andet end hun havde været vant til og ikke altid været mæt, når hun satte sig til at sove. Selv nu rumlede maven og krogen var slet ikke fyldt op, som den normalt er lige før hun skal sove.

Det er ved at mørkne og hun er klar over, at hun skal finde et sted for natten – sove alene har hun aldrig prøvet, så nu stod hun med et virkeligt stort problem – skulle hun forsøge at komme tilbage til granerne og fasanerne eller skulle hun forsøge at komme op over hegnet og ind i hønsehuset – til en portion hvede! hvad vælger hun, ja det får vi se i morgen.

[Hans-Kurt]

17. december 2020
Det var blevet for sent for Brunhilde at søge tilbage til Fasanerne i skoven. Men det var også for sent at søge ind i hønsegården og dermed ind i hønsehuset, for denne dag kom mørket meget hurtigere end normalt og selvom sne normalt lyser op – i mørke tider, så måtte Brunhilde indse, at hun skal finde natlogi og det kunne ikke gå for hurtigt.

Hvad var der af muligheder, der hvor nu stod. Hun kunne søge ind under en stor busk der stod lidt længer fremme oppe på skrænten ned mod hønsegården, men der ligger store bunker af sne, som vil vanskeliggøre turen der op og det vil betyde, at hun skal sove ved jorden og det havde hun ikke prøvet før og det er heller ikke særlig sikkert for en lille hønnike der er helt alene. Hun vil være helt uden mulighed for hurtig flugt – om nødvendigt.

Så er der de store trægrene der ligger i et meget tykt lag nede i slugten til venstre for laden og hvor der aller nederst under grenene ligger et pindsvin i hi for vinteren, men det kan Brunhilde ikke vide og naturligvis slet ikke se. Det hun ser er, at de øverste grene er dækket af et tykt lag sne. Vis hun kan trykke sig ind mellem grene der hvor jernspurven har bygget sin rede i foråret og hvor en solsort har haft sin rede lidt højere oppe, ja så ville hun kunne sidde i læ og være nogenlunde skjult for nysgerrige  øjne.

For at komme der over, skal hun forcere en stor snebunke, som er føget sammen på gangen mellem husmuren og slugten. Det er et forsøg værd. Så hun forsøger at komme over sneen, men det er ikke så let, for da sneen er forholdsvis nyfaldet er den meget blød og løs, så hver gang hun forsøger at forcere den, glider hun ned i sneen og der bliver bare mere sne foran hende. Hun prøver igen og igen, men det vil ikke rigtig lykkedes hende at komme over til grenbunken.

Nu løber tiden snart fra hende og det er igen begyndt at sne, selv om det ser ud til der ikke er plads til mere sne lige nu, så kommer sneen uanset hvad.
Brunhilde søger tilbage til den smalle passage der er mellem væg og snebunken. Passagen er skabt fordi hylden der er sat op på væggen – til æblekasserne – har dækket af for sneen – som nu ligger på den plade Fodermesteren har dækket æblekasserne med - en plade der skal holde solsorter fra at tage sig tilgode med æblerne.
Desværre – for fodermesteren – har det ikke helt den samme gode virkning for mus og en enkelt gang en rotte – de har fundet ind i kasserne og ædt af frugten.  Det er naturligvis ikke så heldigt for mennesket, men til stor glæde for sultne dyr. En kasse der bliver invaderet af en rotte bliver omgående kasseret som menneskeføde – og fordelt mellem høns og kreaturer – ja selv solsorterne får glæde af dem – selv de æbler der ikke er skadet af rotteaktiviteten. Fodermesteren vil ikke udsættes for frugt der har været i nærheden af rotter. Da en rotte havde gæsten en æblekasse et år, blev alle de andre kasser flyttet ind i staldlængen, noget der ellers først sker når frosten bliver mere permanent end en enkelt nats frost.

Nu gik Brunhilde altså under denne hylde og kikkede efter natlogi – hun så, at mellem æblekasserne var der faktisk et mellemrum på hylden, kunne det være her hun skulle tilbringe natten ?. Hun gjorde sig klar til at hoppe op og prøve om stedet kunne bruges. Hun hopper og kommer op på hylden. Faktisk var det ikke så dårligt et sted at sove for en lille kommende høne. Der er læ og et tag over, som tager af for det snevejr der nu er brudt løs. Men hvordan skal hun klare en nat – alene og derfor ikke nogen at putte sig ind til. Maven var heller ikke tilfreds med den føde hun havde indtaget, hun var sulten.

Her sad hun så, ensom og sulten og skulle falde i søvn, det tog lang tid, inden hun faldt til ro. Hun havde ikke set, at i et af træerne et stykke der fra, sad en af hendes venner og kikkede på hende. Han var blevet nervøs for Brunhilde, da hun ikke var kommet tilbage til granen for natten. Fasanerne var også urolige for hende og derfor bedt uglen finde ud af hvad der var sket Brunhilde.

Han ville ikke forstyrre hende – nu hvor hun ikke ville kunne komme tilbage til Fasanerne, det sneede virkelig meget og det ville være håbløst at færdes ude i det vejr. Men nu viste han, hvor hun var og var nogenlunde tryk ved stedet hvor hun skal sove. Uglen viste, at i en nat som denne, vil hun være i sikkerhed, da en ræv ikke går ud i sådan et vejr og hvis han gør, så går han ikke så langt fra sin lune hule.
Uglen viste også, at den ræv der kunne være til fare for gårdens høns bor langt væk og ikke ville komme i nat.
Nu flyver han tilbage til Fasanerne for at berolige dem, med hvad han havde set. Nu kommer det ham til gode, at han kan flyve helt lydløst, han vækker nemlig ikke Brunhilde, da han letter, og som nu sover på æblehylden.

[Hans-Kurt]

18. december 2020
Da dagen gryede, den 18. december vågnede Brunhilde til et landskab der i nattens løb var blevet dækket med et meget smukt snedække. Da hun åbnede øjnene den morgen, så hun ud på omgivelserne med et jomfrueligt snedække, et snedække man yderst sjældent ser i Danmark. Som bekendt er chancen for hvid jul ikke særlig stor på vores breddegrader – om det var noget Brunhilde tænkte over ? – næppe, men morgensulten fik hende ned af hylden hun havde sovet på om natten – ubs hun forsvandt helt ned i sneen – så højt lå den den dag.
Hvad nu – hvad skal man gøre når man sidder i sne til halsen ? Forsøge at komme fri naturligvis – og igen måtte hun søge ind under hylden med æblekasser og begyndte at gå ud mod gårdspladsen.
Da hun nåede det store betonrør skorstenen til pille fyret står på, måtte hun ud i den dybe sne. Det var så heldigt, at helt inde ved røret og langs væggen var sneen ikke helt så højt, hvilket gjorde det muligt for hende at komme frem uden det store besvær. Hun ville søge frem til den port der fører ind til stalden hvor hønsehuset er, for der viste hun hun kunne være heldig at finde mad, som fodermesteren havde tabt når han fylder foderautomaten op inde i hønsehuset, men det kræver han ikke har trukket porten helt til, for åbne den kan hun ikke, det er den alt for tung til.
En ting hun ikke havde taget højde for, er at når hun går langs lademuren på gårdspladsen, så vil hun kunne ses fra køkkenvinduet og hvis hun bliver opdaget, så vil fodermesteren garanteret forsøge at jage hende ind i laden og derfra ind i hønsehuset. Fodermesteren er stadig bekymret for hende, da han ikke har set hende i flere dage og hun er jo sårbar syntes han og han er gennem sine oplevelser med hende blevet mere beskyttende end han normalt er over for et enkelt dyr. Han mener selvfølgelig, at de der er i hans varetægt, skal have det godt, ikke mangle værken mad eller vand, endsige husly med lune forhold og tør strøelse. Det gælder såvel høns som kreaturerne.
Måske det også ville være godt for Brunhilde, at han tog sig af hende, for disse uger, som det snart var blevet til, havde taget på hende. Hendes fødeindtag – det daglige – var ikke, som når hun var i hønsehuset, trods hun blev jaget væk af de andre. Men det skete ikke, at hun gik på pind uden at være mæt og gerne med kråsen fyldt med kort. Da der var kunstig lys fra en pærer ophængt midt i hønsehuset – der blev tændt ved 16-tiden – og der blev udfodret korn, hvede, byg og nogle håndfulde hel majs ved samme tid, så kunne hun altid holde sig i baggrunden og vente til de andre havde spist. Det samme gjorde hendes dværghønse-søskende, de var dog så modige og atletiske, at de kunne snyde sig til mad – da især majsen blev spredt rundt på gulvet og derfor kunne spises hvis man var hurtig til at dels finde dem og dels fjerne sig skyndsomt når en stor hvid høne nærmede sig. Dog var der 3 hvide høner der ikke var slet så aggressive – det var dem der var ud af de 5 som fodermesteren havde købt ekstra til Fru Larsen, men som hun ikke ønskede at tage sig af og som så blev dat sammen med dværgkyllingerne under varmelampen, de dværgkyllinger der var blevet udruget kunstigt i en rugemaskine, fodermesteren havde anskaffet sig, meget mod sin vilje !! – for en naturlig udrugning med en skrukhøne er nu det mest rigtige – programmerede han igen og igen, når mulighed gav sig, men selv ens fasttømrede principper kan jo ændres, hvis man ellers er flexibel, hvilket fodermesteren ellers ikke er hvad udrugning af kyllinger angår. Men 6 af dværgkyllingerne kom nu alligevel til verden i en rugemaskine, da den rugende moder forlod æggene i utide.
Brunhilde gik videre langs husmuren med retning mod ladeporten. Hun nåede den og til hendes store held var den ikke helt trukket for, hun smuttede ind, hendes tarme skreg på korn – hun var hundesulten. Den røde bil stod der, så er fodermesteren altså hjemme. Hun skyndte sig ind i stalden, forbi bilen og traileren op til hønsehuset og hvilken lykke, der lå som forventet korn spildt foran den grønne plastcontainer kornet ellers bar opbevaret i for at rotter og mus ikke kunne spise af det.
Brunhilde spiste af livets lyst og ikke nok med at der var hendes yndlingsspise – hvede – der var også spildt lidt havregryn og ved Gud om der ikke osse var majs. Hun kunne ikke være lykkeligere – så ned med alt den dejlig mad, men hvad var nu det – hun rejste hovedet op og lyttede – nej det var vist ikke noget – hun spiste videre.
Der var den igen – lyden – og denne gang var den mere tydelig – porten blev skubbet til side, det var tydeligt, at det var det der skete. Hvad nu – var det fodermesteren der kom eller en af kattene – nej det sidste kunne det ikke være, for selv om det var stærke, så ville porten selv for dem være umulig at flytte. Altså måtte det være fodermesteren – nu måtte hun handle hurtigt og heldigvis var laden proppet mede alt muligt skrammel, som altid gav en god mulig hed for at skjule sig når man ikke er større end en høne eller en kat. Så Brunhilde smuttede hurtigt ind under sommermøblerne og sad helt stille.

[Hans-Kurt]

19. december 2020
Ganske rigtigt, det var Fodermesteren der kom, han havde set Brunhilde gå langs lademuren og nu var på vej ind i laden for at finde hende. Nu har jeg hende, tænkte han, for hun var helt sikkert der inde, det vist sporene i sneen.
Det glædede ham at han endelig kan få hende tilbage i flokken, for han er oprigtig bekymret for hendes ve og vel. Han går op mod hønsehuset – men nu kan han ikke følge hendes spor, da der naturligvis ikke er sne inde i laden. Men han har en helt klar overbevisning om, at hun er oppe ved døren til hønsehuset og så er det jo bare at åbne den nederste låge, for han har indrettet det så smart, at døren er delt i to, en over låge og en nedre låge. Som de var i gamle dage på gårdene for at sikre dyrene enten ikke løb ud eller kunne komme ind, alt efter hvad der nu var bedst i den pågældende situation.

Han havde ofte lagt mærke til, at den nye hønseflok – som er betydelig mere nervøs eller væver end den han havde før ræven, tog dem alle – undtagen fru Larsen altså, opfører sig mere trykt, når han lukker den nederste låge og står udenfor hønsehuset og ser ind på sin hønseflok. Det er som om de ikke tror han er der, når de ikke kan se hans ben.

Han kan nemlig god lide at stå og følge dyrene, når de går rundt i huset. Mest af alt nyder han lyden af en høne der veltilfreds kagler og strunker sig, når den går rundt. En hønes galen, når den proklamere – jeg har lagt et æg, jeg har lagt et æg, finder han også hyggeligt og slet ikke med en bagtanke om at der er æg til ham – slet ikke – smil.

Nu forventede han at finde Brunhilde spisende, for han viste egentlig godt, at der lå korn ved siden af plastbeholderen. Noget han ellers gik op i, der ikke skulle, for han ønsker ikke at fodre mus og rotter og tænker med gru på den gang han i et ½ år kæmpede med rotter. Det vil han ALDRIG opleve mere, men nu ligger korn, og han forventer at Brunhilde er sulten – hvilket jo også er helt rigtigt.

Men han kan ikke se hende – hemmmmm underligt, for hun er jo ikke bange for ham, så hvor er hun -  han er 100% sikker på hun er i stalden. Han begynder at lede – men kan godt se, at det ikke er så let at finde hende, hvis hun har gemt sig for ham, for stalden er fyldt med gemme steder. Alle havemøblerne er stablet ind i det ene hjørne, æblekasserne – de tomme som ikke blev fyldt, da høsten var lille i år – står også opmagasineret der. Den lille ferguson- traktor med grenknuseren påmonteret , plænetraktoren – ja faktisk to stk, for den der i foråret gik i stykker, er der fortsat – pallerne med træpillerne, bilen, traileren og rullerne med tove og grøntsagsdugen – alt sammen fylder og alt giver gode gemmesteder.

Han finder IKKE Brunhilde denne gang – hun sidder helt stille og tør næsten heller ikke trække vejret, hun vil IKKE findes, hun vil IKKE ind til sine søskende og alle de andre høns – ikke endnu da.
Fodermesteren opgiver og går ud af Laden, han skal huske at lukke porten helt for, men da han åbner den, bliver hans tanker ført andre steder hen, aldrig i de mange år han har boet på denne gård, har der været så smukt med sne. At bo på landet er -også når alt er dækket af sne – en stor glæde, der ikke er alle forundt.
Her ude kan sneen få lov til at blive liggende, den skal ikke straks fjernes med sneplove og saltning. Ikke bunket op langs fortove og blive til en snavset bunke af skidt og møj. Samlet i rendestenen og nu stakket op med sneen. Nej her liger den hvid som en svanes fjer, hvid som den hvideste nykalkede mur, nej hvidere, for nu ser den kalkede mur ikke så hvid ud som ellers.

Tiden er til at lyset på gårdspladsen skal tænde automatisk – og det gør den som den altid har gjort i alle årene – hvilket syn, det er næsten for smukt, han går næsten i trance ud af laden og glemmer at lukke den helt, synet han ser, skal du, læser også have – se lige ……..

[Hans-Kurt]

Dette er hvad fodermesteren ser og det som Brunhilde i morgen skal .......

[Hans-Kurt]

20 december 2020
Brunhilde hørte fodermesteren gik ud og ventede lidt, før hun krøb ud af sit skjul, hun fortsatte med at spise og hun blev dejlig mæt – åh hvor var det godt at være mæt og dejligt at kunne spise i ro og fred – hun kunne ikke undgå at høre hønsene inde i hønsehuset, hun kunne også høre dværghønsene pludre – savnede hun ikke dem lidt ? bare en lille smule ?. vær nu ærlig sagde hun til sig selv og ærligtalt jov, det gjorde hun faktisk.
Men lige nu og her var hun tørstig, og se det var der ikke – vand – i laden, så hvad nu ?. Jeg må ud og finde noget vand – tænkte hun. Hun ved helt præcis hvor der er vand at drikke. Det er der flere steder. Langs staldlængen er der altid opstillet flere vandkander som i regnvejr bliver fyldt op med kalkfrit vandingsvand til husets orkideer og andre planter der ikke er kalkelskende og også bare til almindelig vanding.
 Gårdens katte og høns benytter sig også af denne resurse – fodermesteren har tit set både Knold og Tot drikke af vandkanderne – selv om de har dejligt rent vand i vandskålen i køkkenet. Hønsene drikker også af det og hvis de fleste gør det, kan  det være tegn på, at vandautomaten i hønsehuset er løbet tom.

Men nu er Brunhilde altså på vej ud af laden for at finde vand, men men med alt den sne – åh nej – hvad gør en klog hønnike ? hvis hun går tilbage langs laden – øh, der kom hun jo fra og der bemærkede hun ikke at der stod vandkander og hun gik jo lige forbi, hvor de ellers skulle stå, havde fodermesteren taget dem ind ?? – det måtte han altså have gjort, for hun havde ikke set nogen, da hun gik forbi og nu når hun kikkede der hen hvor de skulle være, så kunne hun ikke se nogen.
Så var der fuglebadet foran køkkenet – men det var vist håbløst at komme frem til med de mængder der ligger af sne på gårdspladsen – og det ser ud som om den ikke bliver ryddet væk!.
Hvad så ? – Kostalden – det er da en mulighed, for der er der et tårn hvor køerne drikker af og hvor Brunhilde og andre af flokken har drukket før. Der skal jeg hen, besluttede Brunhilde, men hvordan – sneen ligger jo højt over alt og der er ikke snedriver på vejen der op, som kunne skabe en lavning at gå i, for det er et åbent område, kun med rosenbed og 3 affaldscontainere – så hvad gør en klog så?.

Hun skuer ud over den snebelagte have og er næsten ved at opgive, da hun får en god ide, hvad med de spor fodermesteren har skabt, da han gik fra Stalden og over til kostalden, for han har ganske givet skullet der over for at tilse køerne efter sit forsøg på at finde Brunhilde i stalden.
Der er i hvert fald spor der går i retning af kostalden. Brunhilde begiver sig af sted. Det går faktisk ganske godt – hun hopper fra fodspor til fodspor - og hun har ret – sporet førte op til kostalden.
På vejen derop, kikker hun på træerne der står ved mølledammen og ser at der ankommer store mængder af fugle og sætter sig i toppen af træerne. Da hun kommer tætter på, ser hun, at det er en flok alliker og råger og enkelte krager der er kommer til gården. Hun har set dem før og også hilst på nogle af dem, men om det er de samme som i sommers, kan hun ikke afgøre på den afstand. Hun hopper videre og er ved at være oppe ved kostalden, da en af allikerne kommer og sætter sig i hylden der står udenfor kostalden. Det er en af dem hun hilste på i sommers der nu sidder på hyllegrenen ganske tæt på hvor Brunhilde kæmper sig frem.
Han – allikedrengen – hilser venligt og de taler sammen en stund. Brunhilde kan forstå, at med al den sne, er det vanskeligt  for den store flok af sorte fugle at finde føde og nu undersøger de alle steder hvor der bare er lille chance for at finde noget.
Men Brunhilde kan ikke hjælpe, hun ved ikke hvor der muligvis kan findes føde til alle de der nu sidder i trætoppene – Alliken spørger om der er en mødningsplads i nærheden, men det tror Brunhilde ikke hun har se – for det bruges ikke her på gården. Æbleplantagen da – ja den er der da, men den er tom for æbler kan Brunhilde oplyse. Nå, men så vil vi flyve vider – siger Alligen – Farvel da og god jul –

God jul – hvad er det ?? spørger Brunhilde, jamen det ved du da godt, det er det der snart skal fejres – julen – Det er noget mennesker går meget op i og forbereder i mange uger før dagen – dagen – ja juleaften hvor nissen kommer med gaver – til mennesker altså. Nissen – ja ham den lille fyr med grønt tøj og en rød tophue –
Nå – det er ham jeg har fået et glimt af nogle gange de seneste uger, Siger Brunhilde – kender du ham hr Allike – Nejjjj ikke sådan rigtigt, men jeg har også set ham – hov er det ikke ham der forsvandt ind gennem porten til kostalden ??.
Brunhilde venner sig om og kikker på porten til kostalden, hun kan ikke se nogen, men siger farvel til Alliken og hopper vider fra fodspor til fodspor de sidste par hop, til hun er ved kostaldens port.
Hun smutter ind i kostalden, ah her er dejligt varmt og hun kan høre køerne ligge og tykke drøv – hyggeligt. Men hun er tørstig, så hun søger straks hen til. Vandsøjlen, hopper op på kanten af den og drikker, ah – det er godt nok godt med noget vand, når man har spist meget korn og motioneret i den grad hun har ved at hoppe i sneen.

Da hun har slukket sin tørst, flyver hun op, på først fanggitteret derefter op på hanebjælken og går via et bræt længere ind i stalden, for at finde en god plads at sove på. Hun søger instinktivt længer ind i stalden, for ikke at blive opdaget af fodermestrene, når han kommer og skal aftenfodre.
Der går heller ikke længe, før han kommer. Nu bliver der en større uro blandt køer, kalve og avlstyren, for det er en af to gange på dagen, hvor der sker noget dejligt for dem. De får dagens foder og det er i grunden ikke så galt - smil

[Hans-Kurt]

Dette er hvad Brunhilde ser på vej op til kostalden - rågerne i trætoppene, flot ik :O/

[Hans-Kurt]

21. december 2020
Den daglige fodring – denne der skal ske nu er aftenfodringen – er en af højdepunkterne på dagen og for årstiden. Sommeren tilbringer kreaturerne på gårdens eng eller på en eng ved Tadre Mølle. Sidstnævnte sted sendes køer og sidste års kvier på sommergræsning. Tyrekalvene – kaldt drengene – ligeledes fra det forgangne år bliver hjemme, sammen med deres far og et par køer. Foråret går med kælvninger og sommeren med at nyde det frie liv med en mælke drikkende kalv og en græsspisende mor. Et liv som alle sætter pris på – også fluer og myg, men som fodermesteren siger, det er prisen for ikke at gå i en lukket stald på spaltegulv.
Men nu er alle hjemme og nyder at få serveret mad to gange dagligt. Hønsene finder også en vis glæde ved dette, da de dagligt – når ikke der er fugleinfluenza – gennemgår staldens strøelse for spiselige larver mm. Også bag ved kostalden, der hvor halmen til strøelse opbevares, er der gang i skrabning – dvs flytning af halmrester  i timevis hver dag. Fodermesteren undrer sig stadig over, vor aktive hans nye hønseflok er i søgning efter krible krable.
Nu kommer han ind og henter trillebøren for at gå ud og fylde den med wrap af egen avl. Køerne er meget utålmodige med at få maden, de brøler kraftigt, så meget, at det kan høres over en km væk, det ved han, da der er hundelufterer  der har kommenteret det – flere gange - .
Men nu spises der og roen falder over flokken. Brunhilde har aldrig før overværet en fodring og er noget fortumlet over al den larm. Men hun sidder meget stille for ikke at blive opdaget. Endelig går fodermesteren og slutter med at slukke lyset og lukke porten.

Nu fortsætter kreaturerne med at spise det sidste og det giver også en del uro, idet de stærkeste og ældste dyr flytter rundt mellem fang gitterets åbninger i håb om at finde lidt mere godt græswrap. Det er da utroligt, som de dyr kan larme, syntes Brunhilde. Men endelig slutter det og der bliver igen ro og nu ligger dyrene sig ned og begynder at drøv tykke. Den lyd der nu kommer er fra de kalve, der gerne vil være hos deres mor, men ikke rigtig kan finde hende og  som bliver gennet væk af enten andre kalve eller søstre eller kusiner – det er som om familierelationerne ikke har den store betydning i denne dyregruppe.

Bedst som Brunhilde også er ved at falde helt til ro, bliver hun forstyrret af en skygge der flyver forbi hende og som straks kommer retur. Jamen er det ikke – jov det er det, det er vores gode ven uglen, der kommer på besøg. Han lander lige overfor Brunhilde på en tværbjælke og hilser smilende på hende. Hun bliver meget glad for at se ham og spørger straks til fasanerne – de har det da nogenlunde, får hun ud af uglen,  nogenlunde – hvad skal det nu betyde ?. Det skal forstås sådan, siger uglen, at livet er blevet svært for fasanerne, de har svært ved at finde føde, når sneen ligger så højt og dækker næsten alt.
Men heldigvis er de dog i stand til at få lidt mad, da Fru Rå går nede i bøgeskoven og leder efter føde og hun skraber derfor i skovbunden, hvilket gør, at fasanerne kan finde lidt bog – men ikke nok til at blive mætte. Hvis ikke sneen snart forsvinder, må de søge andre steder hen, uglen har fortalt dem, at der – godt nok i den skov de er flygtet fra – findes flere steder, hvor der bliver lagt korn ud – især til fasaner. Så måske flyver fasanerne der hen om få dage. Brunhilde bliver noget beklemt ved denne nyhed, men hvad kan hun gøre – hun kan ikke følge dem, da hun ikke har den samme evne med at kunne flyve. Hun kan højest flyve en 5 – højest 10 m af gangen og det er ikke tilstrækkeligt til at følge fasanerne. Hun bliver trist til mode.

Uglen forsøger at få hende i bedre humør ved at sige, at om ikke andet, at til foråret, når det igen bliver grønt alle vejen og træerne får blade, så vender fasanerne nok tilbage og så kan de igen leve sammen. Det giver Brunhilde nyt mod.

Uglen siger farvel – for han er sulten, og skal ud og spise med fruen – de har aftalt at mødes ved mølledammen, så han flyver ud af stalden igen.
 
Nu er det tid til at sove og dyrene falder til ro og de fleste sover sødeligt og drømmer gode drømme.
Næste morgen – inden morgenfodringen – er Brunhilde fløjet ned og spist noget spilkorn fra halmen der ligger klar til at blive spredt i folden. Hun begiver sig ud af stalden og over til der hvor halmballerne ligger, der er der større chance for at finde korn end her høs køerne.

Sneen ligger stadig højt og det er med nogen besvær, hun kommer over under halvtaget med halmballerne. Her får hun spist lidt og finder ud af, at sne bliver til vand, hvis man tager det i munden og venter lidt. Det er en god opdagelse, for så skal hun ikke hele tiden tilbage til de steder hun ellers er vant til at finde drikkevand.

Hun opdager nu, at hun kan komme nemmer frem inde i folden og ud til engen, da  vejen er blevet farbar fordi køerne går der og de er gode til fjerne sne. Hun går derfor via køernes spor i retningen af engen. Men hun er ikke helt på det rene med, hvad hun vil og hun bevæger sig nu ud i et område, hun ikke har været i før – og hvad skal hun også der ude, alt er dækket med sne, hun skulle heller være blevet i kostalden……….
Men smukt er der, når man ser ind over området med træer, men er det et sted for en lille ensom hønnike ?

[Hans-Kurt]

Piletræet og granerne hvor Fasanerne og Brunhilde sov sammen, smukt ja, men ikke særlig godt for vore venner i denne julehistorie.

[Hans-Kurt]

22. december 2020
Brunhilde er drevet af en næsten hysterisk følelse af at være forfulgt, er det sulten der sløre hendes hjerne, så hun ikke kan tænke klart ?. Hun søger i hvert fald væk fra de der giver hende den grimme følelse.

Hun går nogenlunde godt på den sti, som køerne har dannet, under mirabelletræerne som kanter mølledammen. Da hun er cirka halvvejs til urtehaven, slår hun et sving ned af skrænten og ud på isen på mølledammen. Der er et virvar af piletræer som nu er frosset fast i isen, men mængden gør, at der ikke er så meget sne, så det hindre ikke Brunhilde med at krydse dammen.

Da hun kommer ud af pilekrattet, ser hun, at sneen er føget væk, så der er god plads til at fortsætte – det gør hun så og kommer til volden langs åen. Hun kravler op på volden og ser ned på vandet i åen – ah ha der er frisk vand. Hun går ned og drikker.
Nu skal hun vælge – skal hun gå til højre eller venstre ?. Hun vælger at gå til venstre, hvilket vil sige, at hun nu bevæger sig længer og længere væk fra gården, jo mere hun går i den retning. Men det vælger hun altså – uden at vide at hun nu kommer på virkelig ukendt område. Hun er dog ikke opmærksom på at hun går længere og længer væk fra sit hjem og  fra den trykhed det giver, nu kommer hun virkelig ud i den store verden, med hvad det betyder af nye oplevelser og farer.

Efter hun er gået i nogle minutter, ser hun, at der er en naturlig bro over åen, det er en stor poppelstamme der faldt i en storm for nogle år siden. Normalt ville den være blevet fjernet af åmændene der  holder vandløbene rene for planter og træstammer, som kan hindre det frie løb af vandet. Men da den ikke hindre vandet, som følge af der er en vold mod mølledammen hvorpå den ligger og derfor giver en frihøjde på ca 1½ m, ja så har den fået lov til at blive liggende. Det er godt for naturens dyr, da de kan komme tørskoet over åen. Nu benytter Brunhilde den så, til at krydse åen og på den anden side af åen, går hun atter øst over, dvs længere og længere væk fra gården.

Der er faktisk mad for hente langs åen, for vandet bringer æbler fra træer der gror længer oppe af vandløbet. Nu ligger de så her og er friske, da de hele tiden bliver holdt nede temperaturmæssigt, hvilket gør de ikke rådner så hurtigt.
 
Mens hun tager for sig af æblerne, ser hun noget bevæge sig i vandet – hvad er det ?, Der var det igen, det ligner et blad fra et træ der skærer op gennem vandet, der var det igen – hvad er det dog ?. Brunhilde har aldrig set en bækørred før, men det er det det er. Hun kikker meget intenst og der går et lys op for hende, for hvor har hun set noget lignede – rigtigt – i orangeriet, da hun så guldfiskene. De har en rygfinde og det er det hun nu så komme til syne i overfladen af åens vand. Nu hvor hun ser godt efter, ser hun, at der er flere finner samtidigt – altså må der være flere fisk samtidig.
Det Brunhilde ikke kan se er, at det ganske rigtigt er en flok bækørreder, der er søgt op i åen for at finde et godt sted at gyde. Møllegaarden havde for år tilbage et sted, hvor de gydede, men nu er der på den kilometer der skærer jordene på gården – hele tre steder, hvor forholdene er gode, dvs at der er et område med småsten ude i åen, som bækørrederne kan danne en fordybning i, og  hvor æggene kan lægges og så dækkes igen.  Brunhilde overværede altså en gydning, men det ved hun ikke, da hun ikke kan se under vandet og måske ikke heller er interesseret.

Hun fortsætter sin tur ud langs åen og kommer til overgangen – overgangen er et sted hvor der er skabt mulighed for at køerne kan dels drikke og dels gå over åen til græsmarkerne – engene – for at græsse.  Der er elhegn langs begge sider af vandløbet for at kreaturerne ikke skal ødelægge skrænterne og en grund til, for når en ko træder ud i åen, så hvirvles der fint sand – kaldet grit – op, og det er ikke af det gode for gydebankerne. Grittet er så fint, at det – når det når en stenbunke, lægger sig til rette og er der kommer nok grit, ja så kan det skade de små fiskeunders mulighed for at komme fri af stenbunken, da dækket lukker for alt. Fiskeungerne kan ikkekomme fri og dør derfor inden deres liv får begyndt. 
Faktisk skal fodermesteren sørge for, at dyrene ikke går over åen efter egen lyst, de må kun passere åen, når der lukkes op for tråden og lukkes igen, når dyrene er gået over.

Det er ikke et problem nu, for Brunhilde har ikke tænkt sig at krydse åen, hun fortsætter i stedet sin tur. Nu er hun kommet ind under et dække af pil, tjørn og rødel (Alnus glutinosa) det giver yderligere fødeoptag for hende, og hun tager en pause ved at sætte dig op på en gren der ligger på skrænten.
Hvad er det der kommer flyvende der ??

[Hans-Kurt]

23. december 2020
Det Brunhilde så er en mindre fugl, som lander på en gren der rager ud over åen og nu kan hun se det er en usædvanlig smuk fugl, den glinser i grønt, blå og guld – virkelig smuk.
Hun har aldrig set noget så farverigt – på en fjeret ven. Det er Isfuglen der er kommet på besøg for at spise. Brunhilde sidder helt stille og bevæger kun øjnene og følger den lille smukke fugl. Pludselig springer den på hovedet i vandet – hvad er dog det for noget ?? Begår den selvmord tænker Brunhilde, for hun ved, at en høne skal i hvert fald ikke gå ud i vand, da den ikke kan holde vandet ude fra sine fjer og slet ikke svømme, men det her er jo godt nok ikke en hønsefugl, men alligevel.

Hov der kom den op igen, med en lille fisk i munden – nu har man set det med – det var pokkers, hvordan finder den dog en fisk der nede, ja se det forbliver et mysterium for Brunhilde, for hun var så optaget af at følge Isfuglens vandgang, at hun kom til at flytte sig på grene, hvor hun sidder, det gjorde at den knækkede, så da Isfuglen ser det, flygter den straks og er væk på få sekunder.

Nu har Brunhilde hvilet sig nok, syntes hun, så hun fortsætter sin tur ud af åen. Efter at have passeret et stort sving på åen, kommer hun til landevejen, som åen flyder under via et rør. Da hun når røret, stopper hun, for hun kan ikke komme vider. Hvis hun skal fortsætte turen, så skal hun krydse vejen.

Hun er kommet til landevejen lige i mørkningstimen og det betyder myldretid – og myldretid på denne strækning af vejen er det samme som biler i en lind strøm.
Det våger hun altså ikke – at krydse vejen, så hun krydser i stedet åen og kommer over på den nordlige side af åen, og nu tager hun en beslutning, som skal komme til at betyde forskellen mellem liv og dø for hende.
Hun går nu langs åen i retning af Møllegården – det ved hun bare ikke. På turen hjem, ser hun en mægtig sten ligge lidt neden for skrænten. Umiddelbart virker det underligt, at en så stor sten ligger hvor den nu ligger, men der er en god forklaring – stenen er en ”Flodmålesten” og det betyder, at i forrige, forrige århundrede hvor vandmøllen var aktiv, da havde den en helt bestemt formål. At placere sådanne sten, i ådale. Idet, hvis Brunhilde havde set godt efter, så havde hun set et lille hul, på størrelse med en pegefinger, være placeret – på denne flodmålesten - ca midt på stenen.

Dette hul var målepunktet, forstået således, at når vandet i åen nåede hullet, dvs at vandstanden i åen nåede hullet, så skulle Mølleren åbne sluserne, han havde ved mølledammen, så vandet igen kunne flyde frit og markerne opstrøms, ikke skulle komme til at stå under vand.

Men nu – over 150 år senere og hvor markerne i mellemtiden er blevet drænet, ligger stenen uden kun til erindring om sit engang så vigtige formål. I dag benytter køerne den som kløpind :O).

Da Brunhilde er ca halvvejs fra gården, ser hun em vandslange hvor vandet løber hele tiden, stikke direkte id af skrænten, hun stopper op og kikker med undren på dette fænomen – så vidt hun ved, så må en vandslange ikke løbe hele tiden, det har hun da hørt fodermesteren sige der hjemme, når han vander haven eller vasker bilen, så har hun både set og hørt, at der skal lukkes straks man er færdig.
 
Denne vandslange er dog ikke helt som den hun kender – den – slangen – kommer direkte ud af skræntens side og der er ikke en vandhane bag. Slangen er også anderledes på en anden måde, den er ikke glat, men som om den er lavet af ringe og i mellemrummet mellem ringene er der små huller. Underligt.
Hvis Brunhilde havde haft fodermesteren hos sig, så ville han kunne give hende en naturlig forklaring på denne slanges udseende, for der er tale om en drænslange, som afvander nabomarkerne til Møllegaardens enge.

Nu fortsætter Brunhilde og endelig er hun på kendt område, hun er tilbage ved mølledammen og kan nu igen komme tilbage til kostalden og måske få sig et måltid af korn.
Desværre går hun ikke til venstre – hvilket ville have ført hende til kostalden, nej hun gik modsat og endte derfor ude i urtehaven. Her ligger sneen ikke højt, den ligger MEGET højt, for der er stadig urter tilbage fra sommerens dyrkning af grøntsager.

Hun bliver så forblændet af trangen til at komme ind i stalden, at hun kæmper sig længer og længer ud i urtehaven og ender til sidst i rækken med grønkål. Nu er hun så udaset, at hun ikke har flere kræfter til at fortsætte. Ugers underernæring og mangel på hvile kommer nu op til overfladen. Med de sidste kræfter får hun sig klemt ind under en grønkål, den danner ligesom en parasol og giver lidt læ, for den bidende kolde blæst der nu bløser med nattens komme.

Natten bliver usædvanlig kold og kommer til at koste mange småfugles liv, da de – som Brunhilde – ikke får føde nokm til at kunne gennemleve de mange mørke timer der er til det bliver lyst igen. Brunhilde falder i en bevidstløs søvn, uden at få hovedet ind under vingen. Denne nat kommer hun måske ikke igennem, da kulden kan komme til hende uden hun kan gøre noget for at få det varmere – hun ……..