Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
america.png Hønsekalender Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns

Nyeste

Forfatter Emne: Hans-Kurts julefortælling 2020  (Læst 3188 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Hans-Kurts julefortælling 2020
« Dato: 01 December , 2020, 12:45 »
1.   december 2020
Det første lysglimt viste sig i hønsehusets eneste vindue. Det var den rigtige sol og ikke fra lyset på Grisen der dagligt kører forbi – som det lille lokalt tog hedder i folkemunde – der gav glimtet. Lyset var mere fremtrædende nu, hvor alle blade på træerne have forladt deres plads på grene og kviste og lagt sig til hvile dels i hønsegården, men så sandelig også på skrænter og mellem frugt træerne. Det havde også gjort, at alle indbyggerne i hønsehuset dagligt kan finde årets sidste krible krable dyr, da disse føler sig sikre under bladene og søger ind under dem. Før bladfaldet skulle der ledes mere intenst.
Hønsegården var ikke så vigtigt for hønseflokken før i tiden, den var noget der skulle passeres fra og til selve hønsehuset. For alle dage blev tilbragt i den store have, ja det er vel næsten en park der er til deres rådighed. Men så kom fugle influenzaen – den ødelagde hverdagen helt og fuldstændig. Fra den ene dag til den anden blev hønsegården til en stor fængselsgård, hvor man dagligt kan blive luftet. Den er forholdsvis stor og var tilgroet af brændenælder – disse blev ribbet for blade i løbet af få dage og nu står de nøgne stilke som en skændsel for en god kraftig plante.
Fodermesteren har gennemgået indhegningen i flere dage. Der er tale om en gammel hegning og derfor lidt mat i sokkerne, flere steder hængte hegnet faretruende lavt. Han fik det rettet op og tilføjet et kyllingetrådhegn øverst, for beboerne i hønsegården er nogle helt andre end dem gården blev bygget til.
Over hele hønsegården er trukket en sort tråd for at holde rovfugle ude, men kan de også holde hønsene på plads ?. Selv om de træer der gror på skrænten ned til indhegningen rækker sine grene ind over gården, helt over til taget på laden, ja så kan man godt betvivle, at det er nok til at holde hønsene inde.
Hvem bor så i denne hønsegård, ja det er noget af en fortælling værd. I flere år havde store buttede høns indtaget området, men en ulykkelig dag da fodermesteren kom ud en morgenstund, var katastrofen sket. ALLE høns undtagen en lille dværghane og nogle få store høns var tilbage – og fru Larsen, som lå og rugede i laden udenfor hønsehuset var stadig i live. Den automatiske hønselåge var der blevet slukket for og det fandt et rovdyr ud af. Årstiden var til yngel i bl a rævegrave – så mange sultne munde skulle mættes – og det blev de så.
Fodermesteren fik de to sidste høns lagt ud til Glenten, så han også kunne få føden et par dage og så gik dagene ellers med at få gang i automatikken igen. Men det var som om strømafbrydelsen havde skabt kuk i systemet. Lågen åbnede når den skulle være lukket og omvendt og hvad resulterede det i – rigtigt de sidste høns blev rævens bytte – undtagen fru Larsen og hendes æg.
Nu skulle så hønsehuset genopstå med høns, hane og kyllinger, men hvad skulle der vælges, se det vil vise sig i næste afsnit af juleeventyret – vi skal hilse på historiens stjerne – Brunhilde født i Nordjylland og opvokset her på Møllegaarden
« Senest Redigeret: 05 December , 2020, 06:19 Fra Tanja Pedersen »

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Julefortælling 2020
« Svar #1 Dato: 02 December , 2020, 08:30 »
2. december 2020
Det var Brunhilde der så lysglimtet, da hun var ved at vågne – hun havde igen haft en urolig nat. Ikke at der skete det helt store mens hun sov, nej der var igen det at hun vågnede flere gange ved at der lød en puslende lyd fra gulvet under sovepindene. En lyd hun åbenbart var den eneste der hørte, for der var ikke andre der viste tegn på at de også var vågne. Lyden kom fra hjørnet hvor der var gnavet et hul i trævægen, så der var fri adgang mellem laden og hønsehuset – hønsehuset er en del af laden og er placeret i hjørnet ud mod haven og med en hønselåge ud mod nord til hønsegården. Det er Fodermesteren der selv har bygget huset – som han er meget stolt af. Det er såmen også et godt hus, god plads – 25m2 og med 9 reder – et aflukke til kyllinger. Så alt skulle være så godt, men der er ikke taget højde for at mus og endda rotter vil kunne få adgang.
Og i den seneste tid, er der natlige besøg – besøg, som gør Brunhilde nervøs. Hun kan nemlig ikke rigtig se hvad der sker og efter de fortællinger hun har fået i løbet af sin barndom på Møllegaarden af Fru Larsen, ja så er det måske ikke så sært.
Fru Larsen er jo den eneste der overlevede massakren og hun hørte kun hvad der skete, hun så det ikke (gudske lov), da hun rugede i en katte-flytte- kasse i en box Fodermesteren havde indrettet til hende og hendes afkom. Fru Larsen er en dejlig trind dame – rund og dejlig med en smuk fjerdragt i mørkebrunt med fine lysere striber på hver fjerende. Dertil har hun fjer op og ned ad sine ben. Hun er fantastisk til at ruge og passer sine børn eksemplarisk. Det bedste ved hende er nok hendes venlige væsen, som de nye beboere i hønsehuset har nyt godt af.
For ud over Brunhildes ankomst til gården, ja så kom er faktisk mange andre. Fodermesteren havde se og besluttet sig for høns som til forveksling liner de høns han husker fra sin barndom i Jylland, Hvide Italienere – høns der er livlige (måske for livlige – som det vil fremgå længere fremme i historien) og så havde han set dyrene i en fold i Mou ved Limfjorden.
En varm sommerdag blev 15 hønniker og 5 daggamle kyllinger hjembragt. De 5 kyllinger var en gave til Fru Larsen, da Fodermesteren havde hørt fra sin ferieafløser, at hendes rugning var resultatløs. Mellem disse 5 kyllinger var Brunhilde. Og hvad skete der så, da Fru Larsen blev præsentere for dem – hun afviste dem, men heldigvis kunne de sættes sammen med 6 dværgkyllinger, som var en uge gammel på det tidspunkt, og her skete sammensætningen gnidningsløst.
Her trådte Brunhilde sine barnesko og det var hun glad for. Hun nød dagene i deres selskab, men det var som om hun ikke rigtigt blev taget med i de forskellige ting den lille flok foretog sig. Ikke at hun direkte blev holdt ude, slet ikke, men sådan rigtig med i legene var hun ikke.
Hun blev meget overvældet, da hendes lille flok blev introduceret til de øvrige beboere i hønsehuset, for hvor var de dog store og meget aktive. Her håbede hun at få en rigtig god veninde til at hænge ud med – det skete desværre ikke.
Fru Larsen afviste godtnok de små, men blev alligevel en slags børnehavepædagog. For hun viste de nye rundt i hele hønsehuset og viste dem også hvor maden var og vandet og så – bedst af alt – når de skulle sove, fortalte hun historier. Historier fra gamle dage hvor hun var en del af en stor blandet flok at hønseracer og med masser af kyllinger.
En aften fortalte hun ……….Fortsættelse følger

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Julefortælling 2020
« Svar #2 Dato: 03 December , 2020, 07:57 »
3. december 2020
En tidlig morgen – først på sommeren – fik vi besøg her på gården, vi var som sædvanlig på vores morgentur ude i haven bag huset og der så vi noget røre sig under blomsterdækket i et af de store bede, og ud kom Fru pindsvin med sine 4 små unger – I kan tro de var søde – kaglede fru Larsen – med små søde lyserøde snuder og fine pigge på ryggen. De var ikke helt stolte ved at komme ud til os store høns, men pindsvinemor beroligede dem og sagde, at vi ikke gjorde dem noget.
Jeg foreslog, at vi skulle spise morgenmad sammen og enedes om det. Og så gik vi i gang, vi skrabede mellem stauderne, pindsvinemor flyttede barkstykker med snuden – og hvilket herligt måltid vi der delte – masser af krible krable og når vi mødte en stor snegle med hus og som vi høns ikke kunne spise i en mundfuld, ja så hjalp pindsvinemor med at knuse huset – uhm hvor vi nød det.
Efter at have fyldt os med mad ville vi høns gerne have et støvbad, men der satte Pindsvinemor grænsen og de sagde tak for i dag og gik vider. De ville en tur ned til åen for at drikke. Der har vi ikke rigtig turde gå ned, da det indebærer at man skal ind i skoven – og det vil jeg ikke anbefale Jer at gøre, sagde fru Larsen. Nu skal I sove så fortæller jeg vider i morgen aften. Det udløste en vis mumlen blandt hønnikerne, men alle viste, at fru Larsen nok havde ret og de ville jo nødigt undvære en historie igen.
Dette med aftenshistoriene var gode minder Brunhilde huskede tilbage på, men nu, nu hvor der var gået mange måneder og indespærringen var en realitet, blev hun faktisk trist, for hun havde ikke rigtig nogle venner – de 6 små dværghøns – hun var vokset op med, var såmen søde nok, de plagede hende ikke i det mindste, men de kunne heller ikke udfylde det tomrum hun følte hun besad. Og de andre der nu var voksne alle sammen – ja de tillod heller ikke et venskab med hende. Hun måtte til stadighed flytte sig når de kom. Stod hun endelig ved korntruget og spiste, blev hun altid viftet væk og når Fodermesteren kom med godbidder fra køkkenet eller urtehaven, var det sjældent hun fik andel i det.
Turene rundt i haven og parken var også lidt ensomt for hende, men det skete at hun løb på Tot eller Knold gårdens to hankatte. Tot var et venligt gemyt, men ikke til at komme ind på livet af. Han gik altid sine egen veje – boede mest i overdækningen for halm til gårdens Galloway kvæg og deltog ikke i andre dyrs aktiviteter. Brunhilde havde flere gange forsøgt kontakt med ham, uden held – han undveg hende hele tiden – som om hun ville gøre ham noget. Så var der Knold – han er en helt anden type. Ham er der krudt i. En dag så Brunhilde ham snige sig ind på sine små søskende. Hun betragter nemlig de små, som hendes søskende. Det var over under Lindetræet ved gavlen af stuehusets køkken hun så Knold ligge på lur. Det undrede hende noget, hvis han ville angribe dem, for hun havde set hans store respekt for kyllinger, men det var for dem der gik med Fru Larsen, hun havde nemlig ruget igen og fået tre små dejlige kyllinger og dem havde han ikke spor lyst til at nærme sig, for en skrukhøne med kyllinger er ikke sådan at spøge med – viste han af erfaring.
Men han lå altså der på lur og lige da Brunhilde så han sprang – advarede hun dem med et vældigt skrig og så ………..fortsættelse følger…

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Julefortælling 2020
« Svar #3 Dato: 04 December , 2020, 09:23 »
4. december 2020
Instinktivt fløj de små – najjj små og små – de var 4 måneder gamle – øjeblikkeligt op det bedste deres vinger kunne bære og Knold efter. Hans lille hjerte bankede garanteret dobbelt så hurtigt som normalt, nøj hvor var det spændende. Men lige i samme sekund kom Fodermesteren rundt om hjørner og så optrinet som han reagerede omgående på, ved at råbe højt af Knold. Og øv for Knold, for han var helt oppe og køre og umanerlig stolt af, at han endelig kunne forsøge at fange en af de kyllinger han havde gået og set på hele sommeren, men ikke kunnet inddrage i sine lege pga den skrappe fru Larsen. Og hvorfor tog Fodermesteren sådan på vej ?, han ville jo ikke gøre kyllingerne fortræd bare lege med dem og måske være med til at motionere dem en gang i mellem. Fangeleg var nu så befordrende for dels at få rørt sig men også for at styrke jagtevnerne. Men dette argument var vist ikke lige det rette – nu.
Kyllingerne landede et godt stykke fra hvor de var lettet og var noget rystet over oplevelsen, når de tænkte tilbage på hvad fru Larsen havde forklaret sine 3 små i sommers omkring omgang med katte, så forstod de først nu til fulde hvad hun havde sagt. De kunne dog ikke helt greje katte, for Tot syntes de ikke var så frembrusende som Knold, på trods af, de dog havde set Tot med en fugleunge i flaben på et tidspunkt. Så ham skulle de nok også til at passe bedre på, fremover.

Efter denne oplevelse havde flere af de implicerede brug for at sunde sig og heldigvis glemmer man hurtigt, når man er en ung høne og en halvvoksen kylling. Så Brunhilde gik på opdagelse langs græsplanekanten og bedet der strakte sig ned til åen. Skrænten som der reelt var tale om var beplantet med nykketunger af den store og kraftige slags, dem kende hun fra andre steder i den store have, de var både gode og praktiske gode fordi de – under deres store blade sørgede for at jorden forblev tør selv når det regnede kraftigt, og derfor gav mulighed for dejlige støvbade og ja så kunne det også bruges til paraplyer når en regnbyge kom forbi.
Når man sådan går på opdagelse og intens ser på alt det der er omkring en, så kan man godt komme længer væk fra kendte områder end godt er – hun var jo blevet advaret omkring skoven hvor åen løber igennem. Ikke et godt område . der i den grad er beplantet – ikke som en normal have er med blomster og buske i rækker og geled, men et område som i flere årtier har fået lov til at ligge urørt hen. Til stor glæde for de planter, træer, insekter og fugle der lever der.
Brunhilde var kommet et godt stykke ind i skovområdet, da nu kom til et vældet træ, det var ved at gå tilbage til naturen, forstået således, at det gået i opløsning, men her var et vældigt liv af biller, bænkebider og meget mere. Bedst som Brunhilde stod og tog for sig af retterne lande en stor flagspætte på stammen lidt fra hende. Hun kikke op og hilste. ”Hej” sagde spætten, ”nå du er nok kommet langt hjemme fra – var –”. Det havde hun slet ikke lagt mærke til. Hun kikkede op og kunne godt se, at det her sted kendte hun ikke.
Men det gjorde hende nu ikke urolig. Hun svarede spætten ”ja, det er jeg vist – bor du her” Nu udspandt der sig en samtale de to imellem og Brunhilde og hun kunne forstå, at han boede med familien i det kæmpe store egetræ længere fremme af åen. Hun forstod også, at det var et rigtigt godt sted at bo, for der var masser af gode skjulesteder hvis man havde brug for det og også godt med spiselige ting. Hertil kom at det var beboet af mange forskellige dyr. Det var næsten som et højhus i menneskenes verden. Højhus – det viste Brunhilde ikke hvad var, men det lød meget spændende. Der ville hun over – men måske det var bedre af finde hjem nu, lyset var ved at svinde og solen på vej ned. Så hun takkede for samtalen og begav sig på vej hjem.
Pludselig – som hun gik der i sine egne tanker – så hun en skygge på jorden lige forn sig, hun kikkede op og der så hun en ugle komme på lette vinger. Den satte sig i  på en gren der var brækket at et træ under en storm sidste vinter og som havde fået lov til at blive liggende, da den ikke generede Fodermesteren.
”Vær hilset” sagde uglen ”i denne del af skoven – hvad laver du”.  ”Jeg er på vej hjem, det bliver jo snart mørkt” svarede Brunhilde. ”og du – skal du også snart hjem” spurgte hun. Uglen svarede, at det ikke var tilfældet, den var netop vågnet op fra en lang god dags søvn, Den sover nemlig i dagtimerne når andre er aktive. Det undrede Brunhilde, for når det var mørkt kunne man jo ikke se noget og hvorfor skulle man så være vågen ?. Uglen forklarede hende, at det var nu dens natur og det var den ganske tilfreds med, for så blev den ikke forstyrret af alle andre, når den fløj rundt. Den havde ved et uheld en dag begivet sig ud i dagslys – mest fordi den hele tiden blev forstyrret af en flok unge lømler  - unge alliker – og der havde den set et mylder af andre væsner bevæge sig rundt i det område han kun kendte fra nattetimerne. Nej tak, det kunne han sagtens leve foruden.
Nå men Brunhilde luskede hjem, egentlig glad for livet, især når hun var sig selv og kunne gøre helt hvad hun ville, men ved tanken om at skulle ind i hønsehuset – møde de strikse høner – og den megen uro, nej det tiltalte hende ikke rigtigt, men hvad gør en ung uerfaren hønnike når hun er så alene som hun følte sig.
Måske hun skulle flytte hjemme fra – ud i skoven og måske finde et godt sted i egetræet, som hun havde hørt om i dag og som åbenbart var beboet at mange forskellige dyreracer – også uglen boede der, kunne hun forstå. Nå Brunhilde skyndte sig ind i hønsehuset, spiste lidt kort , dark lidt vand og satte sig til rette på sin plads på sovepindene – bagerst naturligvis og med god afstand til de andre.  Minder det os om noget – det med afstanden ……

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #4 Dato: 05 December , 2020, 09:48 »
5. december 2020

Tilbage til december, Brunhilde følte sig ked af det, måske mere trist, for den indespærring hun blev udsat for gik hende meget på. Der var også kommet en krigerisk stemning i hønsehuset, det blev sværere at undgå hak fra de mest dominerende høns i flokken. Der var 14 nye høner, en stor hane og så hendes søskende – 3 stk, for den ene af hendes søskende havde vokset sig stor og stærk og blevet flokkens dominerende hane. Dog først efter han i lang tid hade være holdt nede af hønnikerne – herom senere.
Men nu – er det en tilværelse jeg vil leve i, tænkte Brunhilde, og jo mere hun tænkte over det, jo mere kom hun frem til, at det ville hun ikke. Derfor indledte hun en undersøgelse af, hvorledes hun kunne slippe ud i friheden igen, den frihed, hun nød så meget, hvor hun ikke konstant skulle passe på hvor hun gik og hele tiden undgå de dominerende høner.
Hun gik hegnet systematisk efter, mon ikke der skulle være et sted, hvor det ikke slutter helt til, eller et hul som følge af at det er et ældre hegn – men nej, det er ikke muligt at finde en vej ud – øv øv.
Da dagen gik på hæl hørte hun, at fru Larsen ville fortælle en historie om aftenen, før der skal soves, Det ville hun ikke undværer, men det ændre ikke på, at hun vil forøge at komme ud i haven igen.
Da alle var kommet på pind, gik Fru Larsen i gang. Se det var her i høsten i år, vi var gået en tur over åen via den bro der er ved brændeskuret, at jeg mødte en meget sjældent gæst her på gården, ja så vidt jeg ved er det ikke sket de sidste 50 år. Det var en stor flot stork – en han – som havde slået sig ned på marken hvor der blev høstet frøgræs. Han gik strunk og stolt mellem de græsskår der blev skabt at de to traktorer der stod for skårlægningen og Fodermesteren var tilkaldt, da han var på Tadre Mølle for at tilse noget af sit kvæg.
Jeg gik helt ud til kanten af vores lille skov – siger fru Larsen -, som støder op til marken, Og her hilste jeg på Storken. Vi fik en god sluder om den mad der blev skræmt op af alt den kørsel med traktorerne. Det var et sandt festmåltid vi der havde sammen. Da vi begge var mætte, spurgte jeg hvor han nu skulle hen. Han fortalte, at hvert år på denne årstid forberedte han sig, på en meget lang rejse til et land der ligger meget langt syd for vores gård, så langt, at det tog flere måneder at nå det. Det syntes jeg var meget spændende og spurgte, om der også var græsmarker og bøgetræer som her – Nej sagde han -det var et land hvor regnen sjældent vædede jorden og at planterne var nogle helt andre, der var noget han kaldte Palmer – både med blade på stilke og nogle hvor de var med et blad i hele længden, og bladet kunne godt være meter langt og flot grøn. De havde frugter der blev kaldt bananer – ikke at han havde smagt dem, men de var lidt som de majs kolber I kan se i jeres urtehave. Bare smallere og med helt glat hud. Der er også planter som lugter dejligt krydret, når man smyger sig op af dem.
Og nu skal I bare høre – sagde fru Larsen, jeg tror at det fjerne land har en afdeling her på gården, for ud fra beskrivelserne, så har jeg set med egne øjne, at i det glashus der står ved mølledammen, er planter der svarer til beskrivelsen som storken gav mig.
Kan I huske drivhuset ?, har I ikke set ind af vinduerne til glashuset ?? Jov det var der flere der havde gjort bekendtskab med, men det er ikke så let at se hvad der er der inde. Den ene side er jo fyldt med meter høje Georginer og de andre er noget sløret af alger. Rigtigt siger fru Larsen, men nu får alle en opgave, vi skal alle holde øje med at Fodermesteren glemmer at lukke døren, så vi kan komme ind i huset og se hvad det reelt indeholder.
Brunhilde tænkte, ja, ja men hvad betyder det, at der er et glashus med underlige planter i, når man ikke må komme ud af hønsegården. Dette bekræftede hende blot yderligere i, at hun SKULLE ud, ud i friheden igen.
Da hun var ved at skulle putte hoved under vingen, kom hun til at se hen til vinduet i hønsehuset, hvad var det ? Var der ikke noget der rørte sig uden for vinduet, noget der ikke var særlig stort ? og var det ikke rødt – en hue som hun engang havde set Fodermestren med, bare meget mindre – jo nu så hun ………

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #5 Dato: 05 December , 2020, 09:50 »
Her skal i præsenteres for Brunhilde, hun har i måneder dagligt forsøgt at komme i kontakt med Fodermesteren. Dels ved at springe op på sålbænken ved køkkenet og også sneget sig ind i køkkenet, når døren stod åben. Hun følte sig ikke helt velkommen, heller ikke den dag hun sneg sig op af trappen til stuerne. Fodermesteren kom altid og gennede hende ud igen.
Men han var dog så flink, at servere havregryn eller madrester for hende – udendørs altså
Brunhilde er også anderledes end de andre, hun er brun med grå aftegninger i halefjer og brune prikker rund på manken ved hovedet.
Når Fodermesteren tager hende op protestere hun, men kun lidt

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #6 Dato: 06 December , 2020, 00:52 »
6. december 2020
Nu var det væk, mærkeligt hvad det kunne være, måske kan det undersøges i morgen. Brunhilde puttede hoved under vingen og sov hurtigt derefter.

Næste dag fortsatte hun med at undersøge muligheden for at komme ud af hønsegården, men der var altså ikke nogen smutvej. Mens hun således går rundt og leder ser hun pludselig en af de store hvide høner tage et afsæt fra opgangsbroen fra selve hønsegården og til indgangshullet til hønsehuset,  og flyve direkte mod hegnets top og vups lander hun, på den anden side af hegnet – altså udenfor.
Der er løsningen tænker Brunhilde. Men opgangsbroen er ikke sådan at indtage, den benyttes jo af alle, der skal ud og ind af hønsehuset og med 12 æglæggende høner, er det som Holbæk motorvejen i morgenmyldretiden og måske er hun ikke den eneste der har fået samme gode ide.
Der går flere timer, før Brunhilde kan foretage sig første forsøg – og da har andre 5 hvide høner allerede forladt hønsegården over hegnet. Men da det bliver hendes tur, går det ikke helt som hun kunne ønske, hun rammer i første omgang det nye opsatte kyllingehegn, som Fodermesteren mente kunne holde alle inde.

Så hun endte igen i hønsegården. Men på med vanten – vi prøver igen. I 3 forsøg lykkedes det og stor var glæden over atter at være i frihedens rum. Brunhilde skyndte sig rundt om hjørnet og over gårdspladsen og hen til brobelægningen foran døren ind til køkkenet – denne skønne plads, der hele sommeren og ind i efteråret daglig bød på mange godbidder fra forrige aftens aftensmad, tilberedt i fodermesterens køkken.

Men nu – tom – tom som en skål der var blevet ryddet af  hønsene når den blev placeret i hønsehuset. Ja ja, så kendte Brunhilde et andet sted, hvor hun viste der kunne falde lidt mundgodt af. Hun fortsatte rundt om køkkenafdelingen forbi lindetræet hvor Knold viste sine gymnastiske evner for måneder siden, men ikke glemt.

Hen langs muren via bedet med Georginer – her fik hun et par store fede orm, som var på vej fra et hul til et andet. Og så hen til den lille betonplads foran køkkendøren – døren med vinduer helt ned til jorden – øv, osse tomt, underligt der plejer da at være bare lidt at spise. Men Brunhilde kendte endnu en måde at skaffe lidt mundgodt – vinduet ind til køkkenet. Hun havde ofte set Knold benytte sig af den taktik. Han springer op på vinduesgesimsen og kikker udfordrende ind i køkkenet, hvor Fodermesteren jævnligt tilbringer tid ved køkkenbordet indtagende sin føde. Knold kender næsten tiderne og sørger derfor for at komme når han ved sandsynligheden for at komme ind og få mad og en lille tår mælk, er størst.

Nu ville Brunhilde forsøge samme metode og håbe på sammen gode udbytte – vips springer hun op på gesimsen og kikker ind. Hun kender godt køkkenet både fra gårdsiden og fra havesiden, dels fra – som før fortalt – sine ture ind når døren stod åben eller gennem vinduerne i døren.

Hvilket hel, der sidder Fodermesteren ved bordet ved vinduet mod haven. Endelig kan hun forvente lidt godbidder. Men ak nej, Fodermesteren opfører sig ikke som han plejer,  af hans ansigtsudtryk kan man se, at han ikke er særlig glad for at se hende og nu åbner han døren og taler til Brunhilde. ”For pokker da, du må ikke gå udenfor hønsegården. Hvordan er du dog kommet ud ??.

Så længe der er fugleinfluenza er der udgangsforbud. Jeg er klar over du ikke er særlig glad for indespærringen, men sådan er det lige nu. Jeg skal også overholde visse regler – mundbind ved indkøb i butikker”. osv


Nu måtte Fodermesteren sluge det sidste kaffe og ud og se hvordan hønsene, for nu så han 2 hvide høner længere nede på plænen spise græs, kommer ud. Han er lidt træt af at dyrene ikke kan overholde de ting der gældende for dem.

De 5 køer og kalve der er tilbage efter slagtningen af 3 tyrekalve blev for nogen tid siden taget i, at være rømmet fra folden. De gik stille og roligt og græssede på et dejligt stykke græsmark med højt græs ved offentlig vej ind mod byen. Det var ikke godt, og de kom da også tilbage på egen fold, men til stor ærgrelse for Fodermesteren.

Men han KAN ikke finde huller i hønsehegnet, så – ja så ved man jo hvad der er galt. De nuværende høns er meget mere atletiske end de gumpetunge han havde før rævebesøget. Så man må ty til et gammelt huskeråd, når høns flyver over hegnet. Da det blev mørkt indfangede han de undslupne høns – en af gangen – og bar dem ind via laden til hønsehuset og greb en saks og klippede svingfjer af, på den ene vinge, sådan nu har jeg Jer tænkte Han.

7 høner deriblandt Brunhilde måtte gennemgå klipningen. Men hjalp det ?. Nej
Næste dag skulle det vise sig, at 2 hvide høner OG Brunhilde atter kom ud. Ved aftenfangningen viste det sig at også de to hvide høns HAVDE FÅET KLIPPET DEN ENE VINGE ??? På den igen……….
« Senest Redigeret: 07 December , 2020, 09:58 Fra Hans-Kurt »

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #7 Dato: 07 December , 2020, 09:50 »
7. december 2020
Dagen begyndte som så mange andre i Brunhildes korte liv. Hun vågnede tidligt, det havde hun næsten altid gjort. Det var faktisk nødvendigt, for hun skulle hver dag være beredt på at blive hakket på og jaget – også på sovepinden. Der var ellers god plads – masser af pinde, men pladsen blev selvfølgelig mindre efter hånden som den nye hønseflok voksede til. Alle blev større og krævede mere plads.
Hun hoppede som den første ned fra pinden og gik i gang med at spise lidt korn, i dag var der stadig korn fra aftenfodringen i går, så hun fik hurtigt fyldt maven. Så lidt vand og hun var klar tildagens udfordringer. Nu vågnede de andre, eller retter de begyndte at komme ned og spise og så fløj hun op på pinden igen, men hov, hun kunne IKKE flyve direkte, hun nærmest vældede ud til højre fra hvor hun stod – nå ja vingen havde jo ikke længer fjerene i orden, der manglede de yderste 10 cm på flere af vingens svingfjer.
Nu måtte hun til at finde en ny måde at undgå hak på. Hun skulle – så snart der ikke var andre på stigen fragulvet og op til pindene var fri – skynde sig at hoppe fra trin til trin. Det gik, nu kunne hun sidde i fred. Da så hun ud af vinduet – hvad var det, nu var der igen noget hun ikke kendte der rørte sig – hun koncentrerede sig om hvad det kunne være – hvad nu havde hun aldrig set noget lignende en mini mini fodermester med grøn trøje og en lille rød spids hue, var det virkelig rigtigt – men den lille person havde nu ikke alle Fodermesterens træk – maven – feks – var ikke så stor og …..nu forsvandt den lille fyr bag ved et af de store træer på skrænten.
Brunhilde stirrede på træet for at være sikker på at se den lille fyr når han kom frem igen, men så kom hun tilbage til hønsehuset ved at en af de hvide høner var kommet op af stigen uden hun havde set det og nu fik hun et hak i hoved – av for …..
Hun sprang omgående ned fra pinden og måtte opgive at følge seneriet udenfor hønsehuset. Nu var lågen åben og hun smuttede hurtigt ud, men i gården og hen til det træ hun havde se den lille fyr smutte om bag. Nu stirrede hun igen meget koncentreret på området med træet, men der skete ikke mere og efter nogen tid opgav hun.
Nu tog hun så en meget afgørende handling, hun forsøgte men megen omhu at komme over hegnet, det var meget vanskeligt og mislykkedes flere gange – det er svært når man er påført et handicap på sin førlighed – de manglende svingfjer gav hende virkelig problemer, men hvor der er en vilje er der så bekendt en vej og ENDELIG lykkedes det hende at komme over hegnet.
Det føltes virkelig dejligt befriende af være på den side af hegnet og nu besluttede hun sig for, at hun IKKE vil vende tilbage til hønsehuset og hønsegården, hun måtte kunne få en anden tilværelse en de daglige hakken og revselse hun var i nu.

Hun satte straks næbet i retning af gårdspladsen med den hensigt at afsøge de kendte steder for godbidder, men da hun var halvvejs over gårdspladsen stoppede hun op og begyndte at tænke på hvad der var sket de sidste par dage – havde hun fået godbidder – nej – var hun velkommen ved vinduerne eller for den sag ved Fodermesterens køkken – også dette måtte hun besvare med et NEJ. Hvad så – hvad kunne hun så gøre ??.
Hun vendte om og gik ikke tilbage til hønsegården, nej hun drejede til højre forbi glashuset – og hvad var du det – døren stod åben, ikke meget men – det måtte undersøges. Hun gik resolut over til døren – den var god nok døren var åben, det var for fristende hun måtte der ind og som tænkt så gjort – vups var hun der inde.
Det var godt nok en anden verden end den hun kendte. Nu forsøgte hun at huske hvad det var Fru Larsen havde fortalt omkring hvad der var i dette glas hus.
Lige inden for døren var en afsats med tre trind ned til selve bunden i huset og da hun forsigtigt gik ned af trinene kunne hun ikke undgå af røre ved en plante som stod ved trappen og havde lagt sine grene ind over trappen – og hvad var nu det –
Hun snusede forsigtigt til planten og sikke en ny og dejlig lugt hun fik i næsen, ah var det mon det Fru Larsen havde fortalt at Storken havde mødt i landet langt mod syd. Uanset hvad så duftede det dejligt og nu hun kikke bedre efter så hun små lyseblå ja næsten himmelblå blomster – hun smagte på en af dem – uh hvor var det en ny og stærk smag. Ikke dårligt, men nok ikke noget man skulle fylde sig med.
Hun fortsatte ned af det sidste trin. Gik lidt vider af den stenbelagte sti. På højre side var en mur bare lidt højre end hun var, derefter var der glasvægge. På den anden side var der – ja hvad var det mon – hun fortsatte op til enden af huset og gik forsigtigt på den murstenbelagte siddeplads – for enden af denne siddeplads såhun noget – ja hvad var det – hun gik nærmere – åh det var en mini sø – hun gik nærmere og – hvad var det – på et blad der ligger i vandet sider en lille – ja hvad var det…………..
« Senest Redigeret: 07 December , 2020, 09:59 Fra Hans-Kurt »

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #8 Dato: 08 December , 2020, 00:10 »
8. december 2020
Hej hvem er du sagde Brunhilde – Hej jeg er Drivhusets frø -svarede den lille grønne fyr med et stort smil om munden – Frø ?, dig har jeg da aldrig mødt før, ”nej det har du ikke, for jeg bor her i glashuset og det har jeg gjort i – ja det bliver vel 3 år nu – og jeg er meget tilfreds med min bolig og her er nok at spise – så jeg forlader ikke stedet, selvom jeg godt har set døren stå åben og ikke, at jeg har været friste af at gå ud, det har jeg, men hver gang har jeg undladt det.
Især om foråret har jeg været friste, for man kan godt være ensom, når man er den eneste frø her i huset og om foråret drømmer man jo om en lille kone. Jeg har forsøgt at synge i timevis her i vandet for at lokke en til, men det er ikke lykkedes endnu.
Nå pyt, ”vil du ikke med i vandet” spurgte frøen og sprang i med et stort plask. Brunhilde trådte nogle skridt tilbage og afviste forslaget - vandbad – najj det kendte hun ikke noget til, skulle hun vaskes blev det på hønsemaner, det vil sige hun stillede sig ud i en regnbyge – det var vand nok for hende. Jamen vil du da ikke med ned til bunden og hilse på min venner der nede – Venner på bunden af vandet – nej nu havde Brunhilde aldrig hørt magen – det var virkelig en underlig verden hun her var kommet ind i, da hun gik ind i glashuset.
Hun så frøen dykkede og hun gik tætter på bassinet og kikkede ned i vandet og så – ud over frøen  flere slanke dyr svømme frøen i møde – hun kunne se, at frøen pegede op på hende og så kom alle op til overfladen. ”Hej” sagde de – og det var guldfiskene som havde denne mini dam som hjem.
Brunhilde hilste igen og kikkede måbende på disse flotte små fisk. En var helt rød, en anden orange og atter andre helt lyse med orange plettet. De kom helt hen til kanten hvor hun stod og de kikkede ligeledes nysgerrige på hende, de havde nemlig heller aldrig set en skabning som hende før. Nu slog det hende – der var røde fisk, måske de kendte noget til den lille grønne fyr med den røde hue.
Hun spurgte om de kendte noget til den lille fyr – nej, det sagde dem ikke noget, de havde godt nok set en stor udgave af det hun fortalt, men det havde de fundet ud af var Fodermesteren, sidste år – 1. søndag i advent var han kommet ind for at fodre dem og der var hans påklædning absolut ikke som den plejede. Fiskene havde kikket noget, da de så ham mere rund en han plejede at være og at han bar en rød hue, ja det plejede han ikke at have.
Men andre kendte de ikke til, med den påklædning.

Brunhilde vendte sig nu rundt og begav sig ind i beplantningen der fyldte langt det meste af glashuset. Hun hørte en plasken fra vandhullet og så den lille grønne frø komme hen mod hende. ”Skal jeg ikke vise dig rundt ? jeg kender jo alt som min egen bukselomme” sagde frøen ”jov tak, det må du da gerne – jeg er faktisk lidt sulten, så vist….” sagde Brunhilde.
Lad mig nu se – sagde frøen, først skal jeg vel præsentere mig – jeg er Carl – det er i hvert fald det Fodermesteren kalder mig og det er da ok. Og jeg har boet her længe, nu skal jeg vise dig rundt. Mad ? ja det kommer jo an på hvad du spiser – men hvad med Husfred det er den grønne bunddækkende plante du ser lige her ved siden af dig. Brunhilde smagte på Husfreden – den smager da godt sagde hun og guffede i sig. Carl snuppede lige et par bænkebider der søgte skjul da de blev forstyrret af Brunhildes spisen.
Her, se det er Oliventræer, og det der er en appelsin og det en grapefrugt – Brunhilde kikkede interesseret på træerne, sådanne nogle havde hun aldrig set før.
Den der – det er en palme – ah ha – den mente hun hun havde set før. Ved indgangen til den nyanlagte have ved siden af hønsegården stod en magen til, bare MEGET mindre og der var også en omme ved køkkenvinduet mod haven. Den var bare gemt under Georginerne, som var vokset den over hoved.
Brunhilde spurgte Carl om hvor fra han dog viste alt det og så nøje kende de enkelte planter fra hinanden. Forklaringen er, at når Fodermesteren får lokket en eller anden med ind i huset, så bruger han megen tid på at fortælle den besøgende helt ned i den mindste detalje, om hvilke træer og planter der er i glashuset – og det har jeg Carl hørt på igen og igen.
Det med at du har set en palme ude i haven – frit udplantet, skal nok passe, for den palme der gror her i glashuset er af en art der kan tåle ned til -5 C frost og skulle den sætte bananer så er de uspiselige – i hvert fald for mennesker.

For resten har jeg noget du skal smage sagde Carl – se her – han hoppede hen til et sted hvor der lå mange blade på jorden og viftede bladene væk, til syne kom en stor overmoden figen – den skal du smage – prøv. Brunhilde smagte – uhm den er god syntes hun.
Så hørte de begge lyden af et par træsko mod brosten, komme nærmere og nærmere. Det er Fodermesteren blev de hurtigt enige om, Så er jeg skredet sagde Brunhilde, Tak for omvisningen – jeg kommer gerne igen, men nu løber jeg.
Hun sprang op på stensætningen ved døren og skulle lige til at……………..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #9 Dato: 09 December , 2020, 00:18 »
9. december 2020
Der lige midt i døråbningen sad Knold og tronede. Hvad nu, Brunhilde viste, at hun skulle handle hurtigt – men Knold, hvordan skulle hun komme forbi ham ? Hun tog mod til sig og gik lige på ham, hakkede ud efter ham og hvad skete – Knold blev åbenbart så overrasket over angrebet, at gjorde et hop til siden – og forbi smuttede Brunhilde – løb alt hvad tøj og remmer kunne holde til ned langs stengærdet med de mange georginer, ind til venstre ved det store beton rør der indeholder gårdens vandforsyning. Hun stoppede faktisk først da hun var skjult under buskene der står langs åén.
Hun var både forpustet og stolt, stolt fordi hun havde givet Knold en lærestreg – fremover viste hun, at hun ikke skulle være bange for at gå imod ham, når hun syntes han kom for tæt på.
Men nu var hun så kommet ned til ´åen hvor hun jo normalt ikke kom. Det var lidt skræmmende at være der, for hun kendte jo ikke til, hvor man kunne komme i skjul eller hvor og hvilken vej hun kunne flygte, hvis hun mødte ubehageligheder. Hun begyndte derfor at undersøge området, gik langs åen og spiste lidt af de frø og urter hun mødte på sin vej. Efter nogen til slog åen et knæk og hun fulgte den vider frem. I knækket lå der store sten ude i de strømmende masser og det gav en beroligende kluggen og små vandsprøjt ind på bredden – en ny oplevelse, som hun ikke havde kendt til før.
Skovområdet hun gik i, er nok ikke særlig stor, for et menneske kunne overskue den største del af området, næsten uden at bevæge sig. Men om sommeren – når alt var grønt – var det ikke muligt, men nu – i december var der udsyn til alle sider og man kunne se de grønne marker der lå udenfor trægrænsen. Området havde ligget hen uberørt i årtier, så der var både nye små træer og gamle der var faldet om af alderdom og som nu var ved at vende tilbage til naturen, som man sige.
Disse træer i forrådnelse var grobund for et utal af insekter, kryb og svampe, man kan godt betegne det som et meget velassorteret køleskab, men noget spiseligt af en hver art – for dyr naturligvis. Og dog, det skete, at der kom svampe, som mennesker godt kan spise. Fodermesteren havde i hvert fald et godt øje, til hvad der groede på træstammerne. Især det gamle piletræ, som resterne af, vældede for snart 16 år siden, det var nu næsten helt opløst og han kunne se, at dyrene var meget ivrige med at rode i resterne og derved sørge for at udslette sporene af træet.

Nu, som Brunhilde gik der i sine egne tanker,  kom hun tætter og tætter på et gammelt, kæmpe piletræ, der stadig stod mægtig og flot – hun havde fejlagtig troet det var en eg – og her skulle hun tilbringe mange dage – og nætter – fremover, det viste hun bare ikke.

Da hun nærmede sig Hængepilen – for det var et imponerende nok 80 år gammelt hængepiletræ der stod foran hende– så hun, ved dets fod en stor klynge smukke svampe – grå og med en bred vifte af lameller – og lige under dem var der et hul ind under en af trærødderne, som stak op af jorden – i åbningen ind til hulrummet under roden stod Fru Halsbåndmus – hun kikkede nysgerrigt på den fremmede og hilste. Brunhilde stoppede op og hilste igen. ”Velkommen” sagde Musse, for det hed hun ”velkommen” til denne del af skoven, du er da ny her – ikke ”. Det kunne Brunhilde bekræfte. Her bor vi altså, sagde Musse, vi fandt stedet for nogle uger siden og det er det helt rigtige sted for os her i vinter. Som du ser giver svampen en god afskærmning for regnen og så er vi så heldig, at de tidligere beboere har efterladt en mægtig bunke nødder der inde og vi har da også selv samlet mange den sidste tid, så vi har mad nok til hele vinteren. Musse bød Brunhilde ind – men – og det kunne hun også godt se, ikke kunne lade sig gøre, Brunhilde er alt for stor til at komme gennem et lille musehul.
Men du kan da godt kikke ind – foreslog Musse – Brunhilde lagde sig ned foran hullet og stak hovedet ind – resultatet – hun kunne ingen ting se, for hendes fjerdragt lukkede helt og fuldstændigt for lyset. Hun  trak hovedet ud igen og rettede sig op – så kom Musse ud – smågrinende. Ja sådan er det så, når man er for stor sagde hun smilende til Brunhilde, men noget gjorde dit forsøg da, for du vækkede mine unger og ud kom først en, så en til og atter en og igen en – det blev til 8 i alt, små nuttede mussebørn. De kikkede lidt på den nyankomne og smuttede så ind igen. I deres alder skal man nemlig være MEGET påpasseligt med af gå rundt i skoven, havde deres mor lært dem, for der er mange lurende fare især for musse børn.
Brunhilde skulle lige til at sige noget, da hun og Musse blev forstyrret af en raslen i skovbunden, af – ja det lød som om der komme et kompagni soldater marcherende.
Og ud af et hul i bøgehæggen, som adskiller skovområdet fra græsplænen og som Hængepilen står for enden af – kom en fasan og så en til og en til og en til – det blev ved i en uendelighed – da den sidste fasan var kommen gennem hæggen stod der siger og skriver 10 haner og 10 høner – du milde himmel, hvor kom dog alle disse fasaner fra ??
Brunhilde var fuldstændig målløs – aldrig havde hun set så mange fasaner på en gang.
Fasanerne virkede meget skræmte og kikkede i det uendelige fra side til side og op og ned, som om de var forfulgt af nogen. ”Hvad sker der dog – siden I er så bange” spurgte Brunhilde den fasan der stod nærmest hende. ”Åh ja, eller nej eller hvad skal jeg sige” svarede fasanen, ser du vi er fuldstændig rundt på gulvet – for …..og nu lød der et vældigt brag fra et jagtgevær – lige i nærheden – alle fasaner for til alle sider og ………………

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #10 Dato: 10 December , 2020, 09:58 »
10. december 2020
Der lød atter et skud og forvirringen var total. Alle havde rædslen stående i hovedet – men så blev der ro. Efter adskillige minutter var det som om fasanerne og for den sags skyld også Brunhilde kom til sig selv. Der var heldigvis ikke sket noget – med nogen. Og fasanerne samledes igen. Nu tog Brunhilde mod til sig og gik hen til en af de største fasanhaner og spurgte til hvad der dog skete og hvorfor de var så mange.

Fasanhanen var ikke uvillig til at snakke, han havde som de andre fasaner brug for at fortælle om det forfærdelige de havde oplevet. De skud der havde lyt, var en næsten daglig oplevelse de havde – hver dag efter de var vokset til, fortalte han. De var vokset op i fangenskab på en gård ikke så langt fra, hvor vi er nu. Det havde så men ikke været den værste barndom de havde haft – der var altid varme og mad nok, kun var det meget uroligt omkring dem, for der var fasankyllinger alle vejene. Det havde været helt umuligt at få bare lidt ro omkring sig, kun i de mørkeste timer om natten, var der ro, men det hjalp jo ingen vejene, for da kunne man ikke foretage sig noget – ud over at sove.
Så en dag blev vi sat ud i en skov nogle kilometer her fra og hvilken lettelse, nu kunne vi endelig gå frit og få lidt ro på tilværelsen og dog. For ikke så snart vi var sat fri, før der begyndte andre problemer at dukke op. I de første dage blev flere af os taget af rovfugle – noget vi ikke havde kendskab til, ingen havde lært os at være bange for noget som helst. Havde vi nu haft en mor, ville hun kunne have fortalt os om alle de farer vi skulle tage os i agt for, men hun manglede i vores barndom.
Vi var blevet tildelt en barnepige – hvis man kan kalde den hanekylling det – som til en hvis grad lærte os om livet som hønsefugl, men han – de – for der var flere hanekyllinger i flokken – var jo selv et barn og havde ikke et voksent dyrs viden og erfaring.
Og så her for nogen tid siden, begyndte mennesker at forfølge os – alle dagens lyse timer – og hver dag blev vi færre og færre – vi flygtede det bedste vi kendte og nu er vi altså endt her i denne lille skov og med den store have. Her er der ikke nogen der jager os, her bliver vi ikke skudt på. Men lige op til skovbrynet går der jævnligt mænd med jagtgevær og efterstræber os. Hvad med dig – spurgte Fasanen – Brunhilde hvor er dine artsfælder,  ?for du er vel en del af en flok. Det var hun så ikke, hvilket undrede ham. Jamen hvad laver du så her ? du må da være den del af en flok – mente fasanen. Rigtig -det er jeg også, men jeg føler mig ikke rigtig som en del af den flok jeg er født ind i, jeg bliver hele tiden hakket efter og jaget væk fra maden.

Åh, ja så sagde fasanen. Han kikkede sig rundt og så, at der atter var faldet ro over hans flok, for han havde påtaget sig ansvaret for de andre fasaner. Jeg heder for resten Frederik – sagde han til Brunhilde – Brunhilde sagde hun.
Frederik bød Brunhilde med på en tur ind i bøgeskoven, for nu var han blevet sulten – det samme var Brunhilde. De vinkede til Musse og gik igen gennem bøgehækken og ind i bøgeskoven, som består af 20 store flotte bøgetræer. Her er der mad til fasaner og andre der kan spise bøgens frugter – bog. Og nu kunne man så nyde synet af alle fasanerne og Brunhilde spise af hjertets lyst. Brunhilde skrabede i skovbunden hvilket undrede fasanerne, for det ligger ikke i deres natur at skrabe – men de kunne godt se fordelen ved det, da der dukkede flere krible krabler frem, som hurtigt forsvandt i Brunhildes mave.
Da alle var mætte og havde fyldt krogen med bog som skulle fordøjes de næste par timer. Det var ved at mørkne, så det var tid til at finde et sted at sove den nat. Brunhilde var meget i tvivl, om hvad hun skulle – skulle hun alligevel gå hjem og sove i hønsehuset eller skulle hun finde et sted her i skoven, sammen med sine nye venner, det var et meget svært valg, hun havde jo hele dit liv sovet i hønsehuset – så trods problemer med de andre høns, så var det jo det eneste hun kendte til. Nu stod hun overfor et af sit livs store spørgsmål, hvor skulle hun - måske -  sove resten af livet ??.

Hun var meget fristen af at gå med fasanerne, for de hakkede ikke på hende – de var kun venlige – så hun valgte at gå med dem, lod sig altså friste.
Frederik ledte flokken ud af området med bøgetræerne og hen til et område med gamle rødgrantræer og blommetræer. Grantræer er mægtig gode til at sove i – fortalte han, grangrene er gode til at bære en vis vægt af fasaner uden at knække og så hænger selve de små grangrene ned som en form  for mur og giver læ for vinden.

Nu begyndte alle fasanerne at flyve op i grantræerne, det gav nogen larm, for selv om fasaner er venlige individer, så er visse sovepladser bedre end andre og det giver nogen skubben og roden rundt på de enkelte grene. Også larm fra enkelte fasaner med deres gokken.
Det kender Fodermesteren alt til, for han havde ofte hørt til fasanerne når de søger ly for natten. Selv om natte kunne det ske, at der kom høje lyde fra deres natlogi.
Nu fløj Brunhilde også op i granen for at finde en god plads. Det var ikke helt let, for hun manglede jo fjer på den ene vinge. Fodermesteren havde dog misforstået det med klipning af hønsevinger, han skulle have klippet de yderste svingfjer og ikke dem længer inde på vingen, men nu kom det Brunhilde til gode, for hun kom nogenlunde let op til en god plads. Frederik havde faktisk reserveret en ved hans side. Det er helt dejligt at have dig i flokken – sagde han til hende.
Når man er vokset op med nogen af din slags – ja så føler man sig tryk. Vi har mistet vores gode ven for noget siden, han kom ikke tids nok over vejen ude ved tankstationen, den dag hvor vi flygtede fra den skov vi var sat ud i.
Her hvor vi er nu, mødte vi en ældre fasan, som havde boet her i skoven og den tilliggende have i over et år. Han kunne fortælle, at han også var flygtet fra skyderiet og fundet denne have, som han havde fundet ud af, der IKKE bliver skudt. Han havde fundet en god måde af tikke føde på, og at ham der bor i det store hus for enden af haven, ikke er så slem endda, for han havde fundet ud af, hvordan han kunne lokke godbidder ud af Fodermesteren. Han gik op til huset og kikkede ind i køkkenet og det udløste mad. Det havde han benytte sig af i flere uger – indtil han her i foråret forelskede sig i en dejlig fasanhøne og fulgte hende - og nogle af hendes veninder -  ud af skoven over marken og op til et hegn, der går langs hovedvejen. En dag gik det galt, i sine følelsers vold gik han direkte ud foran en bil og endte sit liv.

Fodermesteren savnede ham længe, men slog sig til tås md, at sådan er det med forelskede fasaner – smil.
Nu tilbage til granerne. Alle var kommet på plads og begyndte nat ritualerne – dvs rense fjerdragten og få smurt gumpefedt ud over dragten, så den kan modstå regnbyger.
Brunhilde puttede hoved ind under vingen og faldt i søvn, godt træt efter en dag med mange nye indtryk. Pludseligt – da det var blevet helt mørkt – og hun havde sovet nogle timer – blev hun vækket ved et rædselslagende højt skrig – hendes blod frøs til is – hvad var dog det ?..........
« Senest Redigeret: 10 December , 2020, 12:28 Fra Hans-Kurt »

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #11 Dato: 10 December , 2020, 12:06 »
Her ser du Fasanen som i foråret tog kontakt med Fodermesteren for at få lidt mundgodt. Han mistede livet i en rus af forelskelse i nogle fasandamer han havde opvartet i måneder og som ledte ham op til den store landevej, hvor et bildæk blev hans skæbne :O( ''

De snavsede ruder nederst på døren er Knolds måde at komme enten ind eller ud af døren, ved at krasse på ruden ;O)
« Senest Redigeret: 10 December , 2020, 12:10 Fra Hans-Kurt »

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #12 Dato: 11 December , 2020, 00:15 »
11. december 2020
Brunhilde forsøgte at kikke rund for at se, hvorfra lyden kom. Månen var stået op, så det var muligt at se lidt – hun var rædselsslagende og forventede at alle de andre hun sov sammen med, ville være det samme, men det var ikke tilfældet – underligt.
Hun puffede forsigtigt til Frederik, som hun sov ved siden af. Han vågnede ikke ved det første puf, så hun prøvede igen. Nu trak han hovedet ud fra vingen og kikkede forvirret på Brunhilde. ”Hvad er der” spurgte han søvndrukkent – ”Lyden – denne skrækkelige skrigen, hvad er det”.
Nu kom lyden igen, Brunhilde for atter sammen, Frederik så på hende og sagde beroligende – den lyd skal man ikke være bange for, det er Hr Ugle der er gået i aktion. Han er ikke farlig, for sådan nogle som os -sagde Frederik, faktisk er han blevet en god ven af min flok og jeg bruger ham ofte  til at løse spørgsmål jeg har, til det der sker omkring os. Han er meget vidende, meget klog og særdeles venlig.

Han har levet her i flere år, kender hvert træ, hver en busk i hele skoven og haven og holder øje med alt hvad der sker. Normalt er han nataktiv og sover om dagen, men han sover ikke mere, end at han åbner øjnene hver gang der sket et eller andet omkring ham. Vi bliver ofte advaret om farer han ser før os. Han sidder jo i et af bøgetræerne hele dagen og har – især på denne årstid – et rigtigt godt udsyn over vores område. Hans kone er også venlig, men mere reserveret, hun deltager ikke rigtig i samtalerne med os, siger Frederik. Hun er vist meget udaset efter to hold unger her i sommers. Det første hold kom allerede i februar, men forsvandt pludseligt en dag, hvor hun – mod sædvane – havde forladt redekassen. Det blev aldrig opklaret hvad der egentlig skete, men en mistanke om, at det var Musvågen der havde været på spil, gik der rygter om. Musvågen er nok den farligste beboer i det her område, da den har slået sig ned i et af de store træer i den østlige del af skoven. Det har bl a gjort, at den rågekoloni, der i flere år havde etableret sig med adskillige reder, er opgivet, det var simpelthen for farligt at bo der.
Nu – i december – har Musvågen dog forladt sin rede og skoven og kommer ikke på besøg, heldigvis sagde Frederik, for selv en fasan kan blive taget af ham, er man lidt svag – og det er der flere af mine fasanhøner der er, efter den omtumlede tilværelse vi har være igennem. Det er Uglen der har fortalt mig det – derfor er han så vigtig for os. Brunhilde faldt langsomt til ro, efter Frederik havde fortalt hende om uglen og at lyden altså ikke varslede noget farligt.

Nu hun tænker sig om, kan hun godt huske, hun har hørt lyden før, dengang hun sov i hønsehuset. Det var bare en meget svagere lyd dengang.
Hun skuttede sig, dels pga oplevelsen og dels fordi der var en svag vind der indimellem kom ind imellem grangrenene – hun var ikke vant til, at det kunne blæse på hende om natten. I hønsehuset var der altid lunt og rart – hele natten, det kom hun til at tænke på, nu hvor hun skulle tilbringe natten i et grantræ.

Brunhilde fandt ro igen og sov atter. Hun vågnede ved at hun kunne fornemme at der bredte sig en vis uro blandt dem hun sov med. Lyset var også ved at vende tilbage. Hun kikkede rund – der var nu alligevel meget mere ro nu, end i hønsehuset, det nød hun. Så hoppede den første fasan ned fra træet og snart fulgte de andre også Brunhilde. Hun og de andre blev ført ind i bøgeskoven for at indtage morgenmad. Frederike kom hen til hende og spurgte til, hvad hun normalt spiste om morgenen.

Hun fortalte, at det mest var korn og når det passede Fodermesteren majs. Den kost kendt Frederik godt. For det var også det de blev fodre med i det fangenskab de kom fra. Det var også det han og hans mange venner havde fundet på markerne de havde passeret under deres flugt. I det her område var der ikke kornmarker med spildkort, men en frøgræsmark stødte op til den sydlige del af området. Det er det man kalder en monokultur, der ikke giver noget særligt set i spisehenseende. Derimod – fortalte Frederik – at i dag skulle de en tur nord på, til området med æbletræer. Det var et meget yndet sted for områdets dyr.
Men desværre var æblehøsten ikke stor i år, så det var svært af blive mæt – men rundt om frugthaven var der – især på den nordligeste del – masser af tjørn, fyldt med bær.
Området kendte Brunhilde ganske godt, for det var også et område hønseflokken kom meget i – så hun fulgte glad med. Turen der hen, gik over den store græsplæne ved stuehuset og i den kunne man også finde føde, græsplænen blev slået jævnligt hele sommeren, men aldrig sprøjtet for ukrudt, så den var et sted hvor mange små planter kunne finde en plads og leve og sætte frø, alt sammen til glæde for fuglelivet i haven. Nu gik fasanflokken og Brunhilde også og spiste på plænen.

Oppe i køkkenet var Fodermesteren i gang med morgenmaden og var i december flyttet over til bordet ved vinduet ud mod haven. Det gjorde han, fordi han havde fuglefoderbrætter og fedtkugler hængt om i træerne på den side af huset. Nu sad han så og kikkede ud og nød mejserne og især spætmejsernes kamp om fodret – det undrede han meget, at de ikke kan enes om at spise i fordragelighed – men sådan havde det altid været. Nu tog han en ekstra kop kaffe og kikkede ud – og der helt nede i enden af haven så han fasanflokken komme frem og hvad var nu det – der kom Brunhilde, den lille labant.

Så var hun altså ikke taget af ræven, det havde han ellers troet var tilfældet, da han ikke havde set hende siden forleden. Selv om hun ikke må gå frit, varmede det hans hjerte, at se hende igen. Men hvad nu, for det er et farligt projekt hun nu deltog i. Et liv i den fri natur uden et skærmende hus om natten kan meget nemt ende galt. Men måske hun nu vender tilbage til hønsegården og det trygge hønsehus ……

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #13 Dato: 12 December , 2020, 00:42 »
12. december 2020

For at komme over i frugthaven, med de nyeste æbletræer – for der var nemlig også en frugthave der er anlagt i 1930érne – skulle flokken af fasaner og Brunhilde gå gennem en mindre dal – set med hønseøjne – hvor der ligger vældede grantræer, som godt kan blokere for gennemgang, men ikke være end, at de er til forcerer – især hvis man kan flyve. Men fasaner flyver som bekendt kun, når det er meget nødvendigt, så nu gik de uden om de væltede træer.
Det betød, at de skulle ud over græsplænen og der ved blive set fra alle vinkler, både fra luften og jorden. Det er ikke altid godt, når man er et middagsemne for andre. Under granerne – de vældede – kan gemme sig en ræv. Fra luften kan en Musvåge angribe. Og det var lige det der skete nu – da de fleste af flokken var ude idet fri, slog Musvågen til – men uglen så Musvågen og advarede straks – det gjorde, at alle kom i sikkerhed under buske og de væltede træer – i tide.
Heldigvis var der ikke en ræv i haven den dag og på det her tidspunkt. Så alle slap med skrækken.
Nu gik turen op ad skrænten mod tilkørselsvejen til gården. En skrænt der i forårstiden er fyldt med vintergækker og mini påskeliljer. Hvis man kikker meget godt efter, kan man allerede her i midt december skimte de spæde spirer titte frem. Det er dem Fodermesteren også leder efter og graver op og planter i urtepotter – som så sættes koldt, for at kunne vokse langsomt til og gerne kunne bruges til bordpynt 1. juledag. Det har nok ikke vores fasaners interesse – lige nu, for de skal over i frugthaven.

Godt oppe på vejen fortsætter de ind under ligusterhækken og ind til æbletræerne. Her begynder de en eftersøgning af nedfalds æblerne – men desværre – de kommer for sent, for de sidste er lige blevet spist af en af de rådyr der også kender til dette spisekammer. Hun står netop og gnasker det sidste æble i sig, da fasanerne og Brunhilde kommer.

Øv, nu havde de glædet sig til æblerne – men så var der jo det andet der også var spiseligt her – larverne i ko gødningen som ligger i et tykt lag mellem træerne. Her kom Brunhildes evne til at skrabe virkelig til sin ret. Hun havde også en vis erfaring fra tidligere, hvor hun sammen med sine artsfælder havde afsøgt området, for hvad der kunne spises her, mellem æbletræerne. Nu så Fasanerne, hvor effektivt det er at kunne bruge sine ben til at skrabe med og forsøgte at efterligne Brunhilde. Fedt nok, det gav et fint resultat – masser af fluelarver, der gemte sig i bunden af den udlagte ko gødning.
Men det var jo æbler de var kommet efter. Brunhilde kikkede på  Rådyret – også et tidligere bekendtskab – og indledte en samtale med hende. ”Det er ærgerligt der ikke er flere æbler – hva”. ”Ikke flere æbler” svarede Fru Rå, ”Ja, så men, men det er jo kun her der ikke er flere, i den gamle frugthave nede ved åén, ligger der stadig mange Fillipaæbler – så jeg i går” svarede hun. Den gamle frugthave var Fodermesteren ikke helt så god til at få plukket æblerne i, træerne er meget høje – efter mange års forsømmelse – hvad beskæring angår.
Så især træet med Fillipa gav meget nedfaldsfrugt. Filippa æblet skal som bekendt plukkes meget betids, da de ellers falder ned - ved den mindste storm – men i dette tilfælde gav det så mad til mange dyr. Fodermesteren kunne også i visse år, finde på at fodre sine køér og kalve med nedfaldsfrugten, men i år havde han ikke samlet dem op.

Så hvis der skulle æbler på menuén i dag, så måtte alle tilbage til den gamle æblehave ved åen.
Den gamle æblehave kunne nås på to måder, enten retur over skrænten og græsplænen, eller man kan følge indkørslen forbi stalden – med hønsegården – og vider ind over gårdspladsen, forbi glashuset, langs åén og så er man der. Det er dog en noget længer tur, men giver også flere muligheder for at finde føde.

Flokken valgte den lidt længere tur. Da de var kommet ud på vejen kom der en bil kørende imod dem – en bil som kørte som om vejbanen var dens og fasaner og Brunhilde vor Herres. De fløj til alle sider for at undgå bilens dæk og dermed døden, og hu hej for det gik, fjer og blade føg om hovederne på dem, men alle kom i sikkerhed – eller gjorde de …….. 

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 630
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #14 Dato: 13 December , 2020, 10:18 »
13. december 2020
For en af fasanerne løb den forkerte vej, den skulle være løbet til højre og ikke venstre – som den gjorde. Den forsvandt ind under bilen og det så Brunhilde – å gud nej, tænkte hun – det går da galt.

Da bilen – som kørte alt for hurtigt på strækning langs frugthaven – var væk, kikkede Brunhilde tilbage i retningen af hvor bilen forsvandt, og hun frygtede det værste – og der midt på vejen lå den uheldige fasan – alle løb hen til den for at se hvad der var sket. Den lå helt stille – men så blinkede den og virrede med hovedet – å hvor godt – så var den da i det mindste ikke død. Nu rejste den sig – noget fortumlet og kikkede sig omkring – De andre så nu, at den manglede sin halefjer og en del på den ene side af kroppen. Men redet livet havde den – det var alle glade for, for med alle de dødsfald der havde været i den seneste tid, så kunne de snart ikke holde til mere. De fik hanket op i den forulykkede og fortsatte turen.

Se nu kan det ikke lade sig gøre at gå på vejen ved æblehaven uden at komme forbi hønsegården og det skete naturligvis også nu. Her så de indespærrede høns med længselsfulde øjne efter fasanerne er frit kunne bevæge sig mellem træer og buske. Brunhilde skulede til hønsegårdens indbyggere og håbede ikke de henvendte sig til hende, men det gjorde de.

Hanen – den store flotte hvide hane, med den gigantiske hanekam – så hende og kaldte ”Brunhilde hvor har du dog været ? vi har været så bekymret for dig og hvad gør du blandt alle de fasaner ?” Brunhilde ville helst undgå at tale med hanen, men kunne jo dårligt være det bekendt og især når så mange lyttede med. ”Jeg har sluttet mig til fasanerne – de er blevet mine venner – og , og – ” hun viste ikke hvad hun skulle sige mere, for hvad var der at sige  hun ville ikke ribbe op i de problemer hun havde, når hun var i hønseflokken, for det var jo ikke aktuelt længere.
Det undrede hende dog, at hanen sagde de havde været bekymret for hende – underligt.
Men for en hane er det ikke underligt at savne en høne, han mener hører til sit harem. Hanen – en god hane altså – vil altid sørge for at holde sammen på alle høner og for den sags skyld også de kyllinger der kommer til. Kun konkurrenter – selv egne sønner – vil han ikke tolerere – ikke når de er kønsmodne i hvert fald. Fodermesteren havde fulgt den nye hane i hønsegården, meget nøje, for en hane vil han absolut have – gården ligger så langt fra anden beboelse, at hanegal ikke er et problem og han er fra sin pure ungdom ja helt fra barnsben vant til at høre hanegal.
Men han stiller visse krav til en hane. Den skal passe sine høns – forstået på den måde, at han skal lede dem rundt i området de bor i og anvise spiselige ting. Han skal sørge for at stridende høner ophører med at slås. Ikke forfølger kyllinger og i et vist omfang accepterer andre haner. En meget vigtig ting er også, at han ikke betragter Fodermesteren som en konkurrent og derfor angriber ham, når han viser sig i hanens domæne. En hane der har en sådan adfærd, bliver omgående til Smeltende mør unghane med den lækreste kraftige rødvinssauce. Også kaldt Coq eu vin.
Vores hane her, tegner til at blive en god hønseføre, for han har alle de gode egenskaber. Han er blot meget ung og mangler at sætte sig i respekt for nogle af de mest dominerende høner. Hans autoritet steg dog kraftigt, da opdagede, at en af hans pligter som hane er, at betræde damerne, hvilket han nu dagligt øver sig i :O).
Heldigvis gik fasanerne godt til, så Brunhilde slap for yderligere at tale med hanen. Hun kunne dog se, at flere af hendes plageånder kikkede misundelig på hende. En følelse hun nød.

Da de nåede glashuset, så de, at døren stod åben og Brunhilde stoppede op og kikkede ind. Da hun ikke kunne se frøen, trådte hun ind i huset og kikkede bedre efter og der længst inde, kunne hun ane ham. Hun var ikke den eneste der gik ind i glashuset, et par stykker af de mest modige fasaner gik efter hende. De fulgte hende ned af trappen og hen til siddepladsen ved dammen. Her så de frøen, den blev noget skræmt over at se så mange ukendte i sit hus. Han sprang på hovedet i vandet og forsvandt.

Nu inviterede Brunhilde på Husfred, en spise som også fasanerne værdsatte. Hertil kom, at hun også begyndte at skrabe Husfreden til side og bød på krible krable. Denne aktivitet stod på i nogen tid, men  så hørtes træsko på brostensbelægningen og det kan nok være Brunhilde fik fart på – ud af glashuset, men se – fasanerne var ikke ops på hvad der skete, så de kom først for sent i gang med at komme ud og da de ikke kendte huset særlig godt – ikke indefra i hvert fald, ja så måtte det jo ende galt!.

Brunhilde var ude så betids, at hun kunne nå at smutte væk, før Fodermesteren kom, men i Guder hvad der ikke skete da han kom frem til Orangeriet, for det kalder han det og ikke glashuset.
Han for hen til døren til Orangeriet og det skulle han aldrig have gjort for så gik det først rigtig galt . NU-------------